Intentioner i Greys anatomy

"Our intentions are always good. We want to do well. But we also want to push boundaries. And sometimes we don't stop until we have done damage."  ("Vores intentioner er altid gode. Vi ønsker at gøre det gode. Men vi ønsker også at skubbe grænserne. Og nogle gange stopper vi ikke, før vi har gjort skade.") 

Noget i den retning blev aftenens afsnit af "Grey's anatomy" sluttet af. Jeg er generelt glad for serien - den har et godt miks af godt skuespil og drama, og så tager den rigtig spændende temaer til behandling. Udover at handle om kirurgi og parforhold, selvfølgelig. Men nu som f.eks. i aften bliver afsnittet en kommentar på det dybt menneskelige spændingsfelt mellem vores intentioner for det, vi gør, og det, vi rent faktisk gør. 

Vi vil så gerne gøre det bedste, det gode, det rigtige. Vores intentioner kan være velmenende, og alligevel kan vi gøre skade. Vi kan mene noget pænt, men få det sagt, så det sårer. 

Paulus skrev for mange år siden: "Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg." (1. Korinterbrev kapitel 7:18)

Er det derfor jeg elsker sko?!

Jeg er i øjeblikket vikar som medhjælper i en børnehave. Noget af det, jeg kan, børnene elsker er at fortæller historier. Pigerne dåner over Disney-prinsesser, og selvom jeg forsøger at putte trolde og folkeventyr ind, så er det lyserøde univers svært at overdøve. Ind imellem har jeg lyst til at slutte eventyret om Askepot, der får prinsen og "lever lykkeligt til deres dages ende" af med en social-realistisk svada a la Carries i den første Sex and the City film: "Sådan går det ikke! Hun blev træt af hans rod og han blev irriteret over hendes vaner, men det betyder ikke, at man skal rende ud at blive skilt lige med det samme. Der er ingen, der "bare" lever lykkeligt - det er noget man skal ville og arbejde hårdt på sammen og hver for sig." ... Men det er der næppe lydhørhed overfor i en gruppe af 3 til 4-årige.

Og det er som end godt nok.

Men måske er lykken virkelig gemt i Askepots sko? Måske er der en grund til at Carrie havde en mindre sko-fetich, og at mange kvinder (undertegnede inklusive) har "noget" med fodtøj? I hvert fald fandt jeg denne her på pinterest:

Source: frenchbydesign.blogspot.com via Anne on Pinterest

Det er vel værd at undersøge, om den er god nok? 

En særlig date

I dag har jeg en helt særlig date. Jeg skal i biografen og se "To på flugt" med min lille veninde Dina. Dina er næsten 6 år, og en pige med en levende fantasi og et stort hjerte. Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle hygge om hende. Vi skal købe slik og sodavand og synke ned i biografsæderne, hvor vi med garanti bli'r godt underholdt.

Sidst vi var i biografen sammen havde vi fine kjoler på. Det skal vi ikke have i dag, men dejligt bli'r det alligevel. Jeg glæder mig, så jeg er helt "glad af glæde" for at bruge et Dina'sk udtryk!

TRYLLEBUNDET AF SANDHEDEN

(Nedenstående artikel har jeg skrevet til Metodistkirkens blad "Himmel og Jord" i oktober.)

TRYLLEBUNDET AF SANDHEDEN

Om Harry Potter og sandheden i eventyr

19. november starter sidste kapitel om Harry Potter, hans venner og den onde

Voldemort, når biografer verden over blænder op for filmen “Harry Potter og Dødsregalierne”. Historien om troldmanden har tryllebundet en hel verden i mere end et årti. 

Sammen har mennesker verden over fulgt med i og ventet på, at historien skulle udfolde sig: alle har vi fans siddet i samme spænding, for at finde ud af, hvad næste bog ville afsløre om Harrys trængsler. Fra vidt forskellige aldre, kulturer, sprog og trosretninger har vi taget del i samme historie. Og det er ikke mærkeligt, for med emner som kampen mellem det gode og det onde, døden, venskab, mod og kærlighed rammer historierne lige ind i det, der forener os.

Det fælles menneskelige

Når historien om Harry Potter griber så mange mennesker, er det fordi, den tager sit udgangspunkt i det helt basale ting i vores menneskeliv: 

Vi har alle sammen oplevet døden på én eller anden måde. 

Vi kæmper alle sammen med det gode og det onde; og vi oplever kampen rundt omkring os. 

Vi drømmer om en retfærdig verden, og vi ønsker os det mod, der skal til, for at gøre noget ved det i vores eget hjørne. 

Og inderst inde længes vi alle sammen efter, at være noget særligt og tro på, at der er en dybere mening med vores liv. 

