Hvordan ville du reagere på at møde et barn med HIV?

Jeg spørger, fordi jeg selv fik tanken, da jeg forleden var på hjemmesiden for den organisation, vi adopterede igennem. En af de ting, jeg godt kan lide ved de danske adoptionsorganisationer er, at de ikke blot føler sig forpligtede for de børn, der skal igennem en adoptionsprocess, men også de børn, der ikke bliver adopteret væk, men som stadig har brug for hjælp, for voksne og for en fremtid. Det gælder naturligvis i ganske særlig grad de børn, som bliver frigivet til adoption, men som så viser sig at være syge med eks. HIV, og som derfor ikke kan få en familie alligevel.

Videoen her fortæller om et projekt AC børnehjælp har i Etiopien.



Men det er jo langt fra kun Etiopien, der har problemer med HIV og AIDS. Det er der desværre rigtig mange (hvis ikke de fleste) afrikanske lande, der kæmper med.

Det er sådan, at de lande, som modtager børn til adoption, som oftest vil have små og raske børn. Derfor bliver afgiverlandet ladt tilbage med syge og handicappede børn. Børn, der jo også har brug for forældre og som trænger til kærlighed. At finde lokale familier til adoption af syge børn er virkelig flot. At det så sker fordi der findes stærke kristne i landet gør mig bare endnu mere rørt og stolt.

Efterhånden sker der det, at der kommer flere modtagerlande, som alle vil have små, raske babyer. Vi Vesten vil gerne have "perfekte" børn. Spørgsmålet for nogen er, som én formulerede det på vores forberedende kursus; "Hvor findes de bedste børn?" Jeg får stadig en mærkelig fornemmelse i maven ved det spørgsmål. Kan børn være gode? Kan nogen være bedre end andre? Nemmere end andre, ja, men hvordan ved man, hvem der får kolik og hvem, der bliver en streng teenager? Det kan ingen vide - uanset hvor hjemmelavet, hjemmebragt eller adopteret poden er.

Fordi der også i afgiverlandende bliver gjort en meget stor indsats for at placere de afgivne børn lokalt - ifølge FNs børnekonvention skal et barn placeres så tæt på dets forældre og kultur som muligt - bliver presset på modtagerlandende for at modtage syge og handicappede børn større. Det sker i takt med, at en sygdom som eks. HIV ikke længere er den dødsdom, som det var for år tilbage. Nogle handicaps er i afgiverlandet alvorlige, men er i modtagerlandene små. Det kan være ganespalte. Det kan være astmatisk bronkitis. Det kan også være, at et barn lider af ørepine, som kræver operation eller en hjertefejl, som vil kunne klares ved operation, men som forældre i et land uden sundhedsforsikringer ikke ville have en jordisk chance for at kunne klare. Disse børn kaldes i adoptionsverdenen "special needs" børn.

Som kommende adoptanter står vi så overfor spørgsmålet: Vil vi have et barn med det, der kaldes "special needs"? Svært spørgsmål. Ingen forælder ønsker sig vel et barn med problemer. Men, nu hvor jeg har gået og tænkt over det siden vores første adoptionsprocess,  så er det jo ikke fordi barnet i udgangspunktet ikke er ønsket, men fordi man ønsker sit barn det bedste. Én ting er muligheden for at få et barn med handicap eller at ens barn kan udvikle en sygdom. Men derfra og til ligefrem selv at vælge det til, er der et stykke, synes jeg.

På den anden side er der børn, som har brug for en mor og en far, fordi de er børn. Og fordi de har særlige omstændigheder, der gør, at de måske i særlige grad har brug for nogen til at passe på dem og hjælpe dem. Og de har også fortjent at få det godt og kærligt.

Jeg ved ikke, hvad vi gør. Hvis jeg ku' ville jeg være mor til dem alle sammen... Men så er man jo ikke mor mere men et børnehjem. Ak ja, etiske overvejelser og hjertesuk er der nok!