Energien slipper op

Min energi slipper op omkring Samuels puttetid. I hvert fald den udadrettede energi. Strikning, lidt læsning (=billedkigning), spil og fjernsyn duer bedst for tiden.

Det er somend ikke fordi der er noget i vejen. Min jobprøvning synger på sidste vers (små tre uger tilbage). Det er stadig sjovt, og jeg er glad for at være der. Derfor er det selvfølgelig også lidt trist at se frem til at skulle stoppe. Men energien bliver brugt på at arbejde. Det tager kræfter at få en stress-ramt krop igang igen, og overbevise "hestene" om, at det er helt okay og sikkert at være væk hjemmefra mange timer hver dag. Det kræver ressourcer at sørge for hvile og ro nok til at lade op fra dag til dag. Det lyder mærkeligt, men sådan har jeg opdaget det er.

Det går at have en hverdag, der fungerer med mand og barn, hentning, madlavning, leg og snak. Det er det vigtigste. Små ting som gaver, opkald og andet småtteri kan somend også nås. Men planer om såning, eksekvering af planer om motion, og socialt samvær er henlagt til weekenderne - og de er ikke så lange, som de har været?!

Det bliver de igen, når der er gået et stykke tid og "hestene" i kroppen er faldet til ro igen. Når der kræves mindre indsats for at holde en stabil kurs bliver der krudt til alt det sjove igen! Men der hvor du er, håber jeg, du har mulighed for at nyde forårets komme! Og når jeg ikke kommenterer så meget, er det altså bare for dagens energi-dosis er sluppet op.

Iris - så blå, så blå

I min have er dukket to små, men åh-så-smukke iris op. Løgene var fra en krukke, jeg købte sidste år efter ordre om at installere noget smukt, hvor jeg kunne se det af Lina. Det var et tungt og trist tidspunkt. Nu er de atter dukket op - men nu står de i solskin og frisk luft. De var fine sidste år, men de er endnu bedre i år. Måske fordi jeg er kommet mig og igen kan se skønhed og er i stand til at kapere den intense blå smuksak!

Læs en prædiken

I fredags holdt jeg en prædiken for første gang siden oktober 2010. Det er rigtigt. Altså, at det er så længe siden sidst. Det var en god oplevelse. Dels fordi lejligheden var Kvindernes Internationale Bededag, så kirkerummet var fyldt af venlige kvinder. Dels fordi jeg endelig igen kan tale "indenfor min styrke". 

Med det mener jeg, at den bedrift en prædiken trods alt er, er lidt som at løbe: man kan løbe på en måde, så det passer til ens styrke eller kondition, og man kan løbe på en måde, så man presser sig selv. Løber man "i sin styrke" er man nok træt efter løbet, men man er ikke udmattet. Udmattet bliver man til gengæld af at presse sig selv til at løbe mere, længere eller hårdere end man egentlig er i stand til. På samme måde er det også med at prædike, er det min erfaring. Med de fleste ting, vel i egentlig. 

Men i fredags var det helt som det skulle være. Har du lyst til at læse min prædiken, er teksten her: 

“Lad retfærdigheden sejre”

Kvindernes Internationale Bededag 2. marts 2012

Det var en eftermiddagstime. Jeg sad i vinduesrækken ved bordet foran katederet. Vi havde regning med FP. Jeg kan stadig væk huske hele situationen tydeligt; lyset, stemningen.

Fru P. var havde sort, touperet hår, røde læber og negle. Hun gik altid i høje hæle, så man kunne høre hende komme gående ned af gangen på lang afstand. Hun havde nederdele på, og bar en tung parfume.

Og så var hun en af de lærerer, som fik kontrol over klassen ved at mobbe de svageste: ved at være efter M., som havde så let ved at blive rød i hovedet. A., som var usikker og let blev vred. A., som kom i skole uden strømper og madpakke. 

Denne her eftermiddag var det A., det gik ud over. Jeg kan ikke huske hvorfor. Men jeg husker vreden, der vældede op i mig: vrede over at en voksen behandlede os på den måde, og at hun var led ved en af dem, der i forvejen havde det svært. Jeg blev så vred, at jeg gav mig til at køre mine gummisko frem og tilbage henover vinylen. Det larmede helt vildt! 

FP. vendte sig mod A. - meget vred - “Det var måske også dig?!” 

Og så skete det, der har gjort, at jeg huske epidosen (tror jeg):  Pludselig turde jeg ikke stå ved min vrede, mit oprør, min protest. For jeg var jo gode venner med FP. Jeg var på hendes gode side. Hvis jeg nu indrømmede, at jeg havde lavet lyden i arrig-protest over hendesmobning? Hvad nu, hvis hendes kommentarer og hendes vrede vendte sig mod mig? 

Ofte sker uretfærdighed jo i et skævt magtforhold: en, der er stærk misbruger sin styrke i forholdet til en, der er svagere eller mere skrøbelig. 