Derfor er det heller ikke overraskende at Harry Potters historie er blevet brugt i utallige sammenhænge. I både jødiske, muslimske og kristne kredse er de blevet brugt til forkyndelse. Alligevel er der i nogle kristne kredse blevet taget voldsom afstand til Harry Potter.

Hvor er Gud?

Som metodist i Danmark kan det være svært at forstå, hvordan bøgerne om Harry Potter har kunnet sætte sindene så meget i kog i kristne kredse, som det har været tilfældet. Vi kan ryste på hovedet og mene, at det handler om kultur. Det gør det også, men måske er det snarere teologisk kultur end national kultur.

For metodismens indstilling er, at Gud er i den verden, han har skabt. Vi tror, Helligånden virker i verden udenfor kirken, hvorfor alle menneskers liv er berørte af Gud - uanset om de ved det eller ej. Faktisk går vi så langt som til at sige at Gud aktivt søger mennesker, der ikke endnu kender ham. Vi kalder det forekommende nåde. 

Den indstilling åbner for tanken om, at det er sandheder at finde også uden for kirken i eksempelvis film, musik og bøger. Også dem, der ikke nødvendigvis er skrevet med en forudsætning om at undervise om Gud. Når Gud virker i alle mennesker, er det klart vi må tro, at Gud også giver sig til kende i disse menneskers arbejde, tanker, håb og længsler. Derfor er det ikke så fremmed at samle en bog op om en troldmand, der kæmper mod det onde og blive inspireret til eget liv med Gud og medmennesket. 

Nu er bøgerne om Harry Potter skrevet fra et kristens perspektiv. Men det var langt fra klart da historien først kom til live. I begyndelsen var J.K. Rowling meget påpasselig med at udtale sig om noget som helst med tro. Hun ville hverken be- eller afkræfte, at hun skrev med en bestemt religion som udgangspunkt - eller om der var særlige værdier, hun prøvede at videregive. 

I dag ved vi, at J.K. Rowling er medlem af The Church of Scotland og, at hun, som hun selv beskriver det: “kæmper med troen.” Men uanset om bøgerne ikke var skrevet af en kristen, ville de stadig være instrumenter, der peger på en dybere sandhed om mennesker. 

Den dybere sandhed

Man kan argumentere for at de store eventyr historier og film, der er kommet ud i de sidste år er et flugtforsøg fra verden og dens problemer. Måske er den vestlige verden blevet så planlagt, forudsigelig og kedelig, at vi sultne kaster os over alle muligheder for at mærke fantasien bryde alle grænser? Måske har fornuften taget overhånd, og vi har brug for at tage fra virkeligheden ind i drømmene. 

Men kunne vi forestille os, at det forholder sig modsat? Hvad nu hvis virkeligheden er blevet så utydelig og fyldt med gråzoner og politisk korrekthed, at det umuligt at skelne godt fra ondt? Hvad nu hvis eventyrene drager os, fordi vi der kan genfinde virkeligheden? Måske er det sådan, at eventyrene peger på det menneskelige - og det, der er større end som så i vores liv. Når nu eventyrene fortæller os om godt og ondt, kampen, om mod og udholdenhed kunne det så være en måde at forstå virkeligheden på og ikke være et forsøg på at forenkle den? 

Måske er det sådan, at eventyrene er bærere af en dybere sandhed, som ikke kan viskes ud. Vi mødes i det menneskelige, fordi det er dér vi alle sammen har vores udgangspunkt. Det er der Gud altid venter på at møde os. Og det er der vi længes efter at vende tilbage til. Hvis det er rigtigt, er eventyrene ikke en løgn, der tryllebinder os, men en sandhed, der vækker os af fortryllelsen. 

Hvis du går i biografen for at se Harry Potter og Dødsregalierne, så vær åben for at lære mere om dig selv og Gud. For som Dumbledore siger til Harry, da de sidder på Kings Cross stationen og snakker: “Hvorfor skulle det ikke være virkeligt, selvom det sker i dit hoved?”

FAKTA OM HARRY POTTER

• Bøgerne om Harry Potter er oversat til 67 sprog; sprogområder så forskellige som eksempelvis Ukraine, Vietnam, Afrikaan, Urdu, Hindi og Walisisk. 
• Flere af bøgerne har sat rekorder bl.a. på salg: Den 6. bog i serien “Halvblodsprinsen” solgte 10,8 millioner  kopier på 24 timer efter udgivelse.
• I alt er der solgt i mere end 400 millioner kopier af alle bøgerne. 
• Bøgerne er filmatiseret; den sidste bog “Harry Potter og Dødsregalierne” kommer i to afsnit i november 2010 og juli 2011.

Igår....

... blev min mor certificeret som NLP master practioner.

