Nu skrev jeg om ro i går. Måske var det et udtryk for egen længsel. For selvom jeg kan finde det, så er det ikke udtryk for den grundliggende tilstand i øjeblikket.
Jeg kan afsløre at mangel på søvn, opstart af arbejde og nyt familie liv i det hele taget ikke danner ro på de øverste planer af sig selv. Jeg kan også afsløre, at jeg med manglende søvn i baggagen og et barn, der ikke vil eller kan sove i barnevognen, efter 3 kvarters gang i byens gader ikke bliver det største menneske i verden. I insisterende støvregn og trasken gade op og gade ned en almindelig torsdag aften havde jeg lyst til at forbyde al aktivitet i midtbyen: ingen hyggelig sommerkoncerter i byparken (hvor skal man så gå aften-tur med barnevognen?), ingen is til ungerne og der af følgende diskutioner om is på tøjet, ingen højlydte hilsner og SLET ingen smæk med bildøre eller hoveddøre. Kan I ikke se jeg vil have barnet til at sove?!
Den dybe ro findes måske nok et sted. Vi er blevet familie. Vi har hinanden. Han trives og gør som han skal.
Måske er det en oplagt mulighed for at tage begrænsninger til sig? At lære at være i det jeg er i? Måske en mulighed for at acceptere at jeg ikke kan alt. Og at alt ikke er op til mig. Måske chancen for at komme overens med nullermændendes herredømme i kroge og hjørne, og at vasketøjet altid får det sidste ord.
Måske er det en åbning til en dybere forståelse af at være menneske. En chance for at gribe en smule mere af mysteriet om at Gud selv valgte at blive menneske; med hud, hår, træthed og sult til følge. Måske bliver jeg i sidste ende et mere helt menneske af også at have mærket magtesløsheden, sårbarheden og glæden ved et lille menneske rodet sammen i én pærevælling.
Måske jeg lærer at be' mere helhjertet: Gud, giv mig tålmodighed. Med mig selv og min familie. Giv mig kærlighed og styrke til at leve det, der er mit. Og giv os grin nok til at bære os igennem!
Jeg har nydt at læse begge dine indlæg om ro. Tak, Anne!
ReplyDeleteJeg tror også man kan lære af næsten alt hvad man oplever, men måske er det grundlæggende at lære at man er både-og. Vi får tit fornemmelsen af at nu ved vi ikke rigtigt hvem vi er, hvilke egenskaber vi skal forbinde med os selv, når der dukker noget op os hos os selv som vi ikke lige troede skulle være os. Men vi er det hele, eller rettere: Det hele er i os - og jeg tror godt jeg forstår at du bruger Jesus' eksempel her.
Vi er det hele på godt og ondt Anne, men det drejer sig om at kunne acceptere tingene som de er, at lade sig flyde med, modstand er negativt og nej, vi er ikke perfektionister, det er der ingen der er, der må godt se ud som om der lever mennesker i ens hjem, jeg vil hellere komme på besøg et lidt rodet sