Skulle du falde over denne blog, så kig hellere forbi på min nye blog www.digogmigogvitro.dk Her blogger jeg om at være mor og om at tro i børnehøjde.
Velkommen til!
24/03/2014
25/01/2013
Kan jeg leve med seks stykker tøj i en måned?!
Kreativitet, taknemmelighed og nøjsomhed er de tre "paraplyer", jeg har sat over 2013. Ved årsskiftet begyndte jeg at skrive en taknemmelighedsdagbog - mindst tre ting fra dagens løb, jeg kunne sige tak for. Egentlig blot en videreførelse af min tidligere praksis med at gennemgå alle dagens gode ting inden jeg faldt i søvn.
Nøjsomhed kommer til at handle om at leve enkelt. Det er en disciplin jeg før har begivet mig ud i, men det er vist en øvelse, man ikke kan gøre for meget. For mig at se handle nøjsomhed ikke kun om at leve med mindre eller bruge det man har mere, så meget som det handler om at ændre ens indstilling til tilværelsen: Jo mere enkelt, jo færre kræfter man skal bruge på de små valg i hverdagen, jo mere tid og overskud er der til alt det virkeligt vigtige.
Et oplagt sted at begynde (for mig) er mit tøj. Det er ikke sikkert du har det sådan, men for mig er det noget, der tager tid og overvejelse næsten hver dag: "Hvad skal jeg have på?", "Hvad passer sammen" og "Hvad er passende i denne sammenhæng?" Dét kombineret med en glæde ved tøj-stile fra sporty sweaters til klassiske pencil nederdele gør, at det kan være en anelse forvirrende at kigge i mit klædeskab - fordi der er så mange valgmuligheder.
Well, det er naturligvis et luksusproblem af rang, at have for meget tøj at vælge imellem. For slet ikke at tale om, hvor åndsvagt det er at bruge krudt på, at købe nyt tøj, som jeg hverken har decideret brug for, eller passer ind i en sammenhæng. SÅ jeg vil lære at opbygge min garderobe på samme måde jeg bygger på min have. Og hvorfor ikke?
I min have kigger jeg på, hvad jeg har, hvor der er huller, og hvad der nu vil passe ind - jeg køber frø, sår og planter efter en overordnet tanke om, hvordan jeg gerne vil have at min have tager sig ud. Hvorfor ikke planlægge sit tøj på samme måde?
I min have har jeg valgt en bestemt stil: Jeg kan ikke både have bede med stram komposition og gentagne mønstre OG have en vild stil med et tilsyneladende frit spil planterne imellem. Jeg kan ikke både have en pyntehave med store staudebede OG plads til frugttræer og salater. Ikke i min lille have i hvert fald. Hvorfor ikke vælge en stil i sin garderobe på samme måde?
Helt i tråd med mig, så har jeg læst lidt på nettet. Så her er nogle sider med idéer til, hvordan man kan gøre sine tøjvalg mere enkle. De kom frem ved at google dels simplicity wardrobe og simple wardrobe:
New York Times har en ret interessant artikel om en shopping-kur, der hedder "sit items or less", som i al sin enkelhed går ud på kun at bruge 6 stykker tøj i én måned. I følge artiklen lægger forbløffende lidt mærke til, at man blot går i ganske få forskellige stykker tøj. Hvilket jo understreger, at hele tøj-dilemmaet højst sandsynligt fylder mest hjemme foran skabet. Det mest skræmmende i artiklen er, at hvor nogen føler sig befriede af at slippe tilknytningen til deres tøj og til forbrug, så er der andre, der får abstinens-lignende reaktioner. Tankevækkende!
Gennem bloggen "Always Well Within" stødte jeg på projekt 333 , der går ud på i tre måneder kun at gå i 33 stykker tøj - jakker, sko og smykker inklusive. Tanken bag dette projekt er ikke bare at rydde op i sit tøjforbrug, men også at tænke over sammenhængen mellem ens eget forbrug og verdens generelle tilstand - selvom det ikke handler om at frustrere sig selv med urimelige krav: Hvis noget er slidt, så afskaf det og køb noget nyt og godt. Her er helt klart et socialt sigte også, og det tiltaler mig. Og så forklarer de ret ned-på-jorden, hvordan man bedst griber det an.
