22/10/2010

Mod, sindsro og visdom


For to et halv år siden knap og nap blev jeg sygemeldt. Duncan havde været igennem et længere sygdomsforløb, og jeg kunne ikke mere. Var så træt som et ondt år (bogstaveligt talt). Det, der i første omgang var en krisereaktion blev til "en depressiv krisereaktion". Altså, en depression udløst af forskrækkelse, slid og træthed ovenpå Duncans sygdom.
Inden jeg havde det godt i mig selv igen gik der næsten halvandet år. Det tog næsten to år inden jeg var tilbage på arbejde på fuld tid.


Så jeg vender lidt på hovedet, fordi jeg indenfor de sidste par uger igen har mærket kroppen reagere på at være presset. Jeg har mærket de første tydelige tegn på stress som åndenød og hjertebanken. Det er ikke godt. Det er til gengæld godt, at jeg genkender det. Men jeg er også bange for igen at blive dårlig.



 Også selvom jeg ved, at det her er noget andet. Lyset er ikke forsvundet. Glæden og lysten er ikke væk - selvom de nok kunne blive det, hvis jeg ikke passer på. Det her handler mindre om det, der er inden i mig end det, der er udenom mig. Det er også en erkendelse. Og sådan vil jeg gerne, at det bliver ved med at være. Jeg vil ikke være mørk og tom inden i igen.  Jeg vil følges med mig selv.


Derfor vender jeg lidt på hovedet for tiden. Dels af forskrækkelse, dels for at finde et andet perspektiv. Hvad er min dybeste længsel? Hvad skal jeg gøre konkret for at ændre mine vilkår? Hvad er det, der presser mig? Hvad er det ikke? Og hvordan, holder jeg fast i mig selv? 

"Gud, giv mig mod til at ændre de ting, jeg kan ændre, sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, og visdom til at se forskellen!" Reinholdt Niehbuhr

9 comments:

  1. Du skriver det selv; du er et andet sted OG du er bevidst om, at du skal tage faresignalerne alvorligt. Seriously. Du kan nemlig se forskellen. Godt skrevet Anne. Pas på dig-tanker herfra

    ReplyDelete
  2. Forskellen er denne gang, at du kender symptomerne fra din krop når den siger fra og du kan dermed reagere på dem. Jeg er enig med Prophecy du beskriver det flot og tak fordi du deler! Et varmt klem er sendt afsted mod dig med ønsker om en dejlig weekend og husk, at passe på dig selv.

    ReplyDelete
  3. Så kom jeg endelig forbi din blog! Her er godt at være. Gode og vigtige ting, du skriver om og deler. Tak for det. Jeg lægger mig til som følger og du er selvfølgelig også meget velkommen til at besøge mig i mit univers.

    God lørdag! :)

    ReplyDelete
  4. Hvordan skærer man lige den, at forklare dig hvordan man passer på sig selv Anne, det er godt nok noget at et svendestykke du fører een ud på der.
    Som autodidakt mirakelmedarbejder for vores Indre kilde/Kærlighed burde det være en smal sag, meeen når det så er dig der skal gives et godt råd til sååå.
    Anne du er jo inde på det selv, du er nødt til at lytte til dig selv, til din krop og dens signaler, så må du jo også nok uddelegere lidt ansvar både på arbejde og der hjemme, og husk nu på, der er ikke den opgave der er for stor til at vi ikke kan løse den ved at kigge ind i sig selv.
    MEN PAS NU PÅ DIG SELV!!!!
    God lørdag og varme klem fra Odense.

    ReplyDelete
  5. Kære Anne, jeg tænker, at det er vel nok godt, at du mærker faresignalerne - jeg tror, det er med til at stoppe processen, så den ikke løber løbsk med dig igen. Som Michael skriver, deleger ud alt det, du kan, i en periode. Gør en masse der fylder dig med glæde og sæt 'mig-selv-tid' af hver dag. Lyt til beroligende musik og afslapningsøvelser (jeg bruger den lille yoga nidra - det er genialt).
    Klem og rigtig god lørdag til dig!

    ReplyDelete
  6. Kære Anne! Som du ved, ved jeg! Guds fred og alt godt!

    ReplyDelete
  7. Du er SÅ dygtig til at lære - også af og om dig selv. GODT GÅET. Knus.

    ReplyDelete
  8. Jeg må sige Anne, at jeg beundrer dig for at være så ærlig om dit arbejdspres her i dette medie, vi almindelige dødelige mennesker har det med at glemme at vi er lavet af det samme som præster, det er som om at selvom kristendommen herhjemme, ikke for nuværende har den største tilslutning, så føler vi på en og anden måde at præster er en slags overmennesker, med den direkte forbindelse til de højere magter ikke mindst i en tid hvor det gør rigtigt ondt, for eksempel hvis man har mistet nogen der står een meget nær.
    Jeg kan godt se at i mange situationer står Præsten meget alene, og selvom man gennem uddannelse nok er godt rustet til jobbet, må der mange gange være situationer hvor du også kan have brug for at tale med andre end Gud, om hverdagen.
    Jeg håber at du må komme til hægterne igen snarest.
    God Lørdag aften.

    ReplyDelete

Jeg bliver rigtig glad, når der er kommentarer til mine indlæg. Så læg endelig en hilsen, når du har været forbi. Har du ikke lyst til at skrive, så alle kan se det, kan du skrive til mig på annetkthompson (a) gmail.com Fortsat god dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...