Showing posts with label Bibelen. Show all posts
Showing posts with label Bibelen. Show all posts

03/11/2012

Nu må du vande høns...



 
Jeg fik lov til at betjene A og E.
Min lørdag er gået med at være på Børnemedarbejder konference - inspiration, undervisning og networking for mennesker, der arbejder frivilligt eller professionelt med børn i kirker og i kristne organisationer. Dét er spændende at være sammen med andre mennesker, der brænder for at være gode voksne for børn. 
Da hønen havde fået vand nok, nøs den på mig.... Der sluttede min betagelse af den en anelse.
Udover at have lært om kommunikation og kropssprog, børns hjerneudvikling og det sociale arbejde i Frelsens Hær, har jeg også lært at musik ikke skal tages mere alvorligt, end at det er helt okay at bruge play back med børn. Og at det kan være temmelig sjovt for børn (og barnlige sjæle), at spille på et keyboard med rytmeboks! Jeg har fodret en høne, der var rekvisit til en gudstjeneste fuld af overraskelser. Jeg har taget notater en mass. Og jeg er blevet glad og proppet med gode idéer. 
DongDing drikker vand. Makkeren DingDong er blevet for gammel og er gået på pension.
Vi var fire afsted fra børnekirken i Vejle, og det var guld at dele dagens oplevelser som gruppe. Jeg siger jer - børnekirken bli'r sjovere og sjovere! (Bare vent til du møder Dennis...)





Hvad har du brugt din lørdag på?

07/10/2012

En lille film om et lille får

For nogle uger siden holdt jeg gudstjeneste for en flok børn, der kommer i menighedens klub for børn. Gudstjenesten handlede om får - om at Gud kan være vores hyrde. Der var oplæsning af salme 23 fra bogen her. Der var får, der skulle findes og der var nadver. Og så havde jeg fundet en lille film til lejligheden. Den er simpelthen så sød, at den skal deles. Den handler om manden, der havde 100 får, men måtte lade de 99 stå for at finde det éne får, der var blevet væk:




10/09/2012

Intentioner i Greys anatomy

"Our intentions are always good. We want to do well. But we also want to push boundaries. And sometimes we don't stop until we have done damage."  ("Vores intentioner er altid gode. Vi ønsker at gøre det gode. Men vi ønsker også at skubbe grænserne. Og nogle gange stopper vi ikke, før vi har gjort skade.") 

Noget i den retning blev aftenens afsnit af "Grey's anatomy" sluttet af. Jeg er generelt glad for serien - den har et godt miks af godt skuespil og drama, og så tager den rigtig spændende temaer til behandling. Udover at handle om kirurgi og parforhold, selvfølgelig. Men nu som f.eks. i aften bliver afsnittet en kommentar på det dybt menneskelige spændingsfelt mellem vores intentioner for det, vi gør, og det, vi rent faktisk gør. 


Vi vil så gerne gøre det bedste, det gode, det rigtige. Vores intentioner kan være velmenende, og alligevel kan vi gøre skade. Vi kan mene noget pænt, men få det sagt, så det sårer. 

Paulus skrev for mange år siden: "Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg." (1. Korinterbrev kapitel 7:18)

08/01/2012

Her og nu om 60 år

Har du lavet nytårsfortsæt? Det har jeg. Jeg tænker af og til på, hvilke ting jeg gerne vil opnå ikke bare på et år, men i mit liv i det hele taget. Hvad er det, jeg gerne vil have nået, inden jeg dør? Hvad er det vigtigt for mig, mine børn får med sig? Hvad vil jeg gerne have været for et menneske? 

Vil jeg gerne have tjent mange penge, skrevet vigtige afhandlinger eller lavet banebrydende arbejde? Vil jeg være et godt menneske, have tid og omsorg for min familie og mine venner? Er effektivitet, integritet eller tålmodighed vigtigst?
Hvad vil jeg efterlade? Hvad vil jeg vente på? Hvad vil jeg håbe på? 

En af de historier, som hører tiden efter julen til i kirken, er historien om Simeon og Anna. De er begge gamle mennesker, som er fromme og gode mennesker. Simeon venter på godt nyt for sit land og sit folk. Det siges, at Gud havde lovet ham, at han skulle se Frelseren inden, han døde. Anna har været enke siden hun var ung, og har efter sit ægteskab dedikeret sig til det indre liv og til at forklare og fortælle om Guds virkelighed til mennesker. De er begge i templet den dag Maria og Josef kommer med den spæde Jesus, for bringe de ofre, der nu hører sig til ved et drengebarns fødsel. 

Simeon tager barnet fra Maria (eller Josef) og siger: 
"Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel."

Og så fortæller han Maria, at hun må forberede sig på, at hendes søns liv vil volde hende stor smerte. 

Den gamle Anna bliver jublende lykkelig over at se barnet - hun forstår, at han bliver den, der baner vejen for mennesker til Gud igen. 

Jeg har altid elsket denne lille historie, som du kan læse den i Lukas evangeliet kapitel 2. Jeg tror, det er fordi, den netop rammer det med, hvad vi lever vores liv for. Simeon har håbet og ventet. Anna genkender i sin høje alder, at Gud er på færde og glædes, fordi hun forstår i hvert fald noget af barnets betydning. 

Jeg holder af billedet i mit hoved af gamle hænder, der holder det nyfødte. Der er noget særligt ved at gamle liv møder nye liv. Som når oldeforældre møder deres oldebørn; det forbinder det lille barn med familiens historie og det knytter de gamle til familiens fremtid. 