Desmond Tutu er citeret for at have sagt: “Det kan ikke lade sig at gøre at være neutral i en uretfærdig situation: Hvis en elefant har sin fod på halen af en mus, og du tier stille, vil musen ikke værdsætte din neutralitet.”

Det er et nærmest tegneserie komisk billede: En elefants store fod på den lille hale af en mus. Men overfører vi det til uretfærdighed i vores samfund bli’r det straks mere alvorligt: for hvordan skal den, der er lille og svag som en mus kunne forsvare sig selv endsige gøre opmærksom på sit besvær, hvis andre ikke hjælper? 

Hvordan ser det ud, når retfærdigheden sejrer? Ifølge Lukas fortæller Jesus, at retfærdigheden ligner en glad kvinde og en søvnig dommer: en, der har givet sig, og én, hvis behov er blevet mødt. 

I følge Habakkuk ligner retfærdigheden tillid: Tillid til at Gud hører mig, hvis det er mig, der bliver behandlet uretfærdigt. 

De malaysiske kvinder lever i et samfund, der er væsentligt anderledes end vores: deres leve standard er lavere, deres position i samfundet er ringere, og samfundet i det hele taget er underlagt korruption og misbrug af stillinger på en måde, som vi ikke kender til i Danmark. (Heldigvis). 

Men kvinderne i Malaysia her samme drømme som os: at deres børn må vokse op og kunne tage en uddannelse, sikre sig en plads i livet og at de selv må kunne leve i fred; at deres stemme bliver hørt og at deres input i familie og samfund bliver værdsat. 

Som mennesker er vi ikke forskellige. 

Og derfor kan man godt bruge eksempler som Irene Fernandez til at tænke over, hvordan vi selv reagerer mod uretfærdighed? Ville jeg have samme mod? Ville du have sammen udholdenhed? 

For mit vedkommende kan jeg dog godt finde det svært at sætte mig ind i at leve i en så svært situation. I verdens fordelingen af goder er det jo os, der er elefanter: Det er os, der lever i en del af verden, der har og bruger største delen af alle ressourcer. Vi kan hjælpe andre mennesker - lande endda - med uddannelse, mad, hjælp ved katastrofer og i forbindelse med krige. Og de krige vi deltager i foregår ikke på en måde, så vi dagligt skal tage stilling til dem eller får dem ind på livet. Med mindre vi selvfølgelig har udsendte i familien eller vennekredsen. 

Jeg ved ikke, om du er en af de mange, som har set eller læst historien “Niceville”, som handler om forholdet mellem afro-amerikanere og euro-amerikanere i 1960‘erne i forbindelse med ophøret af segregeringen. I bogen fortæller forfatteren, som voksede op i et af de områder, der fortsat havde størst segregering efter slavetiden, at det var noget, der var en indforstået tavshed om: alle vidste, at tjenestepigen og chaufføren skulle bruge et seperat toilet - men ingen snakkede om hvorfor. Eller om, hvad de gjorde, hvis der ikke fandtes et ekstra toilet i huset. 

Eller som Jane, en kvinde omkring på 50 år fra Sydafrika, fortalte mig, om den skam, der følger med uretfærdigheden for den, der er med til at undertrykke: Som barn synes jeg bare, vores gartner var irriterende, fordi jeg igen og igen skulle ned på politistationen for at hente ham fri, fordi han var kommer for sent hjem eller havde glemt sin udgangstilladelse. Først som voksen forstod jeg, at det var dybt ubehageligt og farligt for ham. Og hvor ignorant og forkælet jeg selv var. 

Nogle gange tænker jeg på, hvilke undskyldninger jeg finder for ikke at råbe op, når politikere udtaler sig i generelle, fejende vendinger, der fordømmer hele befolkningsgrupper om det så er muslimer, arbejdsløse eller syge. Eller hvordan jeg forklarer mine manglende venskaber med mennesker fra “samfundets bund”? 

Mange historier og film handler netop om dette emne: retfærdighed, og hvordan den sejrer. I filmen “Der Untergang” ser vi bl.a. Hitlers sekretær, som var en ganske ung pige under krigen. I filmens slutning bliver Traudl Junge interviewet, og her fortæller hun, hvordan hun senere i livet, da hun forstod, hvad Hitler havde gjort, undskyldte sig selv med, at hun var så ung den gang. Lige indtil hun hørte om Sofie Scholl: en pige på hendes egen alder, som havde kæmpet mod nazisterne under krigen. 

Da måtte Traudl Junge, Hitlers tidligere sekretær indse, at evnen til at se og reagere imod uretfærdighed ikke kun et spørgsmål om alder: Det handler også om mod, kærlighed og tro på et større perspektiv end her&nu og “mig mod dig”. 

Traudl Junge troede, hun kunne undskylde sine handlinger, sin naivitet med, at hun var ung. Men opdagede at et menneske på hendes egen alder havde truffet de modsatte valg end hende selv - og bødet med livet for det.

