Det er ved at være en måned siden jeg lagde løg i jorden. Det er en efterårsting, der hører sig til. En af de sidste aktiviteter i haven, inden efteråret for alvor bliver for koldt til haven og dens arbejde. Jeg kan godt lide det. Det er sådan en enkel handling, der er fyldt med håb. En lille trosbekendelse, kan man vil kalde det.
Løgene bliver lagt i en kold jord, der er ved at lukke ned for vinteren. Men vi lægger det, fordi vi ved, der på den anden side af vinterens mørke og kulde igen kommer forår med sol og varme. De små knolde har de smukkeste blomster inden i sig: knasende sprøde tulipaner og stolt knejsende påskeliljer. Man kan kun se det, fordi man ved, det er sådan.
I fuldkommen tillid til at det igen bliver forår lægger jeg løgene i mulden. Jeg tror på, at vinter igen bliver vendt til sommer, derfor graver jeg et lille hul, sætter løget i for igen at dække det til. Væk er det.
Og alligevel er det ikke væk, for jeg ved de ligger der og venter. Inden i mig bliver den viden til håb for foråret og en frydefuld forventning om det lys, der igen kommer.
Helt konkret - og billedligt talt:-) Også vi glæder os til det igen bli´r forår;-*
ReplyDeleteÅ ja at ligge løg i jorden er noget af det smukkeste vi har. Hele vinteren kan vi så gå og glæde os til den nye skønhed der kommer. Det er så fint!
ReplyDeleteLyset skinner i mørket - og mørket fik ikke bugt med det! Tro, Håb & Kærlighed
ReplyDelete