Læs en prædiken

I fredags holdt jeg en prædiken for første gang siden oktober 2010. Det er rigtigt. Altså, at det er så længe siden sidst. Det var en god oplevelse. Dels fordi lejligheden var Kvindernes Internationale Bededag, så kirkerummet var fyldt af venlige kvinder. Dels fordi jeg endelig igen kan tale "indenfor min styrke". 

Med det mener jeg, at den bedrift en prædiken trods alt er, er lidt som at løbe: man kan løbe på en måde, så det passer til ens styrke eller kondition, og man kan løbe på en måde, så man presser sig selv. Løber man "i sin styrke" er man nok træt efter løbet, men man er ikke udmattet. Udmattet bliver man til gengæld af at presse sig selv til at løbe mere, længere eller hårdere end man egentlig er i stand til. På samme måde er det også med at prædike, er det min erfaring. Med de fleste ting, vel i egentlig. 

Men i fredags var det helt som det skulle være. Har du lyst til at læse min prædiken, er teksten her: 

“Lad retfærdigheden sejre”

Kvindernes Internationale Bededag 2. marts 2012

Det var en eftermiddagstime. Jeg sad i vinduesrækken ved bordet foran katederet. Vi havde regning med FP. Jeg kan stadig væk huske hele situationen tydeligt; lyset, stemningen.

Fru P. var havde sort, touperet hår, røde læber og negle. Hun gik altid i høje hæle, så man kunne høre hende komme gående ned af gangen på lang afstand. Hun havde nederdele på, og bar en tung parfume.

Og så var hun en af de lærerer, som fik kontrol over klassen ved at mobbe de svageste: ved at være efter M., som havde så let ved at blive rød i hovedet. A., som var usikker og let blev vred. A., som kom i skole uden strømper og madpakke. 

Denne her eftermiddag var det A., det gik ud over. Jeg kan ikke huske hvorfor. Men jeg husker vreden, der vældede op i mig: vrede over at en voksen behandlede os på den måde, og at hun var led ved en af dem, der i forvejen havde det svært. Jeg blev så vred, at jeg gav mig til at køre mine gummisko frem og tilbage henover vinylen. Det larmede helt vildt! 

FP. vendte sig mod A. - meget vred - “Det var måske også dig?!” 

Og så skete det, der har gjort, at jeg huske epidosen (tror jeg):  Pludselig turde jeg ikke stå ved min vrede, mit oprør, min protest. For jeg var jo gode venner med FP. Jeg var på hendes gode side. Hvis jeg nu indrømmede, at jeg havde lavet lyden i arrig-protest over hendesmobning? Hvad nu, hvis hendes kommentarer og hendes vrede vendte sig mod mig? 

Ofte sker uretfærdighed jo i et skævt magtforhold: en, der er stærk misbruger sin styrke i forholdet til en, der er svagere eller mere skrøbelig. 

Desmond Tutu er citeret for at have sagt: “Det kan ikke lade sig at gøre at være neutral i en uretfærdig situation: Hvis en elefant har sin fod på halen af en mus, og du tier stille, vil musen ikke værdsætte din neutralitet.”

Det er et nærmest tegneserie komisk billede: En elefants store fod på den lille hale af en mus. Men overfører vi det til uretfærdighed i vores samfund bli’r det straks mere alvorligt: for hvordan skal den, der er lille og svag som en mus kunne forsvare sig selv endsige gøre opmærksom på sit besvær, hvis andre ikke hjælper? 

Hvordan ser det ud, når retfærdigheden sejrer? Ifølge Lukas fortæller Jesus, at retfærdigheden ligner en glad kvinde og en søvnig dommer: en, der har givet sig, og én, hvis behov er blevet mødt. 

I følge Habakkuk ligner retfærdigheden tillid: Tillid til at Gud hører mig, hvis det er mig, der bliver behandlet uretfærdigt. 

De malaysiske kvinder lever i et samfund, der er væsentligt anderledes end vores: deres leve standard er lavere, deres position i samfundet er ringere, og samfundet i det hele taget er underlagt korruption og misbrug af stillinger på en måde, som vi ikke kender til i Danmark. (Heldigvis). 

Men kvinderne i Malaysia her samme drømme som os: at deres børn må vokse op og kunne tage en uddannelse, sikre sig en plads i livet og at de selv må kunne leve i fred; at deres stemme bliver hørt og at deres input i familie og samfund bliver værdsat. 

Som mennesker er vi ikke forskellige. 

Og derfor kan man godt bruge eksempler som Irene Fernandez til at tænke over, hvordan vi selv reagerer mod uretfærdighed? Ville jeg have samme mod? Ville du have sammen udholdenhed? 

For mit vedkommende kan jeg dog godt finde det svært at sætte mig ind i at leve i en så svært situation. I verdens fordelingen af goder er det jo os, der er elefanter: Det er os, der lever i en del af verden, der har og bruger største delen af alle ressourcer. Vi kan hjælpe andre mennesker - lande endda - med uddannelse, mad, hjælp ved katastrofer og i forbindelse med krige. Og de krige vi deltager i foregår ikke på en måde, så vi dagligt skal tage stilling til dem eller får dem ind på livet. Med mindre vi selvfølgelig har udsendte i familien eller vennekredsen. 