Tanken om at ændre uretfærdighed kan virke uoverkommelig. For ofte er uretfærdighed ikke blot tilfældige hændelser eller skæv fordeling af slikken til en børnefødselsdag. Ofte er der tale om korruption, der i sagens natur er skjult, vold, som er truende, fattigdom eller diskrimination, der påvirker hele befolkningsgrupper. Og dem, der undertrykker har ingen interesse i at holde op: narkokartellerne, der skulle stoppe deres forretninger, de, der handler med kvinder og børn eller den, der må slippe en ekstra indtjening pga. korruption. Eller os selv, der må give slip på noget af vores forbrug, hvis alle mennesker i verden skal kunne leve på en bedre standard uden at planeten går helt i stykker af det.

Går man imod uretfærdigheden må man være klar til at få en elefant imod sig. Måske. 

Og derfor er Habbakkuks pointe så vigtig: Hav tillid. Også som den, der må give slip. Vov at have tillid til Gud: at han kender vores behov, at han giver os, hvad vi har brug for. Hav tillid til at Jesus mener det, han sagde, da han sagde: “Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” (Matt. 6)

Jeg ville ønske, jeg havde haft en den tillid dengang tilbage i regnetimen hos FP. Til at stå ved min vrede og mit oprør. Eller til at have vendt mig om til A. og sagt, at det var et forsøg på at hjælpe - ikke at gøre det værre. Men det havde jeg ikke. Og jeg endte med et nølende svar om, at det “måske var mig, der havde lavet lyden”. Hvilket fik flere til at grine og komme med skæve kommentarer - det var ikke en rar klasse. 

Men måske behøver vi ikke gå til frontalt angreb på en hver uretfærdighed vi ser. Måske skal vi istedet tage et lille skridt. Jesus talte om små ting som sennepsfrø, en pakke gær, salt: ting, der tilsyneladende forsvandt, men havde stor indvirkning. Vi kan stille os selv spørgsmålet: “Hvad er det mindste, jeg kan gøre, for at bekæmpe uretfærdighed?” 

Måske er det mindste du kan gøre at smile til kvinden i tørklædet eller manden med det fremmede navn. Måske er det at henvende dig til alkoholikeren på gaden med samme frimodighed, som du ville snakke til enhver anden. Eller det er at sige fra, når der kommer upassende bemærkninger til familiefesten om sortarbejde, racisme eller hvad-ved-jeg. Eller banke på hos en prostitueret. Måske er det mindste at skrive et læserbrev, at blive medlem af en organisation, der arbejder for social retfærdighed. Måske er det at opmuntre et menneske, du ved kæmper med uretfærdighed. 

At hjælpe retfærdigheden på vejen til sejr er ikke indvilklet. Men det kræver mod, som vi kan se fra Irene Fernandez’ vidnesbyrd. Og det kræver udholdendhed/vedholdenhed sådan som med enken, der banker på hos dommeren. Og det kræver kærlighed tillid til Gud, sådan som Habbakuk understreger. 

Vi skal ikke fortvivle, men vide at Gud hører og ønsker at ændrer verden, så alting bliver, som det fra starten var tænkt at være. Amen

Vis omsorg

Source: outcamethesun.tumblr.com via Anne on Pinterest

Her er skoene

SÅ har jeg fået taget billeder af skoene. De var i brug første gang, da jeg gik fra at arbejde tre dage om uge til at arbejde fire dage. Næste gang bliver om en uge, når den femte dag også tages med.

Små skridt i den rigtige retning er mere værd end store skridt i den forkerte retning!

Hvad nu, lille du?

Jeg er så småt ved at være rask. Jeg er i hvert fald så godt på vej, at en raskmelding er indenfor øjesyn. (Juhuu) Det betyder valg for vejen fremaf. En vej jeg har svært ved at se. Jeg er på én gang tryg ved, at det vil vise sig. Samtidig klar over, at det kræver jeg tager aktive valg, opsøger det jeg gerne vil og ved, hvad jeg ønsker. 

I dag har tankerne med valg fyldt, og jeg tyr'r til mine citater. Andres tanker om liv kan hjælpe på mine egne. Om ikke andet kan de lindre.

"Ask not what the world needs, but what makes your heart sing. Because what the world needs is people, whose hearts sing." Ukendt

"Godtag de overraskelser, som ødelægger dine planer, tilintetgør dine drømme, som giver din dag og måske hele dit liv en helt ny retning. Det er ikke tilfældigt. Giv Faderen lov til selv at være dit livs væver." Ærkebiskop Dom Helder Camara

"For at blive mig selv, må jeg holde op med at være det, jeg altid har troet, jeg ville være." Thomas Merton

Hvem har jeg troet, jeg ville være? Hvad er min dybeste længsel? Hvad er forskellen på håb og ambition? Kan man skelne mellem ønsker og umuligheder? Kan man kende det gode på andet end eftersmagen? 