Det er også værd at læse The Minimalist Mom og Tiny Twig Goes Out on a Limbs e-bog om "The No Brainer Wardobe".
Jeg læser videre, rydder ud og overvejer om min faste i år udover kød og alkohol skal handle om tøj. Det kunne da være ret interessant at begræse sit tøjvalg i en periode. Som med al anden faste skal denne slags mådehold jo ikke praktiseres for at fratage sig selv glæde, men for at skabe plads til fordybelse i andre ting. Øvelsen er at frigøre energi og opmærksomhed til mit forhold til andre mennesker, til mig selv og ikke mindst til Gud. Og så skulle det gerne medbringe en taknemmelighed over det, jeg faktisk har. Og det er det værste ved forbrug, synes jeg, at det for mig til at tage så meget for givet. Nej, lad os dyrke taknemmeligheden istedet!!
Nøjsomhed kommer til at handle om at leve enkelt. Det er en disciplin jeg før har begivet mig ud i, men det er vist en øvelse, man ikke kan gøre for meget. For mig at se handle nøjsomhed ikke kun om at leve med mindre eller bruge det man har mere, så meget som det handler om at ændre ens indstilling til tilværelsen: Jo mere enkelt, jo færre kræfter man skal bruge på de små valg i hverdagen, jo mere tid og overskud er der til alt det virkeligt vigtige.
Et oplagt sted at begynde (for mig) er mit tøj. Det er ikke sikkert du har det sådan, men for mig er det noget, der tager tid og overvejelse næsten hver dag: "Hvad skal jeg have på?", "Hvad passer sammen" og "Hvad er passende i denne sammenhæng?" Dét kombineret med en glæde ved tøj-stile fra sporty sweaters til klassiske pencil nederdele gør, at det kan være en anelse forvirrende at kigge i mit klædeskab - fordi der er så mange valgmuligheder.
Well, det er naturligvis et luksusproblem af rang, at have for meget tøj at vælge imellem. For slet ikke at tale om, hvor åndsvagt det er at bruge krudt på, at købe nyt tøj, som jeg hverken har decideret brug for, eller passer ind i en sammenhæng. SÅ jeg vil lære at opbygge min garderobe på samme måde jeg bygger på min have. Og hvorfor ikke?
I min have kigger jeg på, hvad jeg har, hvor der er huller, og hvad der nu vil passe ind - jeg køber frø, sår og planter efter en overordnet tanke om, hvordan jeg gerne vil have at min have tager sig ud. Hvorfor ikke planlægge sit tøj på samme måde?
I min have har jeg valgt en bestemt stil: Jeg kan ikke både have bede med stram komposition og gentagne mønstre OG have en vild stil med et tilsyneladende frit spil planterne imellem. Jeg kan ikke både have en pyntehave med store staudebede OG plads til frugttræer og salater. Ikke i min lille have i hvert fald. Hvorfor ikke vælge en stil i sin garderobe på samme måde?
Helt i tråd med mig, så har jeg læst lidt på nettet. Så her er nogle sider med idéer til, hvordan man kan gøre sine tøjvalg mere enkle. De kom frem ved at google dels simplicity wardrobe og simple wardrobe:
New York Times har en ret interessant artikel om en shopping-kur, der hedder "sit items or less", som i al sin enkelhed går ud på kun at bruge 6 stykker tøj i én måned. I følge artiklen lægger forbløffende lidt mærke til, at man blot går i ganske få forskellige stykker tøj. Hvilket jo understreger, at hele tøj-dilemmaet højst sandsynligt fylder mest hjemme foran skabet. Det mest skræmmende i artiklen er, at hvor nogen føler sig befriede af at slippe tilknytningen til deres tøj og til forbrug, så er der andre, der får abstinens-lignende reaktioner. Tankevækkende!
Gennem bloggen "Always Well Within" stødte jeg på projekt 333 , der går ud på i tre måneder kun at gå i 33 stykker tøj - jakker, sko og smykker inklusive. Tanken bag dette projekt er ikke bare at rydde op i sit tøjforbrug, men også at tænke over sammenhængen mellem ens eget forbrug og verdens generelle tilstand - selvom det ikke handler om at frustrere sig selv med urimelige krav: Hvis noget er slidt, så afskaf det og køb noget nyt og godt. Her er helt klart et socialt sigte også, og det tiltaler mig. Og så forklarer de ret ned-på-jorden, hvordan man bedst griber det an.