... oplevede jeg for første gang det såkaldte "road anger" på egen krop. Jeg blev råbt af i min egen bil og ønsket "en lortedag" - for at overholde færdselsreglerne.

... lavede min far Stifatho til aftensmad, og mit madglade barn var så begejstret for morfars sovs at han med tilfredshed pegede på gryden og sagde "jammi" (=jam)

... var jeg i biografen og se "The Town" med min mand. Helt alene for første gang i godt 8 måneder.

Hvornår ellers?

Hvis ikke det skulle være til Sex and the City 2, hvornår skulle de Jimmy Choo sko, jeg var så heldig at købe i december, så indvies? Det er måske nok lidt svært at forstå hvordan man kan være heldig at eje noget, der næppe kan bruges som på nogen måde praktisk fodtøj ... Men altså... Filmen levede i øvrigt op til alle anmeldelser: der var masser af tøj og outfits, plenty of glimmer og glamour men meget, meget lidt handling. Rigtig meget fluff og ikke så meget substans. Vi grinede, sukkede over tøjet og var i øvrigt bagefter enige om, at filmen sagtens kunne være strammet noget op - med det budget til markerting etc. skulle man nok tro, der var nogen, der havde forstand på hvad et godt manuskript var. På den anden side - hvis de laver en tre'er er vi nok også "nødt" til at se den. Men så i lidt fladere sko vil jeg tro!

Man tager ....

Opskriften på en god aften:

En god café

God mad

En god film - gerne i 3D, med dertil hørende tåbelige briller.

Serveres med en god veninde. Hertil evt. umådelige mængder slik og sodavand. (Vidste I en jordemoder fra Esbjerg har udviklet en teori om at der i et bæger med sodavand sker det, at sodavanden uden brus synker til bunden, hvorfor det er vigtigt at sørge for at ens sugerør ikke når helt til bunden?! Usandsynligt lange nattevagter sig jeg bare!)

Så meget for bedste venner

Som følge af fredagens bogstav og skriveri om Holly har jeg nu set "Marley and me". En sød historie om et ungt par, som vi følger fra de bliver gift til de er forældre til tre børn. Vi følger dem fra de køber labradoren Marley, gennem nye jobs, og ser hvordan de kæmper med de valg, de tager og deres forventninger til hvad livet skal være. Owen Wilson og Jennifer Aniston er, nåja, søde sammen. John Grogan, som er hovedpersonen har skrevet historien om hans kone og han. Så historien er altså et helt igennem almindeligt amerikansk ægtepars historie.

Det er en helt igennem feel good film, som var god at sidde og se med et tæppe om benene. Vi følger familien igennem Marleys 13 år lange liv, og kommer selvfølgelig også til det punkt, hvor Marley bliver syg og skal aflives.

På det her tidspunkt sidder jeg i vores lille hvide sofa, som er det eneste møbel Holly har adgang til. Hun ligger henført ved mine fødder, og snorkbobler. Lige indtil jeg giver mig til at hulke (intet mindre) over Marlys dødsscene og alle familiens minder og kvaler ved at sige farvel. Jeg skal ikke sige mig fri for at bruge det som ventil for andre hulk også, men i det ligger ganske bestemt også tanken om, at en dag, så skal vi stå der med Holly. Så Jeg hulker. Holly vågner, spidser ørene og kigger på mig. Og her tror jeg så at hun vil vende sig om, komme over til mig, puffe til min hånd med sin snude for ligesom at trøste mig. Det har Marley trods alt gjort i filmen for ikke mere end en halv time siden. Men nej! Hunden kigger på mig, ser mærkelig ud i hovedet, hopper ned af sofaen og forsvinder ind i hendes hule.

Ingen omsorg, ingen forståelse, ingen empati. Så meget for at skulle være bedste venner!

F for

Dagens ABC tema er F. Mit F står for film. Jeg kan rigtig godt lide at se film. Både dem, der kommer i fjernsynet, dem, man kan leje og dem, man kan forsvinde ind i biografens mørke og nyde. det, jeg godt kan lide, ved film, er på mange måde det samme som ved gode bøger: De underholder, oplyser og inspirere. En god film portrætterer livet og mennesker, på en kærlig og humoristisk måde, som viser hele mennesker. En god film giver noget at tænke over, og viser gerne et nyt perspektiv på et eller andet, som man ikke tidligere havde set.

Den første film jeg husker var "Labyrinten" med David Bowie i hovedrollen. Den blev vist på børnebibliotekets børnebiograf da jeg var knap så gammel, men gammel nok til at se en film selv. Jeg var vildt betaget. Og da filmen var slut havde jeg rykket mig flere meter væk fra min plads foran. Det var alligevel lidt farligt.