Der findes ingen andre svar end dem, der er ens egne. Men spørsgmålene vil jeg gerne dele.

Mindfulness, tyngdekraft og accept

Det er ved at være en uge siden, jeg læste et indlæg hos Losarinas mor med det her lille citat:

"Acceptér rejsen..
 Acceptér den, du er..
 Acceptér alt, hvad der er til.. "

- Susan Jeffers: Dans med livet 


Det fik mig til at lægge denne kommentar:
"Åh, et kæmper jeg altså lidt med.... Måske kommer det af at have et "kamp"sind eller ikke at have en skærpet retfærdighedssans. Jeg har så svært ved tanken, om at skulle acceptere ting, som de er - hvis tingene er noget skidt, altså.
For jeg skal vel ikke lade stå til? Vi skal da ikke acceptere noget, som ikke er godt for os? Eller er det fordi jeg misforstår, at det er okay at acceptere at "sådan er det nu" og at det ikke er det samme som "og sådan skal det altid være" eller "og det er helt i orden"? Hmm, måske sku' jeg skrive et indlæg om det istedet for en kæmpe kommentar hos dig :-)"


I starten af 2011 gik jeg på et kursus i mindfulness, og mens der var meget godt jeg fik med hjem, ramte jeg aldrig heelt det, vores instruktør sagde om accept. Det hænger sikkert sammen med min historie, for det ramler for mig, når der tales om accept i forhold til alting.

Jeg kan ikke uden videre acceptere uretfærdigheden i, at Duncan skulle blive dødeligt syg. Eller at vi skulle ha' så ondt over ikke at kunne lave et barn. Eller at mennesker dør ud af det blå. Eller at rigdom og fattigdom er fordelt så urimeligt. Jeg kunne ikke uden videre acceptere, at jeg var syg "og sådan var det", for sådan syntes jeg absolut ikke, det skulle være. (og synes det stadig ikke)

Efterhånden er jeg kommet frem til, at der må være forskellige former for accept, og at der findes forskellige "sfærer" i vores liv, hvor accept / modstand er hensigtsmæssig forskellige steder.

Eksempelvis er det mest hensigtsmæssigt at acceptere ens egne følelser; eller i det mindste være nøgtern i forhold til dem: "Nuvel. Jeg bli'r vred over "X". Fint nok. Jeg reagerer "Y" under alle omstændigheder." Eller "Når nogen siger sådan bliver jeg ked af det. Det er i orden."

På den anden side er det ikke hensigtsmæssigt at acceptere uretfærdighed eller diskrimination. Det nytter ikke at tie stille, hvis du - eller en ved siden af dig - bliver overfaldet "for sådan er det jo bare" lige som det heller ikke dur at stille sig tilfreds med spild, dårlige arbejdsforhold eller mobning.

Men så igen er der grundvilkår for vores liv, som vi ikke kan rokke ved: Fødested, tyngdekraft, kun at kunne være ét sted af gangen, helbred og at have brug for søvn. (I mit tilfælde mere end de fleste.) Jeg kan hoppe og danse, alt det jeg vil, og det eneste jeg får ud af det, er at få søvnmangel, eller at gå ind i alting, fordi jeg nægter at anerkende mit dårlige syn.

Der er også omstændigheder, som ikke kan ændres af mig alene. Eksempelvis er fertilitet ikke nødvendigvis noget vi selv kan gøre en forskel i forhold til. Nogen kan, men ikke os alle sammen. Dét må jeg acceptere, men det betyder jo ikke, at man så skal sætte sig ned med hænderne i skødet og ikke gøre noget ved det. Men er det så stadig accept? Nogen går i behandling og får et barn, vi adopterede. Er det accept af omstændighederne, eller er det at indrette sig efter dem - og er det modsætninger?

Måske er den kløe, jeg får ved snakken om "accept", grundet i, at der sjældent gøre en hel masse ud af at skelne mellem følelser og den sfære, jeg selv kan agere i, og så de sfærer, som er udenfor min kontrol og mit virke?

Hvor meget skal man acceptere, og hvad skal man gøre noget ved? Hvad accepterer du?

Selvopfundne regler

Kender du til at sætte regler op for dig selv uden at lægge mærke til det? Regler, som betyder, at du kommer til at spænde ben for dig selv?

Gennem de sidste år med stress og depression er jeg blevet opmærksom på, at det er et mønster jeg deler med rigtig mange. Der er noget man gerne vil, og som man gør med glæde, men på et tidspunkt begynder man at stille regler op: "når jeg bager rugbrød, skal det være på surdej", "når jeg svømmer, skal jeg svømme 10 baner", "når jeg løber skal det være 10 km", "når jeg laver mad, skal der være to slags gøntsager","når jeg ... så skal jeg..." Lige så langsomt betyder det lille "skal" at glæden forsvinder ved det, der tidligere var sjovt. Fra at have været frit, er det blevet til forventninger, der skal leves op til. Forventninger man vel og mærke selv har besluttet.