Det er også værd at læse The Minimalist Mom og Tiny Twig Goes Out on a Limbs e-bog om "The No Brainer Wardobe".
Jeg læser videre, rydder ud og overvejer om min faste i år udover kød og alkohol skal handle om tøj. Det kunne da være ret interessant at begræse sit tøjvalg i en periode. Som med al anden faste skal denne slags mådehold jo ikke praktiseres for at fratage sig selv glæde, men for at skabe plads til fordybelse i andre ting. Øvelsen er at frigøre energi og opmærksomhed til mit forhold til andre mennesker, til mig selv og ikke mindst til Gud. Og så skulle det gerne medbringe en taknemmelighed over det, jeg faktisk har. Og det er det værste ved forbrug, synes jeg, at det for mig til at tage så meget for givet. Nej, lad os dyrke taknemmeligheden istedet!!
07/01/2013
Tre vise kvinder?!
Helligtrekonger var i går, så egentlig er denne post passé for i år. Meeen.... når nu vi først tog juletræet ned igår, så får I den alligevel...
I nogle år har jeg fulgt med på "The Painted Prayerbook" og Jan Richardson laver nogle meget smukke reflektioner over kirkeårets gang. Bl.a. har hun de sidste år lavet en særlig reflektion til helligtrekonger for kvinder (sorry, guys) fordi der nogle steder i verden er tradition for, at den 6. januar er "Kvindernes jul".
Jan skriver sådan her: "Oprindeligt fra Irland begyndte kvindernes jul som en dag, hvor kvinderne, der ofte bar huslige pligter hele året, tog helligtrekonger som en lejlighed til at nyde en pause og sammen fejre helligdagenes slutning.
Uanset om du har mange eller få huslige pligter, er kvindernes jul et godt tidspunkt at tage en pause fra det, der holder dig beskæftiget og fortravlet i de sidste uger eller måneder. Nu hvor juletiden slutter, er her en anledning til både at fejre med venner men også at tilbringe tid med reflektion, før du igen dykker ned i det nye års pligter."
Uanset om man er mand eller kvinde, er det en god idé ind imellem at sætte særlig tid af til at lade døren gå ind ad istedet for ud af.
Hvis du kunne tænke dig at læse hele reflektionen er den her på en PDF: "The Map You Make Yourself." God fornøjelse!
05/01/2013
Hvem bliver også nogen sinde vant til at begrave et ungt menneske?
"Kom indenfor i varmen", sagde kirketjeneren, da vi kom - fire mand med tårer ned af kinderne og regnen silende ned af nakken.
Indenfor i en fyldt kirke er stilheden til at tage og føle på. Knugede ansigter. Snøften her og der. Blomster hele vejen ned igennem kirken. På kirken en smuk buket med hvide roser og blå blomster.
Præsten sukker tungt, inden han tager ordet. "Præcis sådan føles det at sidde her", tænker jeg. "Først må jeg sige, det er uvant at stå her...." Jeg forstår ham godt. Hvem bliver også nogen sinde vant til at begrave et ungt menneske?
24 år gammel - et menneskeliv, der knap er begyndt at folde sig ud, er ovre.
Det føles så frygteligt tomt. Det må være det, Holger Lissner mener med "den gådefulde stilhed"...
Kirkegården er fyldt med mennesker - ligesom kirken var det. Kan man måle et menneskes værdi? På det, mennesket har udrettet, måske? Måske. Værdien af et menneskeliv kan ikke sættes fast. Men at selv korte - alt for korte - liv har stor betydning og værdi aner man, når ansigterne ved en begravelse er mange, unge som gamle.
"Af jord er du kommet, til jord skal du blive... Af jord skal du igen opstå." Gråd. Knus. Sagte bliver der taget endnu en sidste afsked.
Flaget kommer på hel.
"Men nu er han hos Gud" siger min 4-årige sagligt derhjemme. Jo, det tror jeg. Det håber jeg. Det vil jeg stole på; at vi alle sammen er i Guds hænder om vi er levende eller døde.
Alligevel er sorgen over at miste reel. Og tragedien i, at et menneskes liv kan ende alt, alt for tidligt og forkert er ikke desto mindre dybtfølt. Forhænget mellem her og hinsides er tyndt.