Andre barndomsfilm var "Sound of Music“ og "My Fair Lady", som jeg så næsten hver gang jeg var syg. Sådan husker jeg det i hvert fald. Jeg har dem ikke længere, men når det ind imellem sker at jeg er sengeliggende, ville jeg ønske jeg kunne se dem igen!

Yndlingsfilm har jeg ikke rigtigt, selvom der er nogle, jeg har selv flere gange...Men der er nogle, der har hængt ved i lang tid som f.eks. "French Kiss" - fordi den blev "kult" sammen med en efterskoleveninde. Jeg kan stadig størstedelen af replikkerne udenaf. Ligenu synes jeg "Miss Potter". Den fortæller historien om Beatrice Potter, forfatter og tegner af historierne om Peter Kanin og alle de andres må dyr med tøj på. Hendes livshistorie handler om kærlighed, selvstændighed og kvindeligt selvværd og integritet. Hun var en meget spændende kvinde! For nyligt så vi "Walk the Line", som er filmen om Johny Cash' liv. Jeg kendte meget lidt til ham - bortset fra at jeg var sikker på jeg ikke kunne lide hans musik. Det kan jeg nu. Og igen har jeg fået en enorm respekt for mennesket bag. Både ham og June Carter, der var hans livs kærlighed.

Den næste film jeg skal se? Det bli'r vist "Julie og Julia" som kører i biograferne ligenu. Og måske "This is it" om Michael Jackson. Begge film handler om mennesker, som var kompromisløse i deres kunst. Og den første skulle gerne give et godt grin - og lyst til god mad!

Hvad skal du se?

Har du lyst til andre bud på F, kan du finde dem her: ABCtema.

Jeg holder meget af at gå i biografen. Jeg holder meget af film. Alligevel tager jeg som regel af sted i det tøj jeg står og går i. Med mindre biografturen er en del af en "ud-at-spise-og-hygge-mand-og-kone" tur. Derfor blev jeg noget overrasket da de to, jeg i går skulle ind og se "OP" med dukkede op i prinsesseudstyr og tylskørter. Det var klart min garderobe måtte ændres: Også jeg kom afsted i kjole - og med opsat hår og høje hæle. For som Dina sagde "Nu skal du bare se et stort fjernsyn!"

Filmen var god; animeringen var imponerende og detaljeret og historien var underholdende, medrivende og dyb. Filmen kan klart anbefales!

Det kan det også at gå i biografen i fint tøj -det bli'r bare mere særligt!

Der er dømt ferie i de næste dage, så jeg kommer ikke så ofte til tasterne. Jeg regner med at fordybe mig i Pippi Langstrømåe, en bog om ørkenfædrene, nogle film og noget hækling. Cirka. Men, om ikke før, så er jeg i hvert fald klar med D på fredag!

Med meget mere ...

På denne post vil jeg dele de bøger, film, links og lignende som jeg finder glædelige, hjælpsomme, gode eller bare sjove. Den eneste måde jeg har kunnet finde ud af at gøre det er ved at lave et indlæg til det. (Jeg er muligvis ikke så ferm til det her teknik, så hvis du ved hvordan det ellers kan gøres i blogspot, så skriv endelig!)

Indlægget her vil altså løbende blive redigeret og udviddet, og kan altid findes under kategorien "Med meget mere..." . Kom gerne med hints, hvis der er noget, du synes mangler!

Det indre liv:
Magnus Malm "Vejviser"
Margareta Merlin"Tro godt om dit hjerte"
Margareta Merlin"Vær den du er"
Anne Morrow Lindbergh "Gaven fra havet" / "Gift from the Sea" (Kan kun købes hos antikvariater på dansk)
J.I. Packer "Let your life speak"
Rachel Naomi Remen "Kitchen Table Wisdom"

Krop:

Depression og stress:
Andrew Solomon "Helvedes malstrøm"
http://www.center-for-stress.dk/
www.dr.dk/Sundhed/dinsundhed/levudenstress/ Her kan du finde et gratis stresshåndterings kursus lavet i samarbejde med Center for Stress

Adoption:
Adoption og samfund's hjemmeside: www.adoption.dk/
www.a-c.dk/ Formidlende organisation
www.familiestyrelsen.dk/adoption
www.adoptionsnaevnet.dk/
www.adoptionsverden.dk/

www.altomadoption.dk

www.adoptionszone.dk

Film:

Have:
Claus Dalby "Haven i krukker"

Frøbutikken.dk

Frøsamlerne.dk
Thinkingardens

Økologisk tøj og mad:
www.adili.com/
www.wornagain.co.uk/

Gode bøger:
Audrey Niffenegger "Den tidsrejsendes kvinde"

Den hemmelige ingrediens

For laang tid siden så jeg tegnefilmen "Kung Fu Panda". Hvis du ikke har set den i biografen, vil jeg anbefale dig at låne den på DVD, når den kommer der. Især hvis du føler dig lidt kluntet, håbløs eller bare har brug for et godt grin. "Kung Fu Panda" er i den grad en feel good film. Jack Black ligger stemme til pandaen, som brændende ønsker sig at være kung fu mester, men som hjælper hans far i en nudel butik. Og som hader det. Og som er overvægtig og klodset. Og som i det hele taget bare ikke er så heldig. Eller også er han a pro pos gårsdagens indlæg. Pandaen får sig rodet ud med de lokale kung fu mestre, som i bedste zen buddhistiske stil ikke altid giver lige meget mening i deres ophøjede visdom. Eller også gør de.