Hænderne her er Samuels, mine og min mormors. 
Simeon håbede på Gud, og stolede på det gode. Han levede et fromt liv. Anna har valgt for sig selv, og er gået den vej hun var draget til - i hvert fald efter at have gjort det, der var forventet af hende ved at gifte sig.

De får lov til at se det, de længtes efter. Det er ikke alle, det sker for. Tænk bare på de mennesker, som døde lige inden 2. verdenskrigs afslutning i  koncentrationslejrene. Eller de sorte, der døde i kampen for frihed i Amerika eller Sydafrika - de oplevede ikke resultatet af det, de kæmpede for. Sådan er der mange liv, der strækker sig efter noget, de ikke når i dette liv.

Alligevel tror jeg, det er vigtigt at strække sig efter noget - også selvom det så når længere end ens eget liv. Det er væsentligt at lægge sig det på sinde, man gerne vil at ens liv er kendetegnet ved - ikke bare her og nu, men også om 60 år. Eller længere. Ikke fordi vi skal være fikserede på døden, men fordi vi skal være bevidste om at leve, sådan som vi gerne vil. Det er en del af en god, åndelig vane at have et perspektiv på ens liv, som er større end her og nu, men som samtidig tager sit udgangspunkt i livet her.

Jeg vil gerne kunne slutte mit liv, som Simeon med at sige "Nu har jeg set alt det, du lovede mig, Gud. Og jeg ved, at det ender godt."

05/01/2012

For sidste gang: glædelig jul

Jeg ved godt, at de fleste for længst er ovre julen, har nydt nytåret og er klar til at spise fastelavnsboller. Så bær over med mig, når jeg nu deler to video'er om julen med jer. Det er sidste gang på denne side af påske - jeg lover. (Tror jeg, i det mindste)

Det er 12. juledag. I morgen er det Helligtrekonger, og julen er officielt og traditionelt ovre. Juletræet er tømt for pynt. Alle engle og vise mænd er samlet på spisebordet og venter på at blive puttet i deres respektive kasser. De sidste æbleskiver er bagt og spise, ligesom der kommer til at gå et stykke tid inden vi igen laver flæskesteg med rødkål.

Jeg har nydt julen i år. Farverne, festen, sanserne og den særlige stemning gennem advent og juledagene. Jeg har glædet mig over familie og venner, mad og gaver. Og jeg har igen fundet fred og forunderlighed over historien om, at Gud er med os. Efter år med barnløshed, hvor en gravid Maria ikke lige har været min kop the - hun bad ikke engang om det -  og år med sygdom og depression, hvor alt unødvendigt har været en overbelastning, har det været befriende at kunne nyde og glædes.

Historien om julen er gammel - men hvad nu, hvis Maria og Josef havde været på twitter og facebook?





For sidste gang på denne side af påske, sommer og efterår: Glædelig jul!

21/12/2011

Fri mig fra at dømme

Billedet er malet af Tine Gjessø

En gang bli'r det hele vendt på hovedet. Det er vist helt kort, det, teksten her er med for, at fortælle. Eller det er vel rettere: En gang bli'r alt sat på plads igen. Det, der gik galt bli'r vendt om. Kvindens børn og slangens unger skal ikke længere være fjender. Istedet kan barnet lege trygt ved slangens hule.

Der skal komme et menneske, som er Gud, der "ikke dømmer efter det, hans øjne ser" eller det han hører. Hvem af os kan sige os fri for at dømme ting, mennesker, situationer efter det, vi kan se og det vi hører?

Det er vel derfor det er så uretfærdigt, når vi bedømmer og dømmer hinanden, os selv eller det vi står i. Fordi vi aldrig er i stand til at få det hele med. Vi er begrænsede i udsyn, indsigt og forståelse uanset om det gælder vores egne eller andres bevæggrunde og historier.

Efter indlægget om "mindfulness, tyngdekraft og accept" jeg skrev for leden og jeres kommentarer, er jeg kommet til at tænke, at accept giver mening for mig i den forstand, at jeg må acceptere, fordi jeg ikke kan bedømme. Ikke alting i hvert fald. Jeg - og de fleste andre - vil så gerne dømme alting: God film, kedelig mad, ondt i ryggen, lækker trøje. "Det er godt, hun gjorde sådan" eller "Han er træls, når han ..." eller "Jeg er god, fordi jeg..." Men hvad ved jeg egentlig om det?

Den eneste, der kan bedømme og dømme retfærdigt, er Gud. For han er den eneste, som har alting med og som kan forstå alting i dets rette sammenhæng. Og derfor er han den eneste, der kan forstå, tilgive og sætte os fri. Og eftersom hans perspektiv er et andet end mit, bliver mine domme over mig selv, andre og det jeg står i i heldigste fald ufuldkomne, i værste fald skadelige.

For mig er der en stor lettelse i (igen og så igen) at øve mig i, at lægge dommen over ting fra mig. Det er befriende ikke at skulle bedømme andre eller mig selv.

Og håbet er at der kommer en dag, hvor ingen af os længere er i tvivl om, hvordan tingenes rette sammenhæng er.

19/12/2011

4.b læsning



 Teksten er fra Esajas' bog kapitel 11: 
  
      Men der skyder en kvist fra Isajs stub,
      et skud gror frem fra hans rod.
      Over ham hviler Herrens ånd,
      visdoms og indsigts ånd,
      råds og styrkes ånd,
      kundskabs og gudsfrygts ånd;
      han lever og ånder i frygt for Herren.
      Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser,
      fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører;
      han dømmer de svage med retfærdighed,
      fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse.
      
