Destination: Betlehem

Maria var en helt ung kvinde, da hun tog afsted til Betlehem sammen med Josef, som hun skulle giftes med. Alligevel var det nok ikke første gang hun var ude på en længere rejse. Måske var det første rejse, fordi kejseren i Rom havde en mening, om hvor hun skulle være. Men eftersom Maria var en praktiserende jøde, havde hun sandsynligvis siden hun var ganske lille rejst til Jerusalem med sine forældre til de store helligdage - ligesom hun senere selv tog sin lille søn med sig derop. Så jeg forestiller mig at rejse strabadser ikke har været ukendte for Maria. Hun har før levet ud af en kuffert og haft ømme fødder af at gå langt.

Det, der gør det anderledes denne gang er, at hun er højgravid og rejser med Josef. Forestil dig at rejse til fods tung, frugtsommelig og med vand i hele kroppen. Forestil dig at være øm i ryggen og træt i benene allerede inden du står op om morgenen. Jeg har ikke prøvet det, men når jeg tænker på dem, jeg har fulgt med "i", når de har været højgravide, kan jeg ikke forestille mig, at de ville holde af at skulle rejse langt til fods. Fordi en kejser sagde man skulle. Maria kunne ikke selv gå. Hun red på et æsel, og selvom det sandsynligvis har været nødvendigt og en hjælp, så har det sikkert også været ret hårdt.

Som hun red afsted der på æslet sammen med Josef, gad vist om hun kunne forestille sig, hvad der ventede hende?Mon hun kunne forestille sig fødslen, at få sit barn i armene, eller hvad barnet vil betyde for hendes liv? Selvom hun havde god tid til at spekulerer over det, der på vejen til Betlehem. Kan nogen mor?

Og er det ikke sådan, at uanset hvad det er vi er vi barsler med, så kan vi ikke på forhånd vide, hvordan det bliver? Uanset hvordan vi forbereder os, venter og glæder os, så kan vi aldrig helt vide, hvad det kommer til at betyde for os?

Maria ankom til Betlehem, og hun fødte sit barn i en stald. Engle og hyrder og vise mænd kom for at se barnet og prise Gud, fordi det var kommet til verden. Maria forstod ikke, hvad det altsammen betød mens det skete, men gemte det hele i sit hjerte. Hun måtte opfostre sin søn, opdrage ham, se ham blive voksen, og træffe valg, der så tossede ud, inden hun mange år efter kunne forstå bare lidt mere af, hvad der var sket hende.

Jeg er på vej til Betlehem. Jeg ved, hvad der skal ske. Men jeg ved ikke hvad det kommer til at betyde. Måske har du det også sådan, eller har haft det engang. Maria kan vise os vej, og kan give håb og fred på rejsen. Hun vidste, hvad hun bar på, men ikke hvilken betydning hendes rejse ville få.

Undskyldning på rette sted?