I hvert fald får pandaen en mulighed for at bevise, at han kan være kung fu mester. Til stor skændsel for dem, der faktisk har trænet hele deres liv for at blive mestre. Megen forvikling, hård træning og mange grin senere kommer det endelig opgør, som ikke er smukt, men meget sjovt.

Den store scene i filmen - for mig i hvert fald - er den med "den hemmelige ingrediens". Pandaens far, som er en and, har en nuddelsuppe med en hemmelig ingrediens. Alle elsker den, fordi, forklarer faren, så snart man tror, der er en hemmelighed bliver det meget mere spændende. Og hvad er hemmeligheden for pandaen - og alle os andre? Jo, det er somend at der ingen hemmelig ingrediens er. Hverken i suppen eller i os - men derfor kan vi jo godt være spændende og seje alligevel! Se den og le.

Film

Det er ved at være nogle uger siden. Men jeg var inde for at se "Gensyn med Brideshead" med min veninde. Jeg kendte ikke historien i forvejen, bortset fra at jeg havde set reklamerne for genudsendelsen af serien, hvor Jerome Irons spillede Charles Ryder (hovedrollen). Filmen er meget smukt filmet, synes jeg. Og det er selvfølgelig meningen at godset Brideshead skal tage sig grand ud. Man forstår godt hvorfor Charles bliver imponeret af stedet og dets beboere.
Nogle anmeldelser har slået på at filmen ikke er så dyb som serien. Det må være klart, for i serien er der betydeligt mere tid at gøre med. Og det er nok også rigtigt at der er nuancer, der går tabt. Jeg tror, det ville være en fordel at kende mere til historien end jeg gjorde i hvert fald. Alligevel synes jeg klart det er en film, der er værd at se. Den sætter mange tanker igang om tro, tvivl, og trospraksis. Hvad er troen? Er den en undskyldning for at kunne dominere andre omkring sig? Er den en krykke man kan gribe til når alt vakler - om ikke andet, så på dødslejet. Hvem er Gud? Er han den strenge dommer, som ingen forståelse har for mennesker, blot for deres handlinger? Er der plads til at tvivle? Er tro og tvivl altid enten sort eller hvid?
Stærkest synes jeg var Charles' kamp med tvivlen mod troen - og hans fortvivlelse over hvor stor en indflydelse den dominerende og understrykkende tro havde over hans kone. Og ikke mindst hans reaktion da den svigerfar, som han havde fået respekt for fordi han benægtede at tage tro eller praksis til sig, på dødslejet giver efter for den sidste salvelse.
Efter filmen kom min veninde og jeg til at tale om hvad det vigtigste eller største er for os ved at tro. Vi hører begge to til i den kristne tro. Min veninde synes det evige liv er størst. Det at vide dem, vi har elsket lever om end et andet sted, og at vi skal mødes igen. Jeg synes det er Guds nærvær - at jeg kan vide mig elsket, og at Gud giver sig tilkende for mig.
Hvad er størst for dig?

Anmeldelse af "Wanted"