Jeg ved ikke, om du er en af de mange, som har set eller læst historien “Niceville”, som handler om forholdet mellem afro-amerikanere og euro-amerikanere i 1960‘erne i forbindelse med ophøret af segregeringen. I bogen fortæller forfatteren, som voksede op i et af de områder, der fortsat havde størst segregering efter slavetiden, at det var noget, der var en indforstået tavshed om: alle vidste, at tjenestepigen og chaufføren skulle bruge et seperat toilet - men ingen snakkede om hvorfor. Eller om, hvad de gjorde, hvis der ikke fandtes et ekstra toilet i huset. 

Eller som Jane, en kvinde omkring på 50 år fra Sydafrika, fortalte mig, om den skam, der følger med uretfærdigheden for den, der er med til at undertrykke: Som barn synes jeg bare, vores gartner var irriterende, fordi jeg igen og igen skulle ned på politistationen for at hente ham fri, fordi han var kommer for sent hjem eller havde glemt sin udgangstilladelse. Først som voksen forstod jeg, at det var dybt ubehageligt og farligt for ham. Og hvor ignorant og forkælet jeg selv var. 

Nogle gange tænker jeg på, hvilke undskyldninger jeg finder for ikke at råbe op, når politikere udtaler sig i generelle, fejende vendinger, der fordømmer hele befolkningsgrupper om det så er muslimer, arbejdsløse eller syge. Eller hvordan jeg forklarer mine manglende venskaber med mennesker fra “samfundets bund”? 

Mange historier og film handler netop om dette emne: retfærdighed, og hvordan den sejrer. I filmen “Der Untergang” ser vi bl.a. Hitlers sekretær, som var en ganske ung pige under krigen. I filmens slutning bliver Traudl Junge interviewet, og her fortæller hun, hvordan hun senere i livet, da hun forstod, hvad Hitler havde gjort, undskyldte sig selv med, at hun var så ung den gang. Lige indtil hun hørte om Sofie Scholl: en pige på hendes egen alder, som havde kæmpet mod nazisterne under krigen. 

Da måtte Traudl Junge, Hitlers tidligere sekretær indse, at evnen til at se og reagere imod uretfærdighed ikke kun et spørgsmål om alder: Det handler også om mod, kærlighed og tro på et større perspektiv end her&nu og “mig mod dig”. 

Traudl Junge troede, hun kunne undskylde sine handlinger, sin naivitet med, at hun var ung. Men opdagede at et menneske på hendes egen alder havde truffet de modsatte valg end hende selv - og bødet med livet for det.

Tanken om at ændre uretfærdighed kan virke uoverkommelig. For ofte er uretfærdighed ikke blot tilfældige hændelser eller skæv fordeling af slikken til en børnefødselsdag. Ofte er der tale om korruption, der i sagens natur er skjult, vold, som er truende, fattigdom eller diskrimination, der påvirker hele befolkningsgrupper. Og dem, der undertrykker har ingen interesse i at holde op: narkokartellerne, der skulle stoppe deres forretninger, de, der handler med kvinder og børn eller den, der må slippe en ekstra indtjening pga. korruption. Eller os selv, der må give slip på noget af vores forbrug, hvis alle mennesker i verden skal kunne leve på en bedre standard uden at planeten går helt i stykker af det.

Går man imod uretfærdigheden må man være klar til at få en elefant imod sig. Måske. 

Og derfor er Habbakkuks pointe så vigtig: Hav tillid. Også som den, der må give slip. Vov at have tillid til Gud: at han kender vores behov, at han giver os, hvad vi har brug for. Hav tillid til at Jesus mener det, han sagde, da han sagde: “Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” (Matt. 6)

Jeg ville ønske, jeg havde haft en den tillid dengang tilbage i regnetimen hos FP. Til at stå ved min vrede og mit oprør. Eller til at have vendt mig om til A. og sagt, at det var et forsøg på at hjælpe - ikke at gøre det værre. Men det havde jeg ikke. Og jeg endte med et nølende svar om, at det “måske var mig, der havde lavet lyden”. Hvilket fik flere til at grine og komme med skæve kommentarer - det var ikke en rar klasse. 

Men måske behøver vi ikke gå til frontalt angreb på en hver uretfærdighed vi ser. Måske skal vi istedet tage et lille skridt. Jesus talte om små ting som sennepsfrø, en pakke gær, salt: ting, der tilsyneladende forsvandt, men havde stor indvirkning. Vi kan stille os selv spørgsmålet: “Hvad er det mindste, jeg kan gøre, for at bekæmpe uretfærdighed?” 

Måske er det mindste du kan gøre at smile til kvinden i tørklædet eller manden med det fremmede navn. Måske er det at henvende dig til alkoholikeren på gaden med samme frimodighed, som du ville snakke til enhver anden. Eller det er at sige fra, når der kommer upassende bemærkninger til familiefesten om sortarbejde, racisme eller hvad-ved-jeg. Eller banke på hos en prostitueret. Måske er det mindste at skrive et læserbrev, at blive medlem af en organisation, der arbejder for social retfærdighed. Måske er det at opmuntre et menneske, du ved kæmper med uretfærdighed. 

At hjælpe retfærdigheden på vejen til sejr er ikke indvilklet. Men det kræver mod, som vi kan se fra Irene Fernandez’ vidnesbyrd. Og det kræver udholdendhed/vedholdenhed sådan som med enken, der banker på hos dommeren. Og det kræver kærlighed tillid til Gud, sådan som Habbakuk understreger. 

Vi skal ikke fortvivle, men vide at Gud hører og ønsker at ændrer verden, så alting bliver, som det fra starten var tænkt at være. Amen