Hos mig foregår det ganske ubevidst, og starter som regel med et oprigtigt ønske om at gøre det godt. For eksempel opdagede jeg for et stykke tid siden, at jeg havde lavet en "regel" om et brev, jeg skulle svare på: uden at have lagt mærke til det, havde jeg bevæget mig fra "jeg skal svare på brevet" til "jeg skal svare på brevet og dekorere det sjovt". Med det resultat at jeg ikke kunne overskue at svare på brevet, for jeg havde slet ikke overskud til at dekorere. 

"Reglen" er første led i en ond cirkel, der kan lede til dårlig samvittighed, efterfulgt af en følelse af skam over ikke at kunne skrive brevet/orke to slags grøntsager/have opgivet at løbe, som så igen giver dårligt selvværd. En rigtig dårlig cocktail på en skidt dag. Oplagt til at finde hammeren frem til at slå sig selv i hovedet med. 

Det er klart en cirkel, som hos mig - og andre, så vidt jeg kan se - har tendens til at fungere optimalt under pres. Forstået på den måde, at mekanismen med at sætte faste regler op for sig selv, kan være en god indikator på en stresset periode. Af en eller anden grund er det sværere at se sig ud over selv-opfundne regler, når man er presset. For måske handler de selv-opfundne regler i bund og grund om gerne at ville være god nok. Så måske er den bedste hjælp vi kan give hinanden, at fortælle os, at vi er elskede uanset om vi løber 10 km, syr vores tøj selv eller altid genbruger. 

For mit vedkommende kom hjælpen denne gang i form af det befriende spørgsmål: "Hvem siger breve skal være dekorerede?" Ja, hvem siger egentlig det? Så denne weekend tror jeg, jeg tager fri fra selvopfundne regler. Altså når først den dobbelte mud pie til festen lørdag er bagt, og det der brev er blevet dekoreret forstås.

Propfyldt og Peter Plys

Jeg gi'r ingen mening på et dybere plan for tiden. Eller, når det gør jeg vel, men det er noget iboende, ikke noget jeg bidrager til i særlig grad. Forstå mig ret: Jeg er hverken kulsort i humøret eller ganske modløs og håbløs, hvad angår min eksistensberettigelse eller mine fremtidsudsigter. Men jeg er simpelthen så propfyldt af den process, jeg er i gang med, at der ikke kommer ret meget ud af min mund, min blog eller andet, der giver mening. Jeg siger ét ord, men mente et andet. Jeg kan ikke koncentrere mig, og har igen brug for at sove, sove, sove. Kroppen er øm, og hovedet tungt. Så jeg er stille selskab igen. 

Måske det er derfor Samuels nye vendespil fortrinsvist bliver spillet om aftenen af hans forældre? Det er slet ikke så let at se/huske forskellen mellem Peter Plys, der går tur med Grisling, eller Peter Plys, der sidder ned med Grislingen. Ham Plysbjørn er skam ikke bare for sjov.

Jeg tror - en personlig tros-bekendelse

Samuel blev døbt i dag. Det skete ved en meget varm gudstjeneste, hvor mennesker født i Danmark, England, Holland, Burkina Faso, Sydafrika og Sri Lanka lyttede til gospelkorets udgave af den Sydafrikanske national sang og vores kollega og ven Thomas prædikede. Det skete 10 år efter Duncan og jeg blev et "os".  

Og mens det skete, blev jeg ramt af en dyb taknemmelighed over min Gud, der har samlet alting for mig gennem de sidste år, over min familie og vores venner, som har været med os og ikke mindst over igen at kunne mærke glæde, kærlighed og taknemmelighed! 

Bekendelsen herunder er inspireret af den apostolske trosbekendelse, men er min egen fra i dag: 

"Jeg tror på Gud Fader, den almægtige. Ham, der kan skabe noget ud af ingenting: familier ud af forældreløse børn og barnløse forældre. Ægtefolk ud af kærester. Fællesskab ud af mennesker fra hele verden og af alle aldre.

Jeg tror på Jesus Kristus, Guds eneste Søn, min Herre. Ham, der har reddet mig fra mørke og tomhed, og vist at der findes en vej, hvor jeg ikke selv kan se en. 

Jeg tror på Helligånden. Hende, der giver liv, så depression må give vej for glæde og vinteren bliver til forår igen og igen.

Og jeg tror på det hellige i almindelige fællesskaber, som findes i kirker og familier; de fællesskaber, som gennem kærlighed og barmhjertighed kan rumme både smerte og glæde.

Jeg er taknemmelig!"

Zentangle

Jeg øver mig i at se mønstre rundt omkring mig i øjeblikket. Det er nyt for mig at lede efter detaljer på den måde. Men spændende. 