Nogle dage ses det meget tydeligt.
Indenfor i en fyldt kirke er stilheden til at tage og føle på. Knugede ansigter. Snøften her og der. Blomster hele vejen ned igennem kirken. På kirken en smuk buket med hvide roser og blå blomster.
Præsten sukker tungt, inden han tager ordet. "Præcis sådan føles det at sidde her", tænker jeg. "Først må jeg sige, det er uvant at stå her...." Jeg forstår ham godt. Hvem bliver også nogen sinde vant til at begrave et ungt menneske?
24 år gammel - et menneskeliv, der knap er begyndt at folde sig ud, er ovre.
Det føles så frygteligt tomt. Det må være det, Holger Lissner mener med "den gådefulde stilhed"...
Kirkegården er fyldt med mennesker - ligesom kirken var det. Kan man måle et menneskes værdi? På det, mennesket har udrettet, måske? Måske. Værdien af et menneskeliv kan ikke sættes fast. Men at selv korte - alt for korte - liv har stor betydning og værdi aner man, når ansigterne ved en begravelse er mange, unge som gamle.
"Af jord er du kommet, til jord skal du blive... Af jord skal du igen opstå." Gråd. Knus. Sagte bliver der taget endnu en sidste afsked.
Flaget kommer på hel.
"Men nu er han hos Gud" siger min 4-årige sagligt derhjemme. Jo, det tror jeg. Det håber jeg. Det vil jeg stole på; at vi alle sammen er i Guds hænder om vi er levende eller døde.
Alligevel er sorgen over at miste reel. Og tragedien i, at et menneskes liv kan ende alt, alt for tidligt og forkert er ikke desto mindre dybtfølt. Forhænget mellem her og hinsides er tyndt.
Nogle dage ses det meget tydeligt.
04/01/2013
Taknemmelighed Kreativitet og Nøjsomhed
 |
Se denne Wordle i fuld størrelse her:
http://www.wordle.net/show/wrdl/6202324/2013_as_I_hope_it_to_be
|
Taknemmelighed - Kreativitet - Nøjsomhed
Jeg ønsker at styrke min sans for taknemmelighed. Dels fordi det kommer meget naturligt og har gjort det i flere måneder efterhånden som styrken, glæden og tilliden til dagligdagen er kommet tilbage. Jeg vil gerne være bedre til at sætte pris på det, der er mig givet. Jeg vil være bedre til at sige tak og til at påskønne, opmuntre og glæde mennesker omkring mig. Jeg vil gerne glædes over blomster, brød og børn. Jeg tror, taknemmelighed styrker glæden, tilliden og gør det lettere at være tilfreds.
Kreativitet hænger også sammen med glæden - og med sanselighed. Det er både musikken, hjemmebagt brød og marmelade, tegning og strikketøj. Kreativitet er fantasi og leg - det er et mødested for mig og andre, for mig og mig og for mig og Gud. Jeg vil gerne kunne spille bedre på harmonika, klaver - anything. Og min 5 år gamle højskolesangbog trænger til rigtigt at blive taget i brug. Ligesom mine akvarelfarver ikke rigtigt er kommet i sving.
Kunne jeg blive mere nøjsom, ville jeg også være mere tilfreds, tror jeg. Der findes vist kun to måder at komme grådighed til livs på: den ene er at anskaffe sig mere, den anden er at være tilfreds med mindre. Jeg vil læse Richard Fosters "Freedom of Simplicity" igen og Gretchen Rubins "Projekt Lykke". Rydde op i skabe og skuffer og forsøge at blive bevidst om forskellen på "nice to have" og "need to have". Hvem ved - måske kan jeg på den måde blive endnu mere taknemmelig, for alt det jeg har?!
Vi får se. I hvert fald er du velkommen til at følge med. Har du mål, fortsæt eller håb for 2013?
27/11/2012
Jeg turde ikke se det
Jeg så ikke TV2s udsendelse "Mercy mercy" om adoption i går. Jeg turde ikke. Var simpelthen bange for at få alt for ondt i maven over, hvor slemt nogle små mennesker har det her i verden. Og fordi debat om adoption kommer tæt på - for var det ikke for international adoption, lå der ikke en dejlig dreng og sov fredeligt i sin seng her hos mig...
