Hvem bliver også nogen sinde vant til at begrave et ungt menneske?

"Kom indenfor i varmen", sagde kirketjeneren, da vi kom - fire mand med tårer ned af kinderne og regnen silende ned af nakken.

Indenfor i en fyldt kirke er stilheden til at tage og føle på. Knugede ansigter. Snøften her og der. Blomster hele vejen ned igennem kirken. På kirken en smuk buket med hvide roser og blå blomster.

Præsten sukker tungt, inden han tager ordet. "Præcis sådan føles det at sidde her", tænker jeg. "Først må jeg sige, det er uvant at stå her...." Jeg forstår ham godt. Hvem bliver også nogen sinde vant til at begrave et ungt menneske?

24 år gammel - et menneskeliv, der knap er begyndt at folde sig ud, er ovre.

Det føles så frygteligt tomt. Det må være det, Holger Lissner mener med "den gådefulde stilhed"...

Kirkegården er fyldt med mennesker - ligesom kirken var det. Kan man måle et menneskes værdi? På det, mennesket har udrettet, måske? Måske. Værdien af et menneskeliv kan ikke sættes fast. Men at selv korte - alt for korte - liv har stor betydning og værdi aner man, når ansigterne ved en begravelse er mange, unge som gamle.

"Af jord er du kommet, til jord skal du blive... Af jord skal du igen opstå." Gråd. Knus. Sagte bliver der taget endnu en sidste afsked.

Flaget kommer på hel.

"Men nu er han hos Gud" siger min 4-årige sagligt derhjemme. Jo, det tror jeg. Det håber jeg. Det vil jeg stole på; at vi alle sammen er i Guds hænder om vi er levende eller døde.

Alligevel er sorgen over at miste reel. Og tragedien i, at et menneskes liv kan ende alt, alt for tidligt og forkert er ikke desto mindre dybtfølt. Forhænget mellem her og hinsides er tyndt.

Nogle dage ses det meget tydeligt.

TUF på togt

TUF har været på togt i weekenden. TUF står for "Tro, Udvikling og Fællesskab" - unge fra hele landet mødes i en weekend for at snakke med hinanden, grine sammen og lave underlige og skægge ting. Jeg har ikke været med, men da vi bor i kirkebygningen, har jeg hørt latter, snak og unge mennesker siden fredag aften. Jeg tror, der er blevet hygget, grinet og snakket dybt blandt dem, der var med. I hvert fald har det været en glæde at se på og inspirerende og rørende at være bare en lille del af TUF'fernes fællesskab!

Lørdag lavede nogle af TUF'ferne et kors af hønsenet, mens andre samlede skrald rundt omkring  i Vejle midtby. Korset har stået udenfor og sat tanker igang hos forbipasserende og os, der er kommet i huset. 

Et bredt udvalg af sko.

Højere kan vi vel ikke sigte? 

Gudstjeneste søndag formiddag. 

"He blesses the young." Under gudstjenesten så vi en video, hvor lydsporet er Samuel Lockridge's svar på, hvem hans Gud er.

Har du lyst til at tage lidt del i gudstjenesten i formiddags, kan du se videoen her: 

Louise var også med, og du kan læse hendes oplevelse på togt her.

Forårskonkurrence

Nogle kender deres lus på travet. Andre kender deres børn på stemmen. Jeg kan nu konstatere, at jeg kan kende en ven på hendes billeder. 

Claus Dalby har igen i år udskrevet en forårskonkurrence. Man har kunnet indsende et billede, der beskriver foråret. Præmierne er flotte - bl.a. et besøg i Dalbys have haven. Lina Gaarde har sendt et billede ind - og jeg kunne kende det uden at vide, hvilket det var! 

Kunne du tænke dig at se de mange flotte billede - og måske stemme på en mulig vinder, så kan du gøre det her.

Linas billede til Claus Dalbys forårskonkurrence.

I det mindste har jeg mine venner

"At least I've got my friends" er der en pop-sang, der lyder i radioen i øjeblikket. Jeg har ikke lige lyttet til resten af teksten, men det omkvæd har jeg fanget: "I det mindste har jeg mine venner." Venner er guld værd! Jeg har venskaber, som jeg ved, er værd at investere i - som det er vigtigt for min livskvalitet at sørge for er levende. Det lyder måske lidt højtideligt, men det er sådan jeg har det. Ligesom man må gøre en indsats for at ens ægteskab er godt at være i, så må man også nære et venskab. 

Måske er jeg særligt opmærksom på det for tiden, fordi jeg ved, jeg ikke har puttet ret meget i ret mange venskaber de sidste år med sygdom.

I går fik jeg lov til at sørge for en dag ud af huset for en veninde. Det blev en rigtig dejlig dag - selvom hun var halvsløj holdt vi skovtur på en bænk ved siden af en lille bæk. Solen spillede i vandet, himlen var blå og inde bag et hegn gik nogle rådyr og græssede. Nogle ænder rappede rundt, en spætte kom flyvende og satte sig i træet bagved os. En gærdesmutte løb op og ned. Det var forår! (Og hvor er det skønt at mærke igen) Der var kaffe, the, scottish short bread, hot cross buns og tunesiske kaffebrød i kurven.

Og det bedste af det hele var, at der var masser af snak imellem os: Der var hjerter, der skulle befries for små byrder; overvejelser, som havde brug for den andens ind-spark; grin, der skulle deles og gøre større ved det.

Som vi sad der, gik det igen op for mig, hvor vigtigt det er for os, at vi deler ting med hinanden. Ikke alene bekræfter det venskabet, det gør også den, der går med en tanke, en frygt, en overvejelse mindre alene. Når en anden kender til det, står jeg ikke alene. Når vi fortæller én, vi stoler på, om vores skam, vores bekymringer og vores kvaler bliver det tunge mindre svært. Nogle gange er det eneste, der skal til for at bryde skam, at et andet menneske hører det, og kan fortælle, at jeg ikke er alene om at have det sådan. At turde være sårbar overfor en anden giver liv og styrke. Og når vi fortæller en anden, om vores glæder, vores stolthed, det, vi lykkes med, så bliver det endnu større: fordi jeg får lov til at sige det højt, og fordi du også kan få del i glæden.

Mødet med en god ven på den måde er i den grad opløftende. Præcis som forårssolen giver det energi og lyst til tilværelsen, gør en vens nærvær også.

Eller hvad synes du?