Grunden er, at jeg er begyndt at lære at lave zentangles. Det er lidt som at lave kruseduller på en organiseret måde. Du ved, den slags mønstre, men laver, når man keder sig ved en forelæsning eller når man snakker i telefon. 

At lave et zentangle er, når man først har lært grund-reglerne, (hvilket jeg ikke helt har mestret endnu), en måde at meditere på med en blyant i hånden. På den måde kan man bruge det som en måde at slappe af, og lade hjernen få fred, samtidig med at man er aktiv. Man kan fordybe sig i en aktivitet. Hvilket kan være en hjælp, hvis det er svært at finde ro uden at bruge kroppen. 

Det kan også være en hjælp, hvis man i forvejen tegner eller maler, men har svært ved at få en tegning/et maleri frem. Ved at lave en zentangle slipper man sine forudindtagede mål og meninger om, hvad man skal, og lader tegningen udfolde sig "af sig selv". 

De, der er gode til at zentangle, kan skabe virkelig smukke mønstre. Prøv at se på Google images! Og måske prøve det en dag, hvor du trænger til at lave en krusedulle eller to?

Bryd et tabu - om psykisk lidelse

Blot en lille reminder, at det er fra i dag temaet om psykisk lidelse kører hos Mette B. Psykiske lidelser er svære at se, og har i flere år og generationer været npget, der blev behandlet bag tykke murer, eller som ikke blev snakket om udenfor familien. Derfor er det svært for mange, at møde et menneske, som er syg i psyken - for hvordan forholder vi os til det? Ved en brækket arm eller en operation ved vi, hvordan vi kan støtte og hjælpe, men en usynlig og langstrakt ting, der foregår indeni et andet menneske, kan være sværere at håndtere.

Læs med og bliv lidt klogere på, hvordan det er at leve med en psykisk lidelse.

"Here be dragons"

"Here be dragons" skrev man på skilte ind til ukendte og øde områder i gamle dage i England. På meget gamle landkort findes hvide pletter de steder, der endnu ikke var blevet udforsket og kortlagt, og som man derfor ikke kendte. Ingen vidste hvad de indeholdt. Måske drager, som nogle områder var kendt for? Måske sumpe og tætte skove eller dybe kløfter, der gjorde al færd svær eller nærmest umulig. Ingen vidste, hvad der gemte sig bag skiltene med advarsler om drager. Enten fordi ingen var gået derind - eller måske snarere fordi ingen var vendt tilbage i stand til at fortælle, hvad de havde oplevet.

Når en depression langsomt breder sig i sindet, kan det føles som om skiltene med advarsler om drager igen bliver sat op. Pludselig står der "Here be dragons" et sted, man ellers troede var sikre at bevæge sig i. Eller der er opstået hvide pletter i områder, der ellers var velkendte. Usikkerheden kommer snigende efterhånden som sump-områder overtager ellers stabile landeveje, og tågen svøber sig omkring alle træer og genkendelige vejskilte.

Det er ubehageligt. Til tider uhyggeligt, og i alle tilfælde meget underligt pludselig at befinde sig et sted, der på én og samme gang er familiært og ukendt. Det kan føles så skræmmende, at usikkerheden ved at færdes i sin egen krop og sit eget sind bliver en hæmsko for al bevægelse. Også bevægelse i den ydre verden mellem andre mennesker og i almindelige aktiviteter.

Jo sværere en depression, des større hvide pletter og jo flere drager er der.

Når man først står dér omringet af hvide pletter og skilte med drager og med frygten for det, der lurer, som eneste rejsekammerat, er det eneste, er der ikke nødvendigvis en masse man selv kan gøre for at finde vej igen eller vende kortet rigtigt.
Derfor er det heldigt, at der findes medicin og terapi, der kan hjælpe.  Evnen til igen at se klart og tilliden til at bevæge sig breder sig som sol, der bryder igennem tåge; sumpen forsvinder, så træer og veje kommer til syne igen. Terapien er som at få følgeskab af én, der har gået gennem det farefulde landskab, og kender vejen. Eller som med autoritet og erfaring kan sige, at skiltene med drage-advarsler er ubegrundede.

Efterhånden som tilliden til verden og frygten for det ukendte ikke længere finder næring, svinder de hvide pletter på kortet igen, indtil alle områder er farvede igen og alting har deres rette navn.  Langsomt bliver verden kendt og tilgængelig igen, og der er ikke længere brug for skilte med advarsler om drager.

Som vand i varmt sand

Noget af det jeg mindst holder af ved min depression er hvordan energi af enhver tænkelig art forsvinder som vand i varmt sand. Pst, og det er væk.

Det var rigtig hyggeligt og sjovt at være i biografen med Dina. Disneys nyeste film er lige så sød, charmerende og smuk som de tidligere har været. Prinsessen havde stoore øjne, helten en skævt smil, og sidefigurende var charmerende og sjove. Den smukke kysse-scene udeblev ikke, og sangenes koreografi var fornøjelig. Vi tyggede slik og sugede på sugerør til den store guldmedalje, gik hånd i hånd og snakkede om hvad det godeste ved filmen var (Dina synes det var at den onde heks forsvandt). Bagefter spise Dina, hendes lillebror og hendes mor hos os. En helt igennem rar og hyggelig eftermiddag, som gav masser af stof til min aften-liste over "Hvad var godt idag".