      Ulven skal bo sammen med lammet,
      panteren ligge sammen med kiddet;
      kalv og ungløve græsser sammen,
      en lille dreng vogter dem.
      Koen og bjørnen bliver venner,
      deres unger ligger sammen,
      og løven æder strå som oksen.
      Spædbarnet leger ved slangens hule,
      det lille barn stikker sin hånd
      ind i hugormens hul.
      Ingen volder ondt eller ødelæggelse
      på hele mit hellige bjerg;
      for landet er fyldt med kundskab om Herren,
      som vandet dækker havets bund.


Billedet er malet af Tine Gjessø


Her kan du finde 4.a tekst og reflektion.

14/12/2011

4. reflektion: "Du gør jubelen stærk"





Overladt til os selv ville vi mennesker dø. Sådan helt konkret er noget af det værste, der kan overgå et menneske at blive isoleret, uanset om det er gennem mobning på arbejdspladsen eller i skolegården, i fængslet eller gennem sygdom, fattigdom eller diskrimination.

Under 2. Verdenskrig hvor mange børn blev forældreløse eller syge og indlagt på hospitaler opdagede man at børn har tendens til at dø pludseligt og tilsyneladende uden grund. Men man opdagede også på et børneafdelingen af et hospital, at barnet, som lå lige indenfor døren sjældent døde og endda trivedes bedre end de andre på stuen. Uanset hvilket barn, der lå der, og hvordan man flyttede rundt på stuen var det barnet ved døren, som virkede stærkest. Til sidst fandt man ud af hvorfor: natsygeplejersken satte sig dér ved vuggen om natten, og ofte tog hun barnet op og sad med det. Kontakten til sygeplejersken var nok til at holde barnet i live og give det kræfter til at kæmpe sig gennem sorg og håbløshed. 2 minutters kontakt om dagen med et voksent menneske kan gøre forskellen mellem liv og død for et barn, der ellers ligger alene...

Vi - hverken du eller jeg - ville findes, hvis ikke andre havde givet os livet. (Uanset hvor glade eller modvillige de var over det.)  Selvom det er let at glemme som et voksent, kompetent, sundt menneske, er vi dybt afhængige af hinanden: uden dem, der ordner el, affald, produktion af mad eller vedligeholder veje ville min hverdag blive temmelig besværlig og nærmest umulig - for bare at nævne nogen.

Vi er afhængige af at have håb for fremtiden og for vores liv her og nu. Duncan fortalte for nogle uger siden i en prædiken om mennesker fra det område, hvor han voksede op, som gik rundt med tomme øjne og luddende skuldrer: De havde ikke håb for fremtiden, for de kendte ikke andet end arbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet. Så børnene droppede ud af skolen uden nogen former for eksaminer - for hvad skal man med en uddannelse, når man alligevel bliver arbejdsløs? Forældrene drak og de unge tog stoffer, for der var ingen glæde ved livet som det var. Flere af dem, han gik i skole med, er enten døde nu eller sidder i fængsel. Mennesker, der lever uden håb, vandrer i mørket.

Mørket kan have forskellig karakter alt afhængigt af, om det kommer af krig, fattigdom, diskrimination, sygdom eller noget helt andet. Men det er lige så ødelæggende og svært at orientere sig i. Vi har brug for håb.

Og vi har brug for Gud, der er større end os og som kan se igennem mørket. Vi har brug for at blive mindet om, at der er en større og dybere sandhed end det, vi ser her og nu: Dybest nede er vi alle sammen skabt til at ligne ham. Og vi har alle sammen mulighed for igen at komme til at ligne Gud ved at kærlighed, tålmodighed, retfærdighed og alt det, der er godt og sandt, kommer til at vokse i og omkring os.

Nogen siger, at mennesker ikke har mulighed for at ændre sig; at alle er, som de nu engang er født til - nogen er rige, andre er fattige, nogen er bestemt til succes andre til at tabe. Indenfor teologien hedder det prædestination. Indenfor sociologi, psykologi o.lign. taler man om at være præget og bestemt af sit ophav. Nogen mener, Gud allerede har besluttet hvem, der bliver frelst i sidste ende. Andre mener, at mennesker selv må rode med at få det godt: "De må selv gøre en indsats" eller "Det er ikke mit problem, at hun er syg/han er arbejdsløs/det barn lever under dårlige forhold." Effekten på menneskesynet er nogenlunde det samme: hvorfor beskæftige sig med nogen, som ikke er værd at satse på i det lange løb? Uanset om det løb er evigheden eller økonomisk. Hvis mennesker ikke har mulighed for at ændre deres liv, kan man så tale om at have ansvar for det liv? Og hvis vi ikke selv kan gøre nogen forskel, har Gud så ønsket at nogen skulle have det skidt mens andre har det godt?

Det kan jeg ikke holde ud at tænke på. Heldigvis hører jeg en tradition til, som holder fast på, at mennesker har en fri vilje og at Gud Helligånd altid er i nærheden af alle mennesker - uanset om vi kan mærke, sanse eller begribe det. Og Helligånden er altid opsøgende, indbydende, konstant hviskende om dybe længsler, retfærdighed og altid klar til at indgyde mod, tålmodighed eller uventet kærlighed.

Dét gør at vi kan sætte os udover os selv, at vi kan vokse og at vi kan sige "Ja" til det håb, Gud har til os.

Teksten fra Esajas kommer fra en tid, hvor mennesker ikke havde meget håb. Og Esajas fik lov at forstå, at Gud havde en plan og et stort håb for alle mennesker: Et lille barn skulle fødes, og det skulle blive begyndelsen på enden af krig, sult og nød. Det lille menneske, som også var Gud, var en udstrakt hånd, et stille nærvær hos mennesker, så Gud ganske bogstaveligt kunne gå sammen med os.