Jeg følger med i klima topmødet over TV. Er helt med inde i plenar salen og i de korridorene. Lytter til rygter, der svirrer, og forsøger at stikke en i finger i jorden hos Kina, Indien og USA. Hvad mener Brasiliens Lula Da Silva, Indiens præsident og FNs generalsekræter med deres ordvalg? Og er det kun træthed eller er der skuffelse at spore i Connie Hedegaards gang? Det er spændende at følge med i de politiske dansketrin, synes jeg. For slet ikke at tale om væsentligt for vores alle sammens fremtid!
Efterhånden, som jeg har læst og lyttet over de sidste dage slår det mig, at det noget af det, der ligger som en bremseklods i forhandlingerne om fremtiden er fortiden. Igen og igen nævner de det; fra Sydafrikas klimaminister til Kinas præsident over Mexicos præsident og G77 landenes leder fra Sudan: Det er de rige lande (=os) der med industrialiseringen har sat denne ødelæggende udvikling i gang. Det er de rige lande, der har haft størst CO2 udledning hidtil. Det er ders (=vores) skyld at de fattigste i verden nu lider. Det er deres (=vores) skyld at de, der har haft mindst indflydelse på CO2 udledningen føler konsekvenserne ved klimaforandringerne allerede. Og derfor konkluderer de at det er de rige lande (=os) der skal reducere mest på CO2 udledningen, hurtigst blive CO2 neutrale og betale mange milliarder kroner til hjælp til de fattige landes udvikling.
Der er ingen tvivl om at det er rigtigt, at det hidtil har været de rigeste lande, der har udledt mest CO2, og som har den mest dekadente livsstil. Der er heller ingen tvivl om at det er os i de rige lande, der burde have flest resourcer til at forske i, udvikle og fremme ren energi. Heller ikke at vi har penge til at hjælpe fattige lande, med at tage del i den samme udvikling. Alligevel virker det på mig som om det bliver en form for aflad at det er de rige lande, der alene skal bære ansvaret for klimaets videre udvikling. Vi kan ikke ændre på fortiden. Hvor gerne vi end ville i dag, er det ikke muligt at ændre indistrualiseringens historie. Det er heller ikke muligt for os at lave om på vores dybt beklagelige historie med kolonier, slavehandel og herre-dømme over mange af de lande, der nu hører til verdens fattigste.
Det er klart at regeringerne i de fattige lande har en dagsorden med at tage vare på de fattige i deres lande, og gøre hvad de kan for at højne deres levestandard. Det kan ikke være anderledes og skal heller ikke være det. Men at fattigdommen sammenlagt med at de rige landes (=os) tidligere fejl skal legalisere at Kina, Brasilien, Sydafrika, Indien og flere med dem, skal have lov til at højne deres udledning af CO2 har jeg svært ved at forstå. Hvis de gør det og de rige lande bliver CO2 neutrale får vi stadig en situation, der er værre for verden end den vi har nu.
Vi i den rige del af verden må bære byrden for fortidens synder og fejl. De fattige lande må bære deres del af ansvaret for fremtidens udvikling. Det er forståeligt at de fattige lande kan synes det er urimeligt at de står i en situation, de ikke selv har været med til at skabe. Det er også urimeligt. Og det vil være lige så urimeligt om resten af verden om 100 år står i en værre situation, fordi de fattige lande i udvikling ikke tog ansvar for klimaet i deres udvikling.
Det virker, når jeg har lyttet til taler og forhandlinger, som om der er en mur af utalt sorg over tidligere tiders handlinger og beslutninger. Vi kan ikke ændre på dem, men vi kunne undskylde for dem. Og vi kan be' om tilgivelse. Jeg ved det er en ukendt tanke i dansk (og vestlig?) politik, men det ville åbne muligheden for tilgivelse, og med den, friheden til at glemme fortiden og sammen arbejde for fremtiden. Uden undskyldninger og tilgivelse kan det være svært, om ikke umuligt, at flytte sig.

K for klistermærke

Fredagen er oprandt. Og min fantasi er ikke så stor denne uge. Tak for jeres hilsner - og ønsker om sørejser :-) Jeg er blevet hjemme og har passet min dyne. Det begynder at hjælpe på det.

Dagens bogstav er K. Hvad gør man når man falder og kommer til skade og det gør så ondt at det sikkert kommer til at bløde? Altså normalerweise ville Hello Kitty plaster være det eneste til nogen nytte. Men når nu man er i nærheden af Duncan og Anne? Vi har kun almindeligt med plaster. Men! ved hjælp af et sommerfugle klistermærke, blev det et meget smukt, glimrende plaster, der garanteret virker. I hvert fald kaldte det et tilfreds smil frem hos den tilskadekomne.

Andre forslag til K finder du her.

Del

Super

Har været ved lægen i dag. Som mener at jeg ikke bare har influenza, men at det er en super-virus af en art, fordi jeg også har halsbetændelse.... Godt nok er jeg tilhænger af at gøre tingene ordentligt, hvis de skal gøres, men alligevel. Mindre kunne godt gøre det!