”Wanted” ser ved første øjekast ud til at være en kickass action film med fede effekter og måske en underholdende historie. Måske ikke en oplagt film at se i kirken. Den er også action og vold, men den er også meget mere end det.
”Wanted” handler om Wesley Gibson (James McAvoy). En trist, desillusioneret fyr et sted sidst i tyverne/først i tredverne, som et resultat af hans elendige liv lider af angstanfald. Han er kontoransat og arbejder i et åbent kontormiljø med en chef, som kun er til for at pine ham. Wesley deler kontor med sin bedste ven, der går i seng med Wesleys kæreste. At det er umuligt at google Wesley Gibson beviser blot, hvor umådeligt ubetydelig han er. Faktisk så ubetydelig, at han er overbevist om, at grunden til hans far gik fra hans mor, da Wesley blot var 7 dage gammel, var at faren kunne se hvor stort et nul Wesley ville blive. Og Wesleys tror på den historie han bliver fortalt og bekræftet i: at han er nul og niks.
Det hele ændres brat da Wesley igen henter sin angst medicin og den smukke Fox (Angelina Jolie) fortæller ham, at hans far døde dagen forinden. Han var medlem af et broderskab af snigskytter.
Det bliver (bogstaveligt talt) startskuddet på en ny tilværelse for Wesley. Han opdager, at hans angstanfald i virkeligheden er udtryk for en nærmest overmenneskelig evne han har til at se alting i slowmotion. Fox træner ham – meget brutalt – til at blive snigskytte, så han kan hævne sig på manden, der dræbte hans far.
Broderskabet af snigskytter styres af Sloan (Morgan Freeman), som har en imponerende autoritet og troværdighed. Sloan forklarer Wesley hvordan broderskabet slår mennesker ihjel efter ordre fra Den Store Væv. Dermed låner historien tanken om livet som en tråd, der klippes over, når døden indtræder fra mytologien. Broderskabets motto er ”Dræb én, red tusind”.
Vi følger Wesleys udvikling fra at være et nul til at være en selvsikker og dygtig morder. Men da han endelig får lov at jage den mand, som dræbte hans far begynder det at slå revner i den historie, han er blevet fortalt af broderskabet. Det viser sig, at heller ikke her er sandheden det, han er blevet fortalt. Og så må Wesley træffe et valg: vil han gå tilbage til den historie, han bliver fortalt, som er en falsk sandhed, eller vil han gå sin egen vej efter sandheden?
Med skuespillere Morgan Freeeman, Angelina Jolie og James McAvoy er det klart her er tale om gode og troværdige skuespilspræstationer. Angelina Jolie er på én gang sej, hård og smuk. En flad person, som tror på broderskabets kode uden spørgsmål. Morgan Freeman, som vi jo før har set som Gud, er meget troværdig i sin rolle som boss og alvidende. Men især er James McAvoys præsentation af den usikre og angstplagede Wesleys udvikling til en mand, som tror på sig selv meget imponerende. ”Wanted” er instrueret af Timus Bekmanbetov, som russisk og har lavet film som ”Night Watch”. ”Wanted” er hans første film på engelsk, og han har lavet en visuelt meget flot film. Og så er han med til at gøre en film, som ellers kunne være blevet meget Hollywood og pæn noget mere kantet, mørk og spændende uden at tage sig selv for alvorligt.
Og måske derfor er ”Wanted” ikke bare god underholdning, men giver også stof til eftertanke. ”Wanted” handler om hvad sandheden er - hvilken historie om mig selv skal jeg tro på? Og hvad gør jeg, hvis den historie jeg er blevet fortalt og tror på, viser sig at være løgn? Kan jeg så gå tilbage og leve med en falsk sandhed, eller har jeg modet til at søge efter den virkelige sandhed?
Her er en film, som tager vores frustrationer over et middelmådigt liv alvorligt, og som giver luft for lysten til at råbe af chefen, pande ens ”bedste” ven én, og vise kæresten, at man er bedre tjent uden hende.
Dermed handler ”Wanted” også om at jeg må turde leve mit liv, og tage ansvar for det, der er mit eget. Den stiller spørgsmålet om hvor meget, i vores liv, der er forudbestemt, og hvor meget vi selv har indflydelse på. I den metodistiske tradition, mener vi også at vi som mennesker har ansvar for vores eget liv. Vi be’r i dåben om at vi må bliver ”medskaber op vort eget liv”. Gud giver, jo, men det er op til os at tage imod. Gud har først ageret – ved at give os verden, vores liv, vores krop, vores …. Men vi er nødt til at re-agere for at det skal bliver virkeligt levendegørende. Jeg er ikke uden betydning. Faktisk betyder jeg alt for hvordan mit liv former sig ud fra det Gud har givet. ”Wanted” slutter med konklusionen, at Wesley tager fat på sine problemer og stiller så spørgsmålet: ”Hvad *** har du gjort på det sidste?”