Og fordi vi får lov til at gå sammen med Jesus - ham, der er ophav til alt, der er godt og kærligt bliver det muligt at stole på fremtiden og være i afhængigheden af fællesskabet og selv stille os til rådighed for andres afhængighed af os.

Jublen bliver stærk og glæden stor, når mennesker har håb og sikkerhed i forhold til sig selv, sine medmennesker og til Gud.

Reflektionen er over denne tekst.

12/12/2011

4. advents tekst

Billedet er malet af Tine Gjessø


Teksten er fra Esajas' bog kapitel 9 de første 6 vers: 


Det folk, der vandrer i mørket,

skal se et stort lys
lyset skinner for dem,
der bor i mørkets land.

Du gør jubelen stærk,
      du gør glæden stor;
      de glæder sig for dit ansigt,
      som man glæder sig over høsten,
      som man jubler,
      når man deler byttet.
      For det tyngende åg,
      stangen over deres skulder,
      og slavefogedens kæp
      brækker du som på Midjans dag.

      Hver støvle,
      der tramper i larmen,
      og kappen,
      der er sølet i blod,
      skal brændes
      og fortæres af ild.

      For et barn er født os,
      en søn er givet os,
      og herredømmet skal ligge
      på hans skuldre.

      Man skal kalde ham
      Underfuld Rådgiver,
      Vældig Gud,
      Evigheds Fader,
      Freds Fyrste.

      Stort er herredømmet,
      freden uden ophør
      over Davids trone
      og over hans rige,
      så han kan grundfæste det
      og understøtte det
      med ret og retfærdighed
      fra nu af og til evig tid.

      Hærskarers Herres nidkærhed
      skal udvirke dette.

11/12/2011

3. reflektion - Guds extravagance



Da jeg var barn underviste min far i det, der dengang hed fysik og kemi i folkeskolen. Engang da han skulle undervise i universet og stjernernes placering havde han mig med nede på stranden, hvor vi boede, for at kigge op og lede efter stjernebilleder. Det har muligvis ikke været noget han tænkte over, at vi gjorde. Men jeg husker den periode, hvor vi  kiggede op og fulgte med på nattehimlen. Jeg kan huske fornemmelsen af at stå i mørket med hovedet bagover og øjnene rettet mod stjernevrimlen, mens havet bruste i baggrunden, kinderne var kolde og vores hunde løb omkring i mørket. Dér i mørket kunne man ane mælkevejens bue over os. Det var en tryg oplevelse at stå der i sit varme vintertøj og mærke, hvordan jeg var pakket ind, lunt og godt, og samtidigt at vide, at det vi kiggede på, var så uendeligt meget større end os. 

Stjernerne og deres bevægelser er sat der ifølge forklaringen i bibelens skabelsesberetning, for at vi kan kende forskel på "festtider, dage og år". Og det er stjernerne Gud hiver Abraham med ud for at se på, da han vil lave en alvorlig aftale med ham. Abraham var en god mand. Et menneske, som levede i den verden Adam og Eva var endt i. Han var et godt menneske - ikke sådan at forstå, at han ingen fejl begik, for det gjorde han i rigt mål, men med så mange andre store mennesker i bibelen, så er det ikke fejlene eller succes'erne, godheden måles på, men indstillingen i forhold til Gud. Og Abraham havde fattet, hvem, der var Gud og hvem, der var mennesket. Han lod Gud være Gud og prøvede selv at være Abraham - også selvom Gud både gjorde og sagde mærkværdige, ja, tæt på urimelige ting til ham. 

Men en aften tog Gud altså Abraham med udenfor teltet og bad ham kigge op mod nattehimlen. Måske anede Abraham også mælkevejens bue over ham? Måske så han storheden i stjernernes vrimmel og mærkede, hvor lille han selv var, hvor få, der var i hans familie med kone og én søn? Under alle omstændigheder var det der i mørket, Gud gav Abraham et overvældende og extravagant løfte: Han lovede, at Abrahams børn, børnebørn og deres efterkommere ville blive flere end stjernerne på himlen, flere end sandet på jorden. (Og sand har Abraham i hvert fald haft forståelse for, for han levede i et ørken-område) Et meget stort løfte om mangfoldighed - og den magt, der kommer af, at være de mange - til en mand, som havde kæmpet med barnløshed hele sit liv. Børn - og særligt drenge - var liv, magt og velstand dengang. I dag er børn stadig liv, de giver social position og de giver vores liv mening. Og så er børn altid - og har sikkert altid være det - et tegn på håb for fremtiden. For at sætte et barn i verden er et af de dybeste tegn på vores håb om og tillid til den fremtid, som kommer. 

Forestil dig, hvor mærkeligt forskruet, det må have lyt i Abrahams ører, at skulle være starten på så meget liv, så meget magt, så stor velstand og så stort et håb for verden, når man knap nok har kunne lave ét barn?! 

Men det fineste ved Guds løfte til Abraham, grunden til at løftet ikke kun var godt for Abraham og hans familie, men også os andre, var, at Abrahams slægt skulle blive til velsignelse for alle mennesker. Fra den familie ville Gud redde verden fra det rod, der kommet i den, og han ville igen gøre alting, som det havde været tanken fra starten

Udover håbet for os alle sammen i Abrahams historie er der også en anden meget fin pointe: Abraham fik ikke at se, hvordan hans familie blev stor eller at det var hans slægt, Jesus blev født fra. Han modtog løftet, men han så ikke at løftet blev opfyldt, mens han var i live. Det får mig til at tænke på, hvilke ting, der mon startes i mit liv for at slutte hos andre? Eller hvilke ting, der mon ender hos dig og mig, som har deres oprindelse hos andre? 
Jeg tror, at Guds løfter til mennesker og hans interesse i os strækker sig længere end til den enkeltes liv - hans perspektiv er meget større end vi kan begribe. Jeg mener, han har skabt stjernerne, som er så langt væk og har en alder, der ikke er til at begribe, mens jeg bare lever inden for et århundrede. Men selv mit lille liv kan folde sig ud under stjernerne og blive til velsignelse for dem, der kommer efter.