Så er her lidt stille de næste dage, er det fordi jeg ikke kan synke, spiser yogurt og bevæger mig rundt i slowmotion :-)

God søndag!

Kære alle

Glædelig søndag! Første søndag i advent og første dag i det nye kirke år. Åh, det er en dejlig tid vi er kommet til! Mere om det senere i aften, når mit kamera er kommet retur. Indtil da:

"Vær velkommen, Herrens år!"

Tusind tak, og mere til

Duncan er rendt afsted med kameraet, så indlæggene de næste par dage bli'r uden billeder.... Jeg skulle til sen frokost hos en veninde i dag. (åh så hyggeligt) På vejen kom jeg forbi en trappesten, hvorpå der sad en lille pige med cykelhjelm og så opgivende ud. Jeg spurgte, om hun var okay, hvortil hun i brav stemme svarede "ja", alt i mens tårerne strømmede ned af kinderne. Det kunne jeg ikke få mig til bare at gå forbi, så jeg satte mig ned og opdagede, at hun holdt omkring sit knæ, som blødte gennem gamacherne. Hun havde været på vej hjem på cykel, og var faldet. Øv! Storebror var på vej efter mor, som kom efter vi et stykke tid havde siddet sammen på trappen, og spist en flødebolle. (lidt færre til frokosten) Min veninde bor lige om hjørnet, så hende tilkaldte vi med vaskeklud og plastre. (Hun kom med Hello Kitty plastre, som eftersigende er den bedste behandling af sårede pigeknæ :-) )

Da mor kom sammen med storebror, takkede de for hjælpen. Men det, der gjorde indtryk var drengen. Han blev ved med at takke, og undrede sig højlydt over, at vi var så rare og venlige. Vældig godt for ens "selv-fedme", sådan at blive beundret, men også lidt trist, at han ikke tog det som en selvfølge, at mennesker hjælper hinanden, når der er brug for det. Er det virkelig sådan at det er usædvanligt at få hjælp af fremmede mennesker?!

J for jord

J står hos mig for jord i dag. Ikke julen for den starter altså først den 24. december. På søndag er det advent, der begynder. Jord, fordi det er levende, fordi det er modsætningsfyldt og fordi jeg idag har bisat et menneske.

At jord er levende ser man, hvis man roder lidt i den, når man er i haven. At det også er modsætningsfyldt kommer samme sted: Jorden er på én gang et sted for død og råddenskab, og samtidig er det det nyt liv spirer frem af. Man skal passe på med at blande jord og mad. Grønt og blomster kan ikke betales hos bageren i Føtex, persillesovs må ikke genopvarmes og man skal passe på med at få jord i et åbent sår. Jorden kan indeholde bakterier, som er farlige og som kan forhindre livet. Samtidig er jorden fyldt med næringsstoffer, som gør det muligt for planter at vokse, for dyr at spise sig mætte og for os at få mad.

Jorden er det sted, hvor graven findes. Og alligevel var det fra graven og jorden at Jesus igen kom til live. Jeg bisatte i dag et menneske og udtalte da ordene: "Da den almægtige Gud i sit forsyn har ladet døden indtræde, overgiver vi legemet til graven. ....af jord er du kommet, til jord skal du blive, men Jesus Kristus, vor frelser, skal opvække dig på den yderste dag. Amen". Jeg bliver altid bevæget, når jeg står med skovlen og putter jord på kisten, mens jeg siger de ord. Det er stærkt, og minder mig om at livet er større end her og nu: Vi kommer et sted fra, og vi skal et sted hen. Og selvom vi kan se at det, vi har kendt, bliver til ingenting, så kan vi tro og håbe på at det igen bliver levende og stærkt. Ikke bare for en tid, men for altid.

Har du lyst til at læse andre bud på J, kan du det på ABCtema.