Advent - 1. reflektion

Har du set Benjamin Button? Filmen er historien om et barn, der fødes som olding. Efterhånden som han vokser op, bliver han yngre og yngre. Man ved i filmen aldrig, hvordan han kom til verden, eller hvem, der lagde ham på trappetrinnet hvor han bliver fundet. Men han var grim; rynket, kroget, skrøbelig og lille. Helt forkert at se på. Kvinden, der tager ham til sig, siger som forklaring på, hvorfor hun vil beholde ham "He too is a child of God."

Dét syntes jeg var meget stærkt og smukt. At forståelsen for et andet menneske som værende Guds barn gik fremfor alle andre tanker om det menneske. Det er en respekt og en kærlighed, som ikke skyldes personen foran én, men som skyldes noget andet og større. Hvis alle mennesker før alt andet er Guds børn (Og Gud er god og værd at være barn af) så må disse børn, disse mennesker, behandles som jeg ville behandle børn af nogen, jeg holder af...

Jeg kom til at tænke på Benjamin Button og kvindens udsagn, fordi den første af de ni tekster fra bibelen, der udgør et resume af historien om Gud og mennesker, handler om, hvor mennesker kommer fra: Og at her står hvordan Gud skabte alting og "så at det var godt", at han skabte mennesker til at ligne ham, og han velsignede dem. "I sit billede" betyder det, det siger; at mennesker er skabt til at ligne Gud - måske ikke fysisk (men måske?), men i hvert fald indad til. Vi har evnen til at skabe, til at glædes, til at elske - vi kan vokse og udvikle og vi kan tage ansvar for os selv og dem omkring os. Mænd og kvinder er "meningen".

Der findes en bog, som hedder "Sandt menneske". Bogen er skrevet af munken Wilfrid Stinissen, og en af hans første pointer i bogen er, at mennesket først og fremmest er skabt og velsignet af Gud. Ofte i den lære om Gud, der findes i vores del af verden, lægges der enorm vægt på, at mennesker er syndere, at vi er "gået i stykker" eller "stukket af" fra Gud. Tit er det her historien om mennesket starter: at vi har vendt os væk fra Gud, og ikke selv er istand til at komme tilbage. Vi er med andre ord udelukkede fra Guds kærlighed, hvorfor der også lægges stor vægt på behovet for frelse: Det er nødvendigt for mennesket at blive reddet. Stinissen stiller ikke spørgsmålstegn ved rigtigheden af de to ting. Men han påstår at de bliver skæv-vredne, hvis de står for sig selv. Det er nødvendigt med det tredje ben, der er den første velsignelse.

Mennesket er ikke først og fremmest synder. Mennesket er først og fremmest velsignet.

Den tanke kan jeg godt lide. Sandsynligvis fordi den falder i trit med den tankegang jeg kender fra min kirketradition. Nok er der ting, der går galt for os mennesker. Og vel er verden (og jeg) ikke som man (jeg) kunne ønske det. Men kapaciteten, evnen, til at kende og gøre godt findes, fordi Gud fra allerførste færd har velsignet mig.

Man holdt engang i Kirkens historie fast på, at al sand Gudserkendelse også var selv-erkendelse. For hvis jeg forstå noget om Gud, forstår jeg også noget om mig selv. Lærer jeg Ham, der har skabt mig til at ligne sig, bedre at kende, lærer jeg også om mig sekv. Og man kan vel så også sige, at lærer jeg mig selv at kende lærer jeg også Gud at kende.

For mig handler det om at lære forholdet mellem at være menneske eller Gud at kende. Noget, der er en konstant udfordring for os mennesker. (Og mere om det efter næste tekst.)

Starten på historien om Gud og mennesker er god, synes jeg. Den minder om, at alting er sat på en sikker grund fra starten. At meningen med mennesker og verden er Gud - også her i mørket, hvor mennesker bli'r alvorligt syge og børn lider overlast. At jeg er lavet i "Guds billede" med min lyst til grøn neglelak, svedne vanillekranse og bekymringer over dit og dat.

Tror du på skabelse? Har du nogensinde set på et menneske og vidst, at det var et Guds barn?

"Den Gud, hvis liv er Ånden,
han åndede på dig,
fordi han ville skabe
dig til at elske sig.
Hver gang du er af sandhed
og kærligt spiller ud,
så ligner du din skaber,
så ærer du din Gud."
(5. og sidste vers af Holger Lissners salme "Den Gud, der skabte lyset" fra 1985) 


BIbelteksten til denne reflektion er fra 1. Mosebog kapitel 1