Reflektionen hører til denne tekst.

07/12/2011

Advent 3. tekst

Jeg har opdaget, at jeg har forvirret to forskellige udgaver af de 9 læsninger. Her gik jeg og troede, at der kun fandtes én. Så blev jeg så klog. Her fra følger jeg den tradition, som Tine har lavet sine smukke billeder til. Så her kommer en lille (men smuk) historie fra 1. Mosebog kapitel 22 vers 15-18.  

"Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen:
 »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig."

Billedet er malet af Tine Gjessø

04/12/2011

2. advents reflektion eller hvorfor jeg er glad for, at Gud syr


Billedet er malet af Tine Gjessø
Hvor er det godt, at bibelens historie om mennesket starter med en velsignelse! Var den startet med fortællingen om, hvordan vi mennesker blev forvist fra Guds selskab, så havde det hele virkelig været temmelig sørgeligt. Måske er det også derfor, der er nogle retninger af den kristne tro, som i den grad er livsfornægtende: Fordi de i den grad hænger sig i, at mennesket gjorde galt, fik skænd og blev smidt på porten. 

Jeg kan ikk' fordrage snak om synd. Bare ordet har jeg det faktisk svært med. Jeg tror, min allergi kommer af en overdosis af fokus på synd, som det mennesker "gør" mht. sex og alkohol. Og underforstået, at det, der én gang er gjort, ikke kan gøres ugjort. (Jeg voksede op i en lille by med to store og levende kirker. Den ene var Metodistkirken, der efter min mening har et åbent menneskesyn, og den anden kirke er en noget anden udgave af dansk kristendom.) 

Jeg er helt med på, at der er ting vi mennesker kan gøre helt galt. Og også at det ofte indeholder sex, alkohol/stoffer, penge og magt. Det er der historisk præsedens for. At vi ikke kan gøre gjort ugjort er også rigtigt, men jeg vil holde på, at mennesker kan forandres. Så kun at pege fingeren på de tydelige ting, som nogen kæmper med er for let, for uretfærdigt og for firkantet. 

Egentlig skulle historien om Adam og Eva jo være en god én at læse i den sammenhæng. Her er hverken "forkert" sex, druk eller penge og store positioner at forvalte forkert. I stedet er det noget helt andet, en meget mere grundlæggende ting, der går galt: Menneskene svigter den tillid, de har fået, fordi de liige vil have lidt mere. Og da de bliver konfronteret med det, står de ikke ved det. I stedet skylder de skylden på hinanden. Så dét med at placere skyld til højre og venstre er altså gammelt nyt. 

Ligesom det, at forsøge at overskride de begrænsninger, vi som mennesker én gang nu har fået, er en ur-synd. Der er ikke noget nyt i liiige at ville presse sig lidt længre, sove lidt mindre, lave lidt mere, tvinge lidt mere viden/ejendom/hjemmebag ind i sit liv end man egentlig magter. 

Den forståelse af kristendommen mange danskere har, er præget af Luther. Luther mente, at den værste konsekvens af syndefaldet - altså, at Adam og Eva måtte forlade Paradisets nærhed til Gud - var bundløs skyld. Mennesket var synder og ville altid være det. Derfor er det også luthersk praksis at døbe børn, for at de skal høre Gud til. Wesley, som startede metodist bevægelsen, havde en anden forståelse; han mente, at den værste konsekvens ved menneskets oprør mod begrænsningerne givet af Gud, var døden. Både i fysisk forstand, men også i alt forgængeligt og forkrøblende. Hvor Luther så synd som skyld, der skulle straffes, forstod Wesley synd som en sygdom, der skulle helbredes. (Det skal lige understreges at faktisk sygdom IKKE anses som tegn på synd hos den, der er syg.)

Den forskel, der er mellem de to forståelser, har stor betydning for menneske-forståelse og for tanken om, hvordan verden i dag er sat sammen - og ikke mindst for, hvad der skal til, for at alt igen bli'r godt.

Den kirke tradition, der har præget min forståelse, gør, at jeg bruger historien om Adam og Eva til at forklare, hvorfor onde ting sker for gode mennesker. Hvorfor det meningsløse rammer og hvorfor jeg pludselig opdager, at jeg ikke gør godt, selvom jeg gør mit allerbedste: Det er fordi, der er gået noget helt grundlæggende galt i verden; som om noget er blevet en smule fordrejet i maskineriet - det fungerer godt nok, men det kører ikke længere i takt. Det er trist. Jo vist. Det er noget skidt, ind imellem. 
(Og så er der selvfølgelig også hele spørgsmålet om vores frie vilje - det kommer vi til lidt senere.)

Heldigvis er Gud så sådan én, der sætter sig ned og syr en jakke. Beskrivelsen af Gud og hans ageren i historien, kan jeg godt li'. Jeg kan godt li' forestillingen om, at Gud forsøger at begrænse skaden, som en anden mor. Ganske vist er det ikke "Åh nej, nu har han fundet melet, bare han nu ikk også finder vandhanen" men "Åh nej, nu har de spist af træet, der gi'r visdom, de ikke kan styre - bare de nu ikk også gir' sig til at spise, så de får evigt liv. SÅ har vi balladen." Og så sætter han dem uden for døren. Men ikke før han har sørget for, at de har noget ordentligt overtøj på!