Da vi kom til aften var jeg flad. Da Samuel skulle puttes, havde jeg ikke mere overskud overhovedet. Da han sov, var jeg klar til at forsvinde mellem gulvbrædderne.

Efter en lang nats søvn er humøret rimeligt, men energien ikke-tilstedeværende. Mit hoved er havregrød, der nægter at tænke logisk eller sammenhængende. Hovedpinen ligger latent i baghovedet, og tanken om at vi ligenu ikke engang er halvvejs gennem eftermiddagen er uoverskuelig.

Dét er det værste ved depressionen: At det ene øjeblik kan det fungere fint, og havde du mødt mig i går kunne du sagtens have tænkt: "Hvorfor er hun sygemeldt?" Det næste øjeblik hænger knap nok sammen. Men det ser du ikke, for der ligger jeg hjemme på min sofa.

Som vand i varmt sand er det der det ene øjeblik, for i det næste at være pist væk.

Siden sidst

Siden sidst har jeg været langt under dyner, mudder og mørke skyer. Skyggerne, jeg skrev om i november, var større og mere levende, end jeg havde set. Overrumplet og overrasket blev jeg. Jeg har fået kyndig hjælp af gode, professionelle mennesker. Det har været en stor hjælp at møde mennesker, som med autoritet i stemmen og fasthed i blikket har kunnet forsikre mig om, at jeg kan få det godt igen. Helt godt. Der er lang vej igen, det ved jeg. Men jeg tror, det værste er ovre. I hvert fald det tungest og mørkeste for denne gang. For lyset, lysten og glæden kommer med mere og mere faste mellemrum.

Jeg er tilbage i blogland, hvor fast vil vise sig. Det er helt op til overskuddet fra dag til dag.

Dæmon eller engel?

Winston Churchill beskrev sin depression, som at få besøg af den sorte hund. Jeg tror ikke, han tænkte på en glad labrador. Beskrivelsen kan jeg godt genkende. For to et halvt år siden blev jeg sygemeldt med en depression så mørk, at jeg ikke troede på at lyset nogensinde igen ville ramme mig. Jeg var aldrig i tvivl om at der fandtes lys, for jeg kunne se det skinne på andre. Men jeg sad i skyggen.

Nogen sort hund lusker der ikke rundt om mig. Men ind imellem bevæger der sig noget i skyggen - som om skyggerne vokser og bli'r mere virkelige. Så snart jeg har kigget på dem, er de forsvundet. Indtil fornyligt, hvor de igen er begyndt at vokse. Jeg er igen nødt til at kigge en depression i øjnene, men denne er den ikke kommet bagpå mig, og derfor tror jeg på, jeg kan holde skyggerne på afstand.

Mette B og Henriette har begge skrevet om, hvordan man har det, når man har det med depression - i mere eller mindre grad. Lina har skrevet om vejen frem - og ud af skyggelandet.

Da jeg var syg for to år siden købte jeg en bog om depressionens anatomi, som hedder "Helvedes Malstrøm." (Malende titel) Deri skriver Andrew Solomon følgende:

"Depression kan måske bedst beskrives som en følelsesmæssig smerte, der trænger sig ind på os imod vores vilje og siden løsriver sig fra alle ydre årsager. Depression er ikke kun en masse smerte; men for megen smerte kan gradvis omsættes til depression. Sorg er depression, der står i forhold til omstændighederne. Depression er en fortvivlelse, der som en vindheks er filtret ind i sig selv - den trives i tynd luft og gror på trods af, at den har mistet forbindelsen til den nærende jord. Den kan kun beskrives i metaforer og allegorier. Mens den hellige Antonius opholdt sig i ørkenen, blev han spurgt, hvordan han kunne skelne mellem engle, der kom til ham i ydmyghed, og djævle, der mødte ham i overdådige forklædninger, og han svarede, at man kunne kende forskel ved at mærke sig, hvordan man havde det, når de var taget afsted igen. Når en engel har forladt os, føler vi os styrket af dens tilstedeværelse; når en djævel har forladt os, føler vi rædsel. Sorg er en ydmyg engel, der efterlader én med stærke, klare tanker og en fornemmelse af ens egen dybde. Depression er en dæmon, der lader én stå forfærdet tilbage." 


Det er en på én gang rammende og smuk beskrivelse, synes jeg, af en depression.

Om depression er en sort hund eller en dæmon er svært at sige. Uanset hvad, er den ikke velkommen. Heller ikke her!

