Som opfølgning på sidste post må jeg så stille spørgsmålet: Hvordan følges man af med én som er lettere uberegnelig? Louise skrev som kommentar at når jeg regner ud hvordan man følges med sig selv skal jeg give hende et praj. Er der andre, der ved det må de også gerne sige til her! Jeg tror nok jeg har fundet ud af at det handler om at lytte efter sin mavefornemmelse/sit hjerte/sin dybeste længsel - også rette sig efter den. Ikke bare lægge mærke til et lille stik, og så glemme atlt om det, men at turde styre efter det.
Det, der bl.a. gør det svært at være stresset og/eller at have en depression er at man er lettere uberegnelig. Jeg kan have én meget bestemt mening om hvad jeg gerne vil, for så når det nærmer sig at mærke at ups! nej, det går ikke! Eller pludselig som ud af den blå luft blive træt og få nok. Ikke nok på en "nu-tager-jeg-mig-lige-lidt-sammen-så klarer-jeg-nok-den-næste-time"måde men nok på en "nu-er-det-nok-jeg-kan-ikke-mere-og-vil-hjem-og-være-for-mig-selv-NU!"måde. Hvilket er meget irriterende og svært at styre.
At jeg er glemsom og har sider, som jeg ikke er stolt af ved jeg godt - jeg vil bare gerne glemme det! :-) Det er bare som om de lige nu er meget tydeligere. Måske fordi jeg er nødt til at lære at holde af mig selv med hud og hår - og trælse træk. Der er bare det ved det at der lurer en lille tvivl et sted: Hvad nu hvis dem, jeg gerne vil skal kunne lide mig, ikke kan lide mig hvis jeg indrømmer hvordan jeg faktisk også er? Hvis jeg nu indrømmer at det tilsyneladende er sådan jeg er og ikke er en fejl, vil de så stadig holde af mig? Og hvis der er risiko for ikke at blive holdt af hvis jeg indrømmer det, er det så bedst at lade være med at indrømme at jeg er glemsom til det pinlige, rodet, selvoptaget og usikker?
Jeg tænker det måske er derfor nogen mennesker trækkes til bøn og liv i ensomhed - fordi det hos Gud er sikkert at indrømme sine fejl og mangler, men er lidt mere risky i almindeligt liv. I hvert fald er man lidt skrøbelig sådan når noget nyt bryder frem. Det er som ned de små spirer de er sikre som frø, men så snart de bryder frem i en spire og får kimblade, så kan de ødelægges, trampes i stykker og blive til ingenting....
... og alligevel gør de det så snart der er vand og lys. For det er jo frøets mening: at spire og blomstre. Uden dét er det ikke i live. Hele magien i et frø er jo at man ved der ligger liv gemt derinde, som bare venter på at bryde frem....
Måske lige sådan med mig og dig. Det er måske er det skrøbeligt at være ærlige for os selv og andre - men måske findes der ikke rigtigt liv uden?!
Og sådan nogen små bløde, skrøbelige spirer, de kan bryde gennem asfalt og engang har jeg set en film, hvor man lagde en glasplade over spirerne og satte et kilo-lod ovenpå. Da filmen blev spolet hurtigt, kunne man se, hvordan spirerne løftede det tunge lod med deres enorme kræfter.
ReplyDelete- Det er bedst at være sig selv. Så falder man ikke så let ud af rollen. Du er dejlig, som du er! Anne med det hele! Og tak for besøget.
Tak, Charlotte. Det var rigtig dejligt at være på besøg hos jer! Jeg vil huske den med ikke at falde ud af rollen - det er rigtig godt skrevet :-)
ReplyDeletenogle gange møder man modstand i livet, man bliver tvunget til at stoppe og og vende blikket indad, og det kan være svært, når man er vandt til at tænke på andre og deres behov, samt at pleje relationer så disse ser et godt billede af dig..
