Jeg vil følges med mig selv

En sygemelding med stress, angst eller depression er en finurlig ting at leve med. Ikke så meget selve sygemeldingen, men den tilstand man befinder sig i, som gør det nødvendigt at sygemelde sig. 

Nu har jeg været sygemeldt i mere end et år på både fuld og del tid. Det er først i det sidste halve år jeg synes jeg for alvor er begyndt at finde mig selv igen. Særligt i de sidste måneder. Jeg er så heldig at være tilknyttet et projekt i Vejle kommune for mennesker, som har været sygemeldt i lang tid grundet stress, angst eller depression. Og det betyder kvalificeret undervisning om stress og depression, værktøjer til at håndtere og undgå det, og ikke mindst samtaler til personlig hjælp. Og al hjælpen er vigtig. For når der er noget, der er svært med stress/depression (og, så vidt jeg har forstået, også angst) så er det , at det er svært at tænke indefra og ud, og at have et "fugleperspektiv" - særligt på sin egen situation.

Jeg mødes hver dag med mennesker, som er rare og gode mennesker. Mennesker, som er venlige, hjælpsomme og som ønsker det bedste for deres medmennesker - det uheldige er at vi alle sammen er der fordi vi har glemt at ville alle de ting for os selv også. Måske endda før alt andet. Undervisningen i dag blev holdt af en meget dygtig og provokerende psykolog, som efter at have ønsket os tillykke med at vores forsvars-mekanismer virker og har gjort os syge for at passe på os, sagde "det gode ved mennesker med stress og depression er jo, at de selv-destruerer - I er ikke til fare for os andre, eftersom de første I ødelægger er jer selv." Av! 

Jeg bli'r ked af det når jeg hører det - mest fordi jeg kan mærke det er rigtigt. Jeg har det ikke godt. Der er ting, jeg er vant til at kunne, som jeg ikke kan overskue. Jeg kan ikke "bare lige" komme forbi en ven, jeg kan ikke overskue for mange ukendte mennesker eks. til en fødselsdag, og har en meget markant grænse for hvad jeg magter på en dag. Alt sammen fordi jeg ikke kan finde ud af mine egne grænser. Det er væmmeligt. 

Pudsigt nok bli'r det en smule mere væmmeligt efterhånden som jeg har fået det bedre, fordi jeg nu begynder at kunne kende mine egne mekanismer, og se hvor det går galt. 

Derfor har jeg besluttet: Jeg vil følges med mig selv! For som Dawna Markova har skrevet: "At blive ven med mig selv betyder at blive et tilflugtsted til og for mig selv, så jeg kan blive det for andre også."

Jeg vil gerne være noget for andre. Men kun hvis jeg selv kan være med. 

Hvis du ved hvordan du følges med dig selv - så pas på det! Bliv ved med det. Har du venner, der som mig, ikke ved hvor de selv er, så klap dem på ryggen, vis dem lidt omsorg - send et kort eller en blomst. Lav aftensmad til fryseren eller tilbyd at hjælpe med rengøringen eller græsplænen. Praktisk hjælp er guldværd - og er brugbar meget længere tid end det sikkert er til at forstå når man har det godt.