Det er godt, vi undersøger forholdene omkring adoption. Ikke bare den virkelighed der er, når/hvis et barn modtages af en familie i Danmark, men sandelig også det, der foregår for at undgå at barnet nogensinde skal bortadopteres fra sin oprindelige familie eller sit land
Det er vigtigt, at vi sikre børn de bedste betingelser, for barndommen er med til at tegne resten af vores liv - uanset om vi vil det eller ej. Og det er et svært vilkår at blive adopteret - lige gyldigt hvordan vi vender og drejer det, er det adskillelsen fra de oprindelige forældre et svigt for barnet.
Hvad jeg synes er interessant, når jeg sådan lukker lidt ned for mine egne mor-følelser, er, hvordan det kan være, vi bliver så forargede over børns vilkår i forbindelse med international adoption, når vi tilsyneladende ikke har den samme forargelse på børn født på dansk jords vegne? AC Børnehjælps direktør Margrethe Primdahl skriver i en kommentar til TV2 dokumentar: "I udgangspunktet anser AC Børnehjælp længerevarende institutionsanbringelse som en rettighedskrænkende foranstaltning overfor de fleste børn." (Undtagelsen er de børn, der er så skadede at de ikke ville kunne fungere i en familie.) Dels er det en vigtig pointe i forbindelse med international adoption. For for mange børn er alternativet til international adoption en opvækst på et børnehjem eller i en plejefamilie. Og at prisen for de fleste børn er højere ved at leve som institutionsbarn eller anbragt barn er højere, end at blive adopteret af en permanent familie, er der vist generelt ingen tvivl om.
Men når det gælder børn født i andre lande end Danmark, så gælder det vel også her?! Børn født på dansk jord, har det vel også bedst og bliver mindst traumatiseret af at blive adopteret af permanente familier? Hvordan kan det så være, at vi er så hurtige til at se på forholdene omkring adoption, mens vi tilsyneladende accepterer at danske børn må have lov til at leve i familier og under vilkår, hvor vi sætter forældre med manglende forældrevnes rettigheder højere end barnets tarv? Hvordan kan det være, vi vil have myndigheder i andre lande til at tale med forældre om bortadoption, når deres resourcer eller forældre-evne ikke rækker til at give barnet et liv uden varige mén, når vi herhjemme ikke vil operere med tvangsadoption? Og så har vi knap taget hul på debatten omkring fertilitetsbehandling og de etiske faldgruber, der er i den forbindelse.
Manner! Det er ikke let. Hele området omkring adoption er komplekst. Derfor er det også nødvendigt med dygtige organisationer som AC børnehjælp og politikere, der vil sætte sig grundigt ind i stoffet og handle efter det, kloge mennesker råber op om, er nødvendigt.
Én ting som gør adoption komplekst er, som Margrethe Primdahl også skriver om, adotionstrekanten. (Og nu hvor vi alle sammen har lært ord, der hører til i fertilitetsbehandlingens verden, så lad os lære nogle adoptionsrelaterede ord også!) Adoptionstrekanten lever vi i hver dag. Selvom vi aldrig har mødt Samuels oprindelige forældre og måske aldrig kommer til det. Ikke desto mindre er det en realitet at de findes, og at de er vigtige også for os. Har du lyst til at læse om mine tanker om mit barns biologiske forældre kan du læse det her: "Min søns mor"
Det er godt, vi undersøger forholdene omkring adoption. Ikke bare den virkelighed der er, når/hvis et barn modtages af en familie i Danmark, men sandelig også det, der foregår for at undgå at barnet nogensinde skal bortadopteres fra sin oprindelige familie eller sit land
Det er vigtigt, at vi sikre børn de bedste betingelser, for barndommen er med til at tegne resten af vores liv - uanset om vi vil det eller ej. Og det er et svært vilkår at blive adopteret - lige gyldigt hvordan vi vender og drejer det, er det adskillelsen fra de oprindelige forældre et svigt for barnet.
