06/09/2011

For tiden er jeg stille

For tiden er jeg stille. Jeg skriver ikke hverken ord eller billeder. Meget læsen bli'r det heller ikke til. Jeg siger vist heller ikke så meget, som jeg plejer her hjemme.

Jeg er fortsat sygemeldt, men er begyndt i job-træning et rigtig godt sted. Efter en længere stress-relateret sygdom kan det være godt at øve sig i igen at skulle møde op et sted til en bestemt tid. Kroppen skal af-læres at over-reagere på det, der engang var farligt.

Jeg er blevet sagt op i mit arbejde som præst. Dét tygger jeg på... Jeg har villet uddannelsen, jeg er blevet anbefalet til jobbet, jeg var god til det (dele i hvert fald ;-) ), og jeg har da hørt, at et par stykker synes, jeg gav mening som præst. Det er svært at skrive om, for jeg har hverken brug for ynk, oprør på mine vegne eller at blive rost til skyerne. Jeg har brug for at være ked af dét, der var og dét, jeg troede skulle blive, men som ikke bliver. Jeg forsoner mig med, at livet ikke er lige nu, som jeg havde regnet med. Det lyder måske voldsomt. Men tro mig. Jeg havde ikke regnet med, at jeg som 30 årig havde været sygemeldt to gange med depressioner og var blevet sagt op fra mit arbejde pga. det.

Her er stille. Lidt som den time lige før daggry, hvor alle fuglene er stille. Der er bare stille og mørkt. Lige indtil fuglenes kvidren hilser en ny dag.

Sådan skal det som end også nok gå her. Der skal nok komme andet i stedet. Sådan er livet jo også. Men lige nu står jeg her, hvor jeg sorgen findes. Så her er stille for tiden.

13 comments:

  1. Der er ikke så meget, at sige til dit indlæg for som du skriver kan hverken ynk eller oprør lindre din proces. Men tak fordi du deler her og mange kærlige tanker til dig og dine.

    ReplyDelete
  2. Kære Anne, og fuglene VIL begynde at kvidre igen, og du vil kunne høre deres sang, tro mig.
    Men tid og ro skal der til. Håber du har fået den rigtige hjælp og støtte i processen. Hvem ved hvad livet vil bringe, og om du igen vil komme til at bruge din gerning...
    De bedste tanker Charlotte

    ReplyDelete
  3. Stilhed skal der til - fred og alt godt vil komme. Tålmodighed opnår alt, siger Theresa af Avilla.

    ReplyDelete
  4. Kære Anne
    Godt at høre fra dig, også om stilhed. Stilhed kan være starten på udvikling og du har haft en turbulent tid. Jeg følerg med :o)
    Kh Prophecy

    ReplyDelete
  5. Processer i livet er ind imellem barske men ikke lette at undgå. Vi sender dig kærlige tanker i din stilhed. Vi tror på at noget andet godt viser sig. Måske før du aner.
    Imens må du være i stilheden. Den skal til!!

    Kærlige tanker.

    ReplyDelete
  6. Du er ikke alene.... Jeg har det som dig. Ved ikke om det hjælper noget at vide, men det hjælper mig meget, at læse med hos dig og dermed vide, at jeg ikke er den eneste.
    Knus Anemone

    ReplyDelete
  7. Hej Anne. Jeg ved hvordan du har, jeg har jo ligesom prøvet det samme, som du ved. Jeg følte mig såret, dum og dumpet. Jeg er stadig træt af ikke at være "normal" og ikke at kunne det samme som andre. Det er jo ligesom nemmere hvis man har en synlig sygdom, så kan man bedre acceptere tingene som det, og man fornemmer at folk også bedre kan forstå det.
    Der er lige en ting du skal tænke på Anne, det kan godt være at du ikke længere arbejder som præst, men du vil altid være præst, dine tanker for andre, din tanker og forhold til Gud ændre sig jo ikke. Den eneste forskel er at du ikke længere står og prædiker. At være præst er jo et kald, det er jo ikke et job hvor du møder kl 7.00 og får fri kl. 15.00 - Kan du følge mig?? Der er en ting du skal arbejde med nu og det er accept. Accept af din situation, det er noget møg, med der er ikke noget at gøre ved det, der er måske en mening med det.. Sørg over det, smadre noget, skrig, græd m.m Det hjælper dig lidt. God bedring, jeg håber du forstår hvad jeg mener, og du er til hver en tid velkommen til at ringe eller skrive til mig

    ReplyDelete
  8. Kjære kollega, Anne. Så har også du møtt mørket og stillheten. For noen år siden raste alt sammen for meg. Det værste var at kirken sviktet (følte jeg). Men Gud sviktet ikke. Han ledet meg ut av tre års mørke og inn i oppgaver jeg aldri kunne drømme om. Jo, også jeg kjenner stillheten i mitt indre. Bare lytt, snart får du beskjed.Hilsen fra David, i Norge.

    ReplyDelete
  9. Tak fordi du deler dine tanker i en svær stund.

    Hilsen

    Kasper
    http://www.mobilreparationer.dk/

    ReplyDelete
  10. Kære Anne. Hvor er du modig at skrive så personligt på din blog, så andre kan få del i din proces. Stilhed kan føles tomt, men det giver også ro, hvile og dermed kommende styrke. De bedste tanker, Trine

    ReplyDelete
  11. Jeg er stille og trist sammen med dig. Jeg håber og beder til, at du finder vej gennem alt det svære. Jeg håber, at du ved, at du er et meget stærkt vidnesbyrd om, hvad en præst er: du følger din egen Gudslængsel (det er det bedste, du kan gøre for kirken), du tager ansvar for anstændighed og retfærdighed i vores samfundsliv, du har en utrolig omsorg i sjælesorgen og så gør du det flot på bloggen, det er street-preaching i stor stil :-)Med eller uden ansættelse, jeg beder for, at du finder din vej, identitet og plads i kirken på ny. Guds fred, Louise

    ReplyDelete
  12. Hej Anne,
    Jeg tror, at jeg så dig i dag!
    Skørt, for vi kender jo slet ikke hinanden og jeg har kun set dig på billeder her fra bloggen.
    Men jeg gik forbi en møbelpolstrer-butik (jeg gik med et barn i en rød jakke ved hånden) og lige da vi passerede butiksvidnuet, kiggede du op og smilede - og jeg tænkte "hey, det er da Anne, hende med den dejlige blog - "vand til vin". Jeg er lærer på skolen, der ligger på hjørnet af Strandgade og Langelinie og pigen og jeg var ude at lede efter hendes drikkedunk, som hun var meget ulykkelig over at have tabt på vej til skole. Vi fandt den desværre ikke :(

    De bedste hilsner fra Helle

    ReplyDelete

Jeg bliver rigtig glad, når der er kommentarer til mine indlæg. Så læg endelig en hilsen, når du har været forbi. Har du ikke lyst til at skrive, så alle kan se det, kan du skrive til mig på annetkthompson (a) gmail.com Fortsat god dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...