To Panodiler

"Giv ham to Panodiler, og så kan du ringe igen om en time, hvis det ingen virkning har haft." Der er ting panodiler ikke virker imod. Sprængt blindtarm, for eksempel. For det viste sig jo, det var det, Duncan havde. Efter at lægerne fra fredag til onsdag havde gået og kigget på hans mave og undret sig over han havde så ondt. Jeg har aldrig før oplevet at stå ved siden af én jeg elsker have ubeskriveligt ondt. Jeg har aldrig før holdt én jeg elsker i hånden, og vidst jeg ingen verdens ting kunne gøre, der ville hjælpe ham betydeligt. Jeg har aldrig før stået hos én jeg elsker og mærke dem miste styrken. Se kræfterne forsvinde og øjnene blive fjerne. Det er angstprovokerende. Det er forfærdeligt. Det er det værste jeg har oplevet endnu.

Nu er han heldigvis på vej tilbage til livet. Han går, han spiser, alle hans slanger bliver lige så stille taget fra ham. Alle de moderne hjælpemidler, der gjorde at han stadig er her. Men eftersom kroppen ikke er mere moderne nu end for 100 år siden, kommer det til at tage tid inden han igen er sig selv.

I dag er det en uge siden han blev opereret. I dag er det en uge siden jeg forstod hvor alvorligt det var blevet. I dag er det en uge siden det vendte.

Mennesker spørger hvor Gud er når det forfærdelig og meningsløse sker. Jeg ved ikke hvor Han var. Men jeg ved Han var der et sted midt i det hele. Jeg ved han sørgede for at jeg var klar og nærværende for Duncan. Jeg ved Han sørgeede for at de rigtige mennesker kom til os på de rigtige tidspunkter. Både sygeplejersker, læger, venner og familie. Og jeg ved det er Guds skyld at livet vender tilbage og gi'r glød i kinderne og styrke i kroppen. "Det er forår, alting springer ud...."