Kærlighed på film

Jeg er med i BiografKlub Danmark, og derfor har jeg været inde og se Bornedals "Kærlighed på film". Efter både titlen og traileren jeg har set ,troede jeg, vi skulle ind og se en trist mens spændt kærligheds historie. Det viste sig at sådan var det ikke helt.
"Kærlighed på film" handler om Jonas, som er gift (efter hvad jeg kan regne ud må de have været sammen i en 10-15 år) og har to børn. En dreng og en pige. Ægteskabet knirker - eller er måske snarere gået lidt i stå. Konen går op i at få hverdagen til at fungere, og de er flyttet til et helt nyt område. Problemet er at Jonas ligesom ikke har sig selv med i det. Han føler sig gammel mellem alt det nye. De elsker ikke rigtig mere, og livet er i det hele taget ikke som han havde forestillet sig det. En oplevelse som ikke bliver hjulpet af at hans arbejde er at tage billeder for politiets mordafdeling.
Pludselig en dag møder han i en ulykke den skønne Julia, som er på vej hjem fra Hanoi opløst i fråd. Julia går i koma efter ulykken. Af uransageligr årsager giver Jonas sig ud for at være Juilas kæreste Sebastian som ingen i familien tidligere har mødt. Herfra vikles han ind i et spind af løgne, som han ikke har rygrad til at skille sig af med. Og som han efterhånden ikke har lyst til at ændre, for han forelsker sig i Julia. Og, tror jeg, den livsstil hun tilbyder. Hver gang vi ser scener fra hendes familie og deres hjem, sker det uden megen tale, men til klassisk musik med en balletdansende søster.
Man aner dog at Julia har oplevet noget i Hanoi, som hun er på flugt fra. Noget meget uhyggeligt, som hun har fortrængt i ulykken, men som presser sig på. Ind imellem ser vi klip fra Julias tid i Østen sammen med den rigtige Sebastian, og efterhånden tegner der sig et billede af en meget voldelig mand.
Det hele ender med at Jonas ligger på fortovet udenfor den nye lejlighed, som han og hans familie næsten lige er flyttet ind i, skudt mange gange i brystet af Triaderne, men regnen løbende ned over ham.
Filmens indgangs spørgsmål er - i traileren: "Hvad gør man når det forkerte føles rigtigt?"
Det er den mest voldelige film jeg har set til dato. Så voldsom var den at jeg var rejst mig og gået en tur, hvis vi ikke havde været i biografen. Jeg overvejede endda at gå helt ud og væk - men vi sad modsat indgangen, og tanken om at forstyrre filmen for samtlige andre gæster fik mig til at blive siddende med hjertet hamrende i brystkassen på mig. Meget ubehageligt.
Det er klart filmen behandlede et emne, som er uhyre relevant i dag: Hvordan håndterer man et ægteskab, som efter mange år er blevet kendt og vanepræget? Et spørgsmål som mange går med, og som vi har svært ved at tackle på andre måder end med skilsmisse. Der taler statistikkerne for sig selv. Bornedal, der selv er skilt af samme grund, har selv sagt at filmen ikke er lavet for at sige hvem, der har ret og hvem, der gør fejl. Og jeg sidder da også tilbage og spekulerer over hvad meningen var. Var budskabet at man skal gå efter sine drømme også selvom det er på bekostning af tidligere aftaler og ikke mindst sine børn? Eller var det at kærlighed, der er ligeså voldsom og intens som på film, er det hele værd, også selvom man dør af det? Eller var det at kærlighed som på film ikke findes, men at det gør den kærlighed, der findes derhjemme? Eller var det at man ikke skal prøve at give sig ud for at være en anden end den man er, for man dør af det?
For mig blev filmens kernespørgsmål stillet af Julia i sygesengen: "Kan du forestille dig at leve med to skrigende unge, indkøb og sex på faste ugedage? Det må være sygt.... Eller også er det fuldstændigt fantastisk."
Ægteskab, samliv, forpligtelser - det er alt sammen store ord. Men jeg tror faktisk der er andre udveje end at kede sig ihjel med sex hver onsdag eller ved at give sig ud for at være noget man ikke er og jagte en drøm. Jeg tror man kan finde levende, dynamisk kærlighed i et ægteskab med det samme menneske i mange år. Kærlighed i virkeligheden er muligt!

Pirates of the Carribean 3

At world's end.
Den sidste film i triologien om pirater i den Østindiske ocean i de sidste tider inden det engelske kompani overtog magten på de syv verdens have. En film om kærlighed mellem en mand og hans skib, mellem kærester og mellem en søn og sin far. En film på bedste Disney vis med store scener, drama, action og eventyr. Eller var det en film om kampen mellem ensretning og frihed til at være?
Jack Sparrow, Will Turner og Elizabeth Swann kæmpede mod det engelske "Trading Company" for at få lov til at være pirater - uden ensretning i form af te i små fine porcelæns kopper, uden kontrol af havet symboliseret i Davy Jones' underlægning af engelsk skibsfart For Davy Jones er ikke blot en figur i filmen, men er et engelsk udtryk for Havet selv.
Måske er det derfor vi er kommet til at holde så meget af de ellers så usympatiske, beskidte og skruppelløse pirater? Fordi de repræsenterer kampen mod globaliseringen og ensretningen af os alle sammen? Fordi de kæmper for retten til at være dem selv, til at være anderledes og til ikke at skulle ligge under for "de stores" bestemmelser?
Sørger vi ligesom piraterne over at verden bliver mindre? Som Barbossa sagde til Jack Sparrow
ved synet af den døde Kracken: "Verden er blevet mindre." Hvortil Jack svarede: "Nej, der er bare blevet mindre i den."
Gør vi verden for lille? Eller trækker vi bare eventyret ud af den?
I øvrigt var scenen med Jack i Davy Jones' Locker et udemærket bud på Helvede: total isolation og meningsløshed. For det er vel det Helvede må være når Himmelen er det Store Fællesskab?
Og endelig har hele historien vel en ganske god kristen pointe: Det handler i bund og grund om hvor meget Captain Jack Sparrow er villig til at gå igennem for at sikre sig "The Pearl". Eller som Mattæus skriver det: "Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han ejede, og købte den."

