Vi har holdt søndag mellem sirener ogs tilhed. Barnet, der ellers plejer at drøne ud af døren, så snart kirkeklokkerne lyder søndag morgen, nægtede at tage tøj på i morges. Han blev ulykkelig, da vi sagde, at nu var det tid til at gå nedenunder. "Nej! Daddy gun'tinte."sagde han bestemt.
Efter et kort blik mellem mor og far blev det besluttet, at barnet kunne få lov til at tusse rundt i nattøj, hvis det var det, han havde brug for. Det var selvsagt mig, der blev oppe sammen med ham.
Så snart beslutningen om nattøjs-dag var givet, begyndte yndlingslegen: Brandmand Sam. Med sirene, slanger, hjelm og det hele. Som en ny feature i dag kom sangen med - i en selv-lavet udgave. Jeg fik lov at sidde i brandbilen og være firegirl. "For du er ikke en mand, mor." Og det har han jo ret i.
Der kunne jeg så sidde med den bog, jeg er i gang med i øjeblikket: "Selv stilheden hører op". Det er en beretning fra Ingrid Betancourt, som i begyndelsen af årtusindet var præsident kandidat i Columbia. Under valgkampen blev hun taget som gidsel af en oprørsgruppe, der holdt hende til fange i mere end seks år. Bogen handler om hendes oplevelser som gidsel dybt inde i Amazonas jungel. Om hendes reflektioner om at være mennesker, om de dynamikker, der findes mellem os, og om, hvad hun gjorde for at fastholde sin værdighed og sin identitet.
Det er en smertelig og spændende bog. Smertelig, fordi det virkelig er sket og fordi, hun temmelig ærligt fortæller, hvordan det er at miste alt håb for fremtiden, ikke selv være herre over så meget som et toiletbesøg og hele tiden at skulle flygte fra dem, der gerne skulle kunne redde hende. Spændende, fordi hun fortæller godt og videregiver oplevelsen af trykkende uvidenhed vældig godt. Den er også spændende fordi Ingrid Betancourt tydeligvis både var og er en reflekteret dame, der brugte tiden i junglen til at holde sig selv fast på de små valg man altid kan tage: at finde glæden i den dybeste ulykke, at række sin fjende hånden, og nægte at opgive sin identitet som menneske.
Det er længe siden, jeg har fået læst i så langt et (relativt) uforstyrret stræk. Det er godt! Stilheden er ikke hørt op i bogen endnu, men Samuels sirener er blevet stille igen. I hvert fald for denne omgang.
Kender du bogen?
Jeg har læst om hende, både da hun var fanget og efter frigivelsen. Og min gode ven Susanne er ved at læse bogen, som hun er noget optaget af.
ReplyDeleteJeg har som Charlotte læst om IB, men ikke bogen. Den lyder som en bog, der er værd at læse.
ReplyDeleteDejligt med brandmænd, som ved, at kvinder skal ha lov til at læse, mens mændene redder verdenen ;-)
Nej, jeg har ikke læst bogen, men takker for din anbefaling.
ReplyDeleteDen kommer på listen.
Og tænk, nu har du prøvet at læse i en brandbil :-)
Charlotte, jeg tror faktisk også, du ville synes, hendes betragtninger er spændende. Hun kommer til stilheden, bibelen, tanken om åndelig udvikling og accepten af at det gode i livet kan være anderledes end det, vi ellers forestillede os, fra dramatisk vinkel, men også en vinkel, som - synes jeg - understreger at det er grundlæggende menneskelige længsler.
ReplyDeleteLene; den er bestemt værd at læse. Det er i hvert fald noget af et indblik i hvordan den menneskelige natur også er. Og så er det altid godt at læse hvad en velreflekteret kvinde skriver! Og ja, den slags brandmænd er gode at have ved hånden!
Losarinas mor; Skriv den endelig på listen, ja. Er stadig midt i junglen, og synes ikke, det kan blive mere trist, Men eftersom kun halvdelen af bogen er læst bliver det det nok. Synes, hendes betragtninger er spændende!
Jeg kender ikke bogen Anne, men kan godt huske kvinden Betancourt og det at hun blev holdt som gidsel i Amazonas jungle, jeg kan sagtens tro at bogen kan fange en, det må være en utrolig hun har at fortælle.
ReplyDeleteI kærlige tanker, god Mandag aften.