Mod, sindsro og visdom

For to et halv år siden knap og nap blev jeg sygemeldt. Duncan havde været igennem et længere sygdomsforløb, og jeg kunne ikke mere. Var så træt som et ondt år (bogstaveligt talt). Det, der i første omgang var en krisereaktion blev til "en depressiv krisereaktion". Altså, en depression udløst af forskrækkelse, slid og træthed ovenpå Duncans sygdom.
Inden jeg havde det godt i mig selv igen gik der næsten halvandet år. Det tog næsten to år inden jeg var tilbage på arbejde på fuld tid.

Så jeg vender lidt på hovedet, fordi jeg indenfor de sidste par uger igen har mærket kroppen reagere på at være presset. Jeg har mærket de første tydelige tegn på stress som åndenød og hjertebanken. Det er ikke godt. Det er til gengæld godt, at jeg genkender det. Men jeg er også bange for igen at blive dårlig.

 Også selvom jeg ved, at det her er noget andet. Lyset er ikke forsvundet. Glæden og lysten er ikke væk - selvom de nok kunne blive det, hvis jeg ikke passer på. Det her handler mindre om det, der er inden i mig end det, der er udenom mig. Det er også en erkendelse. Og sådan vil jeg gerne, at det bliver ved med at være. Jeg vil ikke være mørk og tom inden i igen.  Jeg vil følges med mig selv.

Derfor vender jeg lidt på hovedet for tiden. Dels af forskrækkelse, dels for at finde et andet perspektiv. Hvad er min dybeste længsel? Hvad skal jeg gøre konkret for at ændre mine vilkår? Hvad er det, der presser mig? Hvad er det ikke? Og hvordan, holder jeg fast i mig selv? 

"Gud, giv mig mod til at ændre de ting, jeg kan ændre, sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, og visdom til at se forskellen!" Reinholdt Niehbuhr