Fordi Gud her beskrives som omsorgsfuld forælder, tror jeg på, at det jeg har oplevet er sandt: At når ur-synden bryder ind i ens liv (uanset om det er gennem sygdom, egne fejl, uheld eller hvad det måtte være), så græder Gud også over uretfærdigheden og meningsløsheden. Imens syr han en jakke eller noget andet varmt, og tænker sig en plan, der kan åbne døren igen. For er der noget en omsorgsfuld forælder gerne vil, så er det da at tage barnets jakke af og sige "Velkommen hjem!"



Teksten bag denne reflektion kan du læse her.
Den første advents-reflektion finder du her.

Advent: 2. læsning


Billede til 3. Mosebog kapitel 3 vers 8-22. Billedet er malet af Tine Gjessø.

Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: »Hvor er du?« og han svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.« Han spurgte: »Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?« Adam svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.« Gud Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?« Hun svarede: »Slangen forledte mig til at spise.«
Da sagde Gud Herren til slangen:
      »Fordi du har gjort dette,
      skal du være forbandet
      blandt alt kvæg
      og blandt alle vilde dyr.
      På din bug skal du krybe,
      og støv skal du æde,
      alle dine dage.
       Jeg sætter fjendskab
      mellem dig og kvinden,
      mellem dit afkom og hendes:
      Hendes afkom skal knuse dit hoved,
      og du skal bide hendes afkom i hælen.«
Til kvinden sagde han:
      »Jeg vil gøre dit svangerskab
      plagsomt og pinefuldt,
      i smerte skal du føde børn.
      Du skal begære din mand,
      og han skal herske over dig.«
Til Adam sagde han:
      »Fordi du lyttede til din kvinde
      og spiste af det træ,
      jeg forbød dig at spise af,
      skal agerjorden være forbandet for din skyld;
      med møje skal du skaffe dig føden
      alle dine dage.
      Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig,
      og du skal leve af markens planter.
      I dit ansigts sved
      skal du spise dit brød,
      indtil du vender tilbage til jorden,
      for af den er du taget.
      Ja, jord er du,
      og til jord skal du blive.«
Adam gav sin kvinde navnet Eva, for hun blev mor til alle mennesker. Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på. Og Gud Herren sagde: »Nu er mennesket blevet som en af os og kan kende godt og ondt. Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!« Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af. Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.

01/12/2011

Advent - 1. reflektion

Har du set Benjamin Button? Filmen er historien om et barn, der fødes som olding. Efterhånden som han vokser op, bliver han yngre og yngre. Man ved i filmen aldrig, hvordan han kom til verden, eller hvem, der lagde ham på trappetrinnet hvor han bliver fundet. Men han var grim; rynket, kroget, skrøbelig og lille. Helt forkert at se på. Kvinden, der tager ham til sig, siger som forklaring på, hvorfor hun vil beholde ham "He too is a child of God."

Dét syntes jeg var meget stærkt og smukt. At forståelsen for et andet menneske som værende Guds barn gik fremfor alle andre tanker om det menneske. Det er en respekt og en kærlighed, som ikke skyldes personen foran én, men som skyldes noget andet og større. Hvis alle mennesker før alt andet er Guds børn (Og Gud er god og værd at være barn af) så må disse børn, disse mennesker, behandles som jeg ville behandle børn af nogen, jeg holder af...

Jeg kom til at tænke på Benjamin Button og kvindens udsagn, fordi den første af de ni tekster fra bibelen, der udgør et resume af historien om Gud og mennesker, handler om, hvor mennesker kommer fra: Og at her står hvordan Gud skabte alting og "så at det var godt", at han skabte mennesker til at ligne ham, og han velsignede dem. "I sit billede" betyder det, det siger; at mennesker er skabt til at ligne Gud - måske ikke fysisk (men måske?), men i hvert fald indad til. Vi har evnen til at skabe, til at glædes, til at elske - vi kan vokse og udvikle og vi kan tage ansvar for os selv og dem omkring os. Mænd og kvinder er "meningen".

Der findes en bog, som hedder "Sandt menneske". Bogen er skrevet af munken Wilfrid Stinissen, og en af hans første pointer i bogen er, at mennesket først og fremmest er skabt og velsignet af Gud. Ofte i den lære om Gud, der findes i vores del af verden, lægges der enorm vægt på, at mennesker er syndere, at vi er "gået i stykker" eller "stukket af" fra Gud. Tit er det her historien om mennesket starter: at vi har vendt os væk fra Gud, og ikke selv er istand til at komme tilbage. Vi er med andre ord udelukkede fra Guds kærlighed, hvorfor der også lægges stor vægt på behovet for frelse: Det er nødvendigt for mennesket at blive reddet. Stinissen stiller ikke spørgsmålstegn ved rigtigheden af de to ting. Men han påstår at de bliver skæv-vredne, hvis de står for sig selv. Det er nødvendigt med det tredje ben, der er den første velsignelse.

Mennesket er ikke først og fremmest synder. Mennesket er først og fremmest velsignet.

Den tanke kan jeg godt lide. Sandsynligvis fordi den falder i trit med den tankegang jeg kender fra min kirketradition. Nok er der ting, der går galt for os mennesker. Og vel er verden (og jeg) ikke som man (jeg) kunne ønske det. Men kapaciteten, evnen, til at kende og gøre godt findes, fordi Gud fra allerførste færd har velsignet mig.