Hvad jeg synes er interessant, når jeg sådan lukker lidt ned for mine egne mor-følelser, er, hvordan det kan være, vi bliver så forargede over børns vilkår i forbindelse med international adoption, når vi tilsyneladende ikke har den samme forargelse på børn født på dansk jords vegne? AC Børnehjælps direktør Margrethe Primdahl skriver i en kommentar til TV2 dokumentar: "I udgangspunktet anser AC Børnehjælp længerevarende institutionsanbringelse som en rettighedskrænkende foranstaltning overfor de fleste børn." (Undtagelsen er de børn, der er så skadede at de ikke ville kunne fungere i en familie.) Dels er det en vigtig pointe i forbindelse med international adoption. For for mange børn er alternativet til international adoption en opvækst på et børnehjem eller i en plejefamilie. Og at prisen for de fleste børn er højere ved at leve som institutionsbarn eller anbragt barn er højere, end at blive adopteret af en permanent familie, er der vist generelt ingen tvivl om.
Men når det gælder børn født i andre lande end Danmark, så gælder det vel også her?! Børn født på dansk jord, har det vel også bedst og bliver mindst traumatiseret af at blive adopteret af permanente familier? Hvordan kan det så være, at vi er så hurtige til at se på forholdene omkring adoption, mens vi tilsyneladende accepterer at danske børn må have lov til at leve i familier og under vilkår, hvor vi sætter forældre med manglende forældrevnes rettigheder højere end barnets tarv? Hvordan kan det være, vi vil have myndigheder i andre lande til at tale med forældre om bortadoption, når deres resourcer eller forældre-evne ikke rækker til at give barnet et liv uden varige mén, når vi herhjemme ikke vil operere med tvangsadoption? Og så har vi knap taget hul på debatten omkring fertilitetsbehandling og de etiske faldgruber, der er i den forbindelse.
Manner! Det er ikke let. Hele området omkring adoption er komplekst. Derfor er det også nødvendigt med dygtige organisationer som AC børnehjælp og politikere, der vil sætte sig grundigt ind i stoffet og handle efter det, kloge mennesker råber op om, er nødvendigt.
Én ting som gør adoption komplekst er, som Margrethe Primdahl også skriver om, adotionstrekanten. (Og nu hvor vi alle sammen har lært ord, der hører til i fertilitetsbehandlingens verden, så lad os lære nogle adoptionsrelaterede ord også!) Adoptionstrekanten lever vi i hver dag. Selvom vi aldrig har mødt Samuels oprindelige forældre og måske aldrig kommer til det. Ikke desto mindre er det en realitet at de findes, og at de er vigtige også for os. Har du lyst til at læse om mine tanker om mit barns biologiske forældre kan du læse det her: "Min søns mor"
05/11/2012
Dejlig søndag
Dagen derpå kommer her to billeder fra gudstjenesten i går. Det var lidt af en fest - 6 mennesker ønskede at blive optaget i menigheden. At blive medlem i Metodistkirken er nemlig ikke noget man "bare" bliver - forstået på den måde, at det ikke sker automatisk, eller blot fordi man kommer til gudstjeneste, gospelkor eller legestue med sit barn. Ikke fordi det er svært at blive medlem; man skal kunne svare ja på, at man tror på Jesus som sin frelser og at man vil bakke op om kirken bl.a. med sit nærvær, sine bønner, sine penge og sine evner - hvordan den enkelte så end gør det.
 |
| Duncan leder bønnen for de nye medlemmer, inden han lyser velsignelsen over hver enkelt af dem. |
Jeg kan godt lide, at ingen bliver medlem uden at vide af det. I Danmarks største kirke sker medlemsoptagelsen gennem dåben, og for mange er det noget, de aldrig tager aktivt stilling til. Vores børn er naturligvis også tilknyttet menigheden, men egentligt medlemsskab må man selv vælge.
Udover medlemsoptagelse var der sang - Maria, der er musikmedarbejder, sang en rørende sang på dansk, børnene var glade og mange, der var friskbagte boller bagefter og Duncan holdt en rigtig god prædiken om at leve livet fuldt ud og for Én enestes skyld.
 |
| Samuel møder Dennis for første gang. Meget stort fik han lov at prøve Samuels hjelm - og fik at vide, at "Du skal ønske dig en, som passer dig." |
... De sidste par indlæg har handlet om kirke. Det kommer de næste ikke til. Måske lidt twilight. Måske noget om en ko. Og nogle bøger.
Subscribe to:
Posts (Atom)