Amazing Grace - Forunderlig er nådens Gud

Som sagt har jeg lige været i England. Marts måned 2007 er det 200 år siden England forbød slaveriet. Slaverne i det engelske imperium var med til at opbygge den engelske industrialisering. Den engelske velfærd idag er altså bygget på ryggen af slaver.
I anledningen af 200 året for afslutning er der blevet lavet en film om William Wilberforce, som var den MP (Member of parliament) der fik loven igennem og hele den lange, seje kamp som det var. Samtidig er der udgivet bøger omkring slaveriet dengang og idag. Altsammen med meget stort input fra den kristne kirke.

Jeg var inde og se filmen - den var meget rørende. Måske især fordi vi ved at der er mange mennesker, som ikke har det anerledes idag. Historien handlede som sagt om William Wilberforce. Men der er en grund til den hed "Amazing Grace". William voksede nemlig op som barn i den menighed, som John Newton var præst i. John Newton skrev "Amazing Grace", og hans historie er ikke uden betydning:

John Newton var ikke noget Guds allerbedste barn. Han voksede op i de hårde kvarterer i London i slutningen af 1700-tallet. Allerede som 11 årig blev han sendt ud at sejle. Da han var 19 år gammel blev han forfremmet til kadet – en stilling han straks udnyttede i et flugt forsøg. Desværre for John blev han fanget igen, fik pisk og blev sat i land i Afrika hvor han arbejdede som slave hos en britisk slavehandler.
Nu kan man måske have forventet at en sådan oplevelse havde lært John Newton et og andet om fromhed, taknemmelig og selvdisciplin – men nej. Han lærte i stedet at der var rigtig gode penge i at handle med andre mennesker. Så da han for anden gang får muligheden for at stikke af gør han det for selv at få en bid af kagen.
Og det gør han. John Newton blev styrmand på et slaveskib og levede levede højt og flot med gin, sex og tobak af at fange, fragte og sælge afrikanske slaver. Det gik rigtig godt for slavebranchen – der var gode penge at tjene, og samfundet var indstillet på at slaverne var nødvendige for at levestandarden og kronen blev opretholdt.
Men en stormfuld nat i marts 1748 står John Newton alene ved roret på hans skib. Det er en voldsom storm. Selv sømændene, som jo ellers har set lidt af hvert, skriger af angst for at gå under. Og dér midt på det stormfulde hav vender John Newton sig til Gud. Han er godt klar over at han ikke fortjener at blive hørt. Alligevel be’r han og lover bod og bedring. Stormen bliver stillet – Gud hørte John. Den oplevelse blev et vendepunkt for ham.
For hvis Gud kan tilgive ham, der har været sådan en skiderik, der har handlet med mennesker, som var skabt i Guds eget billede – så er Guds nåde og kærlighed virkeligt uendelig stor og forunderlig. Ikke bare er det en gratis gave, men John Newton forstår også at så stor en gave ikke bare kræver at blive modtaget, men også at blive behandlet med respekt. Modtagelsen af den kærlighed og nåde giver den, der tager imod et ansvar om at forvalte den.
John Newton går i land, han bliver præst. Og han skriver en salme, der sætte ord på hans oplevelse:
“Amazing Grace, how sweet the sound, that saved a wretch like me. I once was lost, but now I’m found. Was lost, but now I see.” "Forunderlig er nådens Gud, som fandt en blind som mig. Jeg var fortabt for glædens bud, men ser nu frelsens vej."

Det tog John 30 år at samle mod sammen til at fortælle hele hans historie. Han var aktiv i kampen mod slaveriet inden, men sorgen og skammen over det han havde gjort var så stor at han ikke turde se det i øjnene. Først som en gammel, blind mand skrev han sine erindringer ned.

Da England forbød slaveriet mener man der var omkring 4 millioner slaver i verden. Idag mener man der er ca. 12 millioner mennesker der lever som slaver i verden. Danmark forbød slaveriet i 1848, altså for 149 år siden.

Dengang var kirken betydningsfuld i opgøret med misbruget af mennesker. Det tror jeg også kirken er idag - hvis vi gør den det.