Man holdt engang i Kirkens historie fast på, at al sand Gudserkendelse også var selv-erkendelse. For hvis jeg forstå noget om Gud, forstår jeg også noget om mig selv. Lærer jeg Ham, der har skabt mig til at ligne sig, bedre at kende, lærer jeg også om mig sekv. Og man kan vel så også sige, at lærer jeg mig selv at kende lærer jeg også Gud at kende.

For mig handler det om at lære forholdet mellem at være menneske eller Gud at kende. Noget, der er en konstant udfordring for os mennesker. (Og mere om det efter næste tekst.)

Starten på historien om Gud og mennesker er god, synes jeg. Den minder om, at alting er sat på en sikker grund fra starten. At meningen med mennesker og verden er Gud - også her i mørket, hvor mennesker bli'r alvorligt syge og børn lider overlast. At jeg er lavet i "Guds billede" med min lyst til grøn neglelak, svedne vanillekranse og bekymringer over dit og dat.

Tror du på skabelse? Har du nogensinde set på et menneske og vidst, at det var et Guds barn?

"Den Gud, hvis liv er Ånden,
han åndede på dig,
fordi han ville skabe
dig til at elske sig.
Hver gang du er af sandhed
og kærligt spiller ud,
så ligner du din skaber,
så ærer du din Gud."
(5. og sidste vers af Holger Lissners salme "Den Gud, der skabte lyset" fra 1985) 


BIbelteksten til denne reflektion er fra 1. Mosebog kapitel 1

Advent - 1. læsning

Den første af de 9 læsninger er fra bibelens begyndelse: 1. Mosebog kapitel 1 versene 1-8, vers 26-28 og vers 31 til kapitel 2 vers 4. Jeg tager den fra Bibelselskabets bibel på nettet - dvs. den autoriserede oversættelse. Jeg har fjernet versmærkerne. 



Desværre har Tine ikke et billede til denne tekst.


Verdens skabelse
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.
Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.
Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket.  Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag. Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.

Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!«


Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag. Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.
Det var himlens og jordens skabelseshistorie.






02/03/2011

En god historie

Imens nogle af os forbereder os på at fejre fastelavn og holde faste, er der andre, der gør klar til at fejre purim midt i marts. Purim er en jødisk højtid, der på én gang kalder til faste og fest. Lidt som vores faste bindes sammen med fastelavn.

De historier, som vi bruger i kristendommen i forbindelse med vores højtider har alle sammen på en eller anden måde rødder i jødedommen, fordi det jo er jøderne vi kommer fra. (Jesus var jøde) Der er selvfølgelig forskel på hvordan vi forstår forskellige historier, og hvilken betydning de derfor har. Historier, som lægger til grund til for fester og helligdage for jøder gør det ikke nødvendigvis længere for kristne. Og steder, som læses som væsentlige for kristne, bliver ikke længere brugt meget af jøderne.

Én sådan historie er historien om Esther. Esthers historie er i kristendommen "bare" en god historie, som egentlig handler meget lidt om Gud, mens den for jøderne beretter om en vigtig begivenhed for dem som folk eller nationalitet.

Anita Diamant er jøde, og har skrevet en historie om Esther efter sin fantasi udfra den historie, som vi også finder i Bibelen. (Du finder den næsten midt i Det Gamle Testamente.) Er du til Sex and the City og kan du li' en god historie - og kvinde, der bruger sin fantasi - så læs Anitas omskrivning af historien om Esther her.

30/11/2010

The Red Tent

Der findes utroligt mange historier i Bibelen, som kun bliver nævnt i en bisætning eller et kort afsnit. Personer, som bliver nævnt ved navn, men som aldrig senere dukker op. Mennesker, hvis liv bliver hentydet til, men hvis historie ikke bliver helt og fuldt fortalt.

Dinas historie i det Gamle Testamente er sådan en historie. Ganske kort bliver en del af hendes liv fortalt i Første Mosebog kapitel 34. (Find den hos Bibelselskabet.) Dina er den eneste datter af Jakob, som bliver nævnt ved navn. Jakob er ham, der bliver far til de tolv mænd, der lægger navn til de tolv stammer i Israel. Altså en af stamfædrene til at det jødiske folk, og dermed også til det kristne. Måske er Dina endda hans eneste datter. Det ved vi ikke.

Bibelens historie er ganske kort og meget dramatisk. Det er en historie, som er en af dem, jeg lærte at kende som "a text om terror", mens jeg læste. Fordi det er en historie om en kvinde, der bliver fortalt af mænd. Bibelen gengiver den historie, som Dinas brødre fortæller: Dina bliver voldtaget af Sikem, søn af landets fyrste. Det hævner hendes brødre på grusom manner; de slår alle mænd i Sikems by ihjel, plyndrer og røver og drager bort.

Men denne forfærdelige historie er ikke fuldstændigt på mændendes "side": Her fortælles også, hvordan Sikem bliver forelsket i Dina, og be'r sin far om at skaffe en aftale med Dinas far, så han kan gifte sig med hende. Sikem går enddag med på Jakob og brødrenes (urimelige) krav om at lade sig og alle sine mænd omskære.

Anita Diamant selv siger, at det netop er dét, der faldt hende så spændende: Der må have været mere ved Dinas historie med Sikem end voldtægt, for den unge mand opfører sig ikke som én, der har voldtaget pigen. Han opfører sig som én, der er dybt forelsket.

Anita Diamant breder Dinas historie ud i sin roman, og fortæller om hendes mødre: Om Leah, Rakel, Sipha og Bilba. Hun fortæller om kvindernes liv, deres fødsler, deres intriger, deres arbejde, deres drømme, længsler og håb. Og hun fortæller om deres problemer, deres fremtid og deres slægt.