ReplyDeleteNår man ikke er vandt til at pleje sine egne behov men andres, så er det en voldsom oplevelse, og en svær opgave man blive stillet overfor.
man bliver tvunget til at ryde op i sin vennekreds, nogle kan ikke klare at forholde sig til at det ikke mere er dem det drejer sig om..
Når du har lært at tage hensyn til dig selv først, så er du på den rigtige vej.
Du skal leve dit liv, du skal ikke leve for at behage andre. Det er meget svært, men udviklende..
Det var sådan jeg havde det, og jeg er kommet ud på den anden side som en person, der tildels har livevægt mellem at være der for andre mennesker og være der for mig selv
men søde anne vi kender dig jo allerede og ved godt at du også har fejl, og jeg holder i hvert fald stadig meget af dig uanset hvad... det er jo sån det er at være menneske...
ReplyDeleteog ja tjeck på den med mavefornemmelsen, nu mangler det med at turde følge den, HVER GANG, så bare lige :)
knus
...og sån det er at have venner.
ReplyDeletede mennesker man VÆLGER at lukke ind i sit liv og lade blive der, har jo alle deres små "særligheder"(det er ikke det ord jeg vil bruge men kan ikke lige komme i tanker om det rigtige. -specialiteter? narj vist heller ikke, så du må nøjes med det første:)). -og det er jo også pga. det, at de får lov at blive. -fordi de ligesom man selv har små skønhedsfejl, det er jo det, der gør det hele til at "holde ud" :)
ih en masse ord, men jeg håber du forstår min mening :)
Hej Anne sikke et fint indlæg, og jeg tror vi alle til dels har stået der, og kommer til det mange gange i liver, for det er jo livet.
ReplyDeleteSom Louise også nævner, så tænkte jeg, at det der med de fejl, som vi helst bare vil gemme for alle andre, og som vi nogengange selv synes er svære at finde ud af, ja dem er vores nnærmeste helt klar over er en del af os. Vi elsker i livet, også andre ufuldkomne mennesker (der er jo ikke rigtigt andet....).
Tak for at du deler af dine skønne/skøre/farlige/virkelige tanker.
Knus Louise Elling
Tak! for jeres kommentarer!
ReplyDeleteSanne - det kan være meget voldsomt, ja. Og det kan gøre ondt. Men måske kan det ikke være anderledes når man bli'r s så belastet som jeg i hvert fald har været.
Louise Hjort - Tak :-) Jeg holder også af dig. Og forstår godt alle dine ord. Og synes egentlig at det med "særligheder" er et rigtig godt ord fordi det både lyder som noget mærkeligt og særligt, altså både lidt skidt og noget godt!
Louise Elling - Du har nok ret i at det nogle gange er os selv der sidst ser (eller i hvert fald indrømmer) vores fejle. Dem omkring os ser dem nok nemmere som "en del af pakken".
Selv tak fordi I tager imod mine tanker og svarer på dem!
jeg ved ikke hvad det er for nogle fejl. Det er også lige meget. Jeg synes du er skøn og en stor inspiration
ReplyDeleteJeg kender godt behovet for at kravle ind i sig selv og mærke efter - det er et sundhedstegn
udfordringen er at være tro mod det man finder der.
kh Louise AA
Åh hvor er I nogle dejlige kloge piger og nu sidder jeg her ved skærmen og piver fordi I er så gode til at dele ud af jeres "små" og store tanker. Det er fantastisk berigende at læse og jeg håber I husker at dele tankerne med hinanden når I ses for SÅ begynder det at rykke. Jeg kan hilse jer at sige at det ikke nødvendigvis bli´r lettere hen ad vejen men jo mere tingene deles med andre jo mere "almindeligt" og "legalt" det bli´r jo lettere tror jeg det bli´r for de næste - for dem er der helt sikkert nogen af;-)
ReplyDeleteKnus til jer alle
Mor Jane.