Søndags indsigt

Når jeg be'r sindsro-bønnen, tænker jeg som regel, at de ting, som ikke kan ændres er ting udenom mig eller mine vilkår som eks. sygdom, barnløshed eller hvad det nu kan være. 

Men jeg tror, jeg har forstået noget andet: det kan også være den indre virkelighed, som ikke kan ændres, og som det ydre derfor må ordne sig efter. Der findes dybe, evige og personlige sandheder, der løber som årer i sjælen. De udgør sjælens struktur, om man vil. At gå imod dem, er lige så skadeligt og grimt for sjælen, som det er, at gå imod årene på et smukt stykke træ. 

Skal sjælen være stærk og smidig, så må vi bevæge os i den retning årene peger.

Mod, sindsro og visdom

For to et halv år siden knap og nap blev jeg sygemeldt. Duncan havde været igennem et længere sygdomsforløb, og jeg kunne ikke mere. Var så træt som et ondt år (bogstaveligt talt). Det, der i første omgang var en krisereaktion blev til "en depressiv krisereaktion". Altså, en depression udløst af forskrækkelse, slid og træthed ovenpå Duncans sygdom.
Inden jeg havde det godt i mig selv igen gik der næsten halvandet år. Det tog næsten to år inden jeg var tilbage på arbejde på fuld tid.

Så jeg vender lidt på hovedet, fordi jeg indenfor de sidste par uger igen har mærket kroppen reagere på at være presset. Jeg har mærket de første tydelige tegn på stress som åndenød og hjertebanken. Det er ikke godt. Det er til gengæld godt, at jeg genkender det. Men jeg er også bange for igen at blive dårlig.

 Også selvom jeg ved, at det her er noget andet. Lyset er ikke forsvundet. Glæden og lysten er ikke væk - selvom de nok kunne blive det, hvis jeg ikke passer på. Det her handler mindre om det, der er inden i mig end det, der er udenom mig. Det er også en erkendelse. Og sådan vil jeg gerne, at det bliver ved med at være. Jeg vil ikke være mørk og tom inden i igen.  Jeg vil følges med mig selv.

Derfor vender jeg lidt på hovedet for tiden. Dels af forskrækkelse, dels for at finde et andet perspektiv. Hvad er min dybeste længsel? Hvad skal jeg gøre konkret for at ændre mine vilkår? Hvad er det, der presser mig? Hvad er det ikke? Og hvordan, holder jeg fast i mig selv? 

"Gud, giv mig mod til at ændre de ting, jeg kan ændre, sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, og visdom til at se forskellen!" Reinholdt Niehbuhr

Mmmm

Krisehjælp 112. Den her slags er ikke den værste at bringe ud!

(Kan nogen fortælle mig, hvad den hvide frugt med de sorte sten er for én?)

Præstemareridt

Nu, hvor jeg er på barsel, er det den naturligste ting i verden, at have mareridt om, hvad der kunne gå galt for mig på mit arbejde. Åbenbart. I hvert fald havde jeg i nat følgende stress-provokerende oplevelse:

Kongen af landet var død under frygtelige omstændigheder (som ikke var væsentlige for drømmen). Derfor skulle jeg holde begravelsen (selvfølgelig skulle jeg det - det ligger lige for at vælge mig til en kongelig begravelse). Begravelsen skulle holdes i Strandby Metodistkirke (min barndomskirke), som var Metodistkirken i København, som var Skt. Peters kirken i Rom med de lange gange fra den folkeskole jeg gik i kombineret med detaljer fra det college, jeg læste på i England samt den gamle, høje prædikestol fra kirken i Vejle. Ikke nogen rar bygning, når alt dét køres sammen. I hvert fald svær at finde rundt i, når alt hele tiden ændrer sig.

Der var naturligvis mange pressefolk, sikkerhedsfolk og mennesker i det hele taget. Telefoner ringer, folk snakker og alle styrter rundt. Jeg holder samtalen med kongens voksne børn, men kun ganske kort med hans kone. Som så viser sig ikke at være den eneste kvinde, han har været gift med. Og vist heller ikke er moren til de voksne børn. Desværre er der ikke lang tid til begravelsen, så jeg når kun lige at veksle et par ord med konen, inden vi må gå ind i kirken. Uden at have skrevet en tale.

Her går det så op for mig at jeg ikke har styr på detaljer som tidligere ægteskab eller hvor lang tid han egentlig har været konge. Heller ikke hvad han interessede sig for, og jeg har ikke fået valgt nogen tekst at tale ud fra. På vej op til alteret for at lede begravelsen prøver jeg som tosset at finde tre ting, der kan være holde punkterne i min tale. Til den kongelige familie. Og hele landet gennem fjernsynstransmissionen...

Her vågner jeg så og føler mig a) rundt på gulvet, b) nærmest nøgen, c) pinligt berørt over manglende forberedelse og d) forvirret over hvad i alverden den kongelige familie, begravelse, mærkelige kirker og at være blevet mor har med hinanden at gøre?!