Bogen, der er blevet en New york bestseller på trods af manglende reklame kroner, fortæller sanseligt og rigt om livet på flere tusinde år siden på en måde, så man kan høre sangene, lugte røren og smage maden. Kvindernes latter, historier og trængsler virker troværdige og giver indblik i bibelens univers på en levende måde. Uden på noget tidspunkt at gøre sig til mere end en spændende  og velskrevet roman.

På Wikipedia  er der skrevet om "The Red Tent", som så vidt jeg ved ikke er oversat til dansk - men dog til svensk. Og sørme om ikke Anita Diamant har en blog: anitadiamant.blogspot.com

Jeg vil varmt anbefale romanen!

10/08/2010

Forberedelser

På mit bord står en buket med blomster fra haven. Jeg er ved at forberede gudstjenesten til på søndag. Jeg forestiller mig, at jeg fremover vil komme med nogle tanker i forbindelse med forberedelserne. Det kunne jo være, der var nogle gode input fra jer. Og dels er det godt at formulere sig for andre, når man skal tænke klart, synes jeg. 


På søndag har jeg gudstjenesten i Vejle, og der kommer både børn og voksne, som skal være med til hele gudstjenesten. Derfor skal indholdet selvfølgelig henvende sig til alle. Det bliver salme 23, der bliver udgangspunktet. Det er den salme, hvor kong David fortæller, at kende Gud er som at være får hos en god hyrde. Og David må vide hvad han snakker om. I hvert fald var han selv hyrde inden han blev konge.
Der findes en rigtig flot børnebog over salmen, som jeg vil bruge. Og så tror jeg, vi skal ud og gå og bruge hele kroppen. Det er godt, når der er små mennesker med. I hvert fald er det ofte for de smås skyld vi gør det. I virkeligheden kender jeg mig selv godt nok til at vide, jeg også har det bedst med at få lov til at bevæge mig lidt. Vi skal se på blomster og nyde haven, tror jeg. Der bliver nok også en forhindringsbane vi skal lege på, for nogle gange er selv får i fare og skal have hjælp til at finde vej. Vi skal slutte af med at fejre nadver inde i kirken. 
Skelettet til det hele virker i mit hoved. Nu er næste skridt at se hvem, der vil sætte kød på det sammen med mig.  



Davids salme om at kende Gud lyder sådan her:


Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.

Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.

Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.

Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.

Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

02/07/2010

L for Love

L står her for Love, og akkompagneres med et lille uddrag fra Johannes' første brev fra Bibelen. Et helt fantastisk sted, synes jeg, til at få inspiration og støtte til at leve med fokus på kærlighed - uden frygt og uden anstrengelse. Teksten er på engelsk så L'erne kommer tydeligt frem :-)

"How great is the love the Father has lavished on us, that we should be called children of God! And that is what we are! ... 
This is how we know what love is: Jesus Christ laid down his life for us, And we ought to lay down our lives for our brothers. If anyone has material possesions and sees his brother in need but has no pity on him, how can the love of God be in him? Dear children, let us not love with words or tongue but with actions and in truth. ... 
Dear friends, let us love one another, for love comes from God. Everyone who loves has been born of God and knows God, because God is love. This is how God showed his love among us: He sent his one and only Son into the world that we might live through him. This is love: not that we loved God, but that he loved us and sent his Son as an atoning sacrifice for our sins. Dear friends, since God loved us, we also ought to love one anotger. No-one has ever seen God; but if we love one another, God lives in us and his love is made complete in us. ... 
God is love. Whoever lives in love lives in God, and God in him. In this way, love is made perfect among us so that we will have confidence on the day of judgement, because in this world we are like him. There is no fear in love. But perfect love drives out fear, because fear has to do with punishment. The one who fears is not made perfect in love. 
We love because he first loved us."

24/06/2010

Pæon


Min pæon blomstrer - med én blomst. For to år siden var den en stakkels lille plante at se på. I de år jeg var kommet i haven inden vi overtog, har jeg aldrig set den blomstre. Så forrige år fik den et ultimatum: Enten livede den op og begyndte at té sig som en pæon, eller også ville den blive fjernet. ...  Den valgte at live op, og er nu en fin stor busk med, nuvel, bare én blomst. (Den blev hjulpet lidt på vej af gødning og en klippet busk).
Nu er mit spørgsmål så hvorfor der kun er én blomst, der er blevet til noget, når jeg har set flere knopper? De, der ikke er blevet til noget, ser visne ud. Kan pæonen have fået for lidt vand, eller er det noget andet, der er galt?

Hmm. Indtil videre stiller jeg mig tilfreds med at min pæon er en pæon, og kan finde ud af at være det. Så får den lidt mere gødning og vand det næste årstid - mon så ikke, der kommer mere end én blomst næste sommer?!

(Det minder mig i øvrigt om historien Jesus fortæller om et figentræ i en vingård. Træet gav ingen frugt, så ejeren beordrede at det blev hugget op. Men gartneren gik i forbøn for det: "Lad mig grave om det og give det gødning - hvis det så stadig ikke bærer frugt efter det, kan vi hugge det op." Den behandling fik figentræet til at bære frugt. Jeg kan så godt li' den historie, for sådan er det jo: Hvis du bare møder mig med krav om præstation og effektivitet, kan jeg sandsynligvis ikke fungere. Men hvis du yder lidt omsorg og ser mig for mig, så kan jeg trives og bidrage til fællesskabet. Også selvom jeg er det eneste figentræ i miles omkreds!) (Hele historien kan læses i Lukas evangeliet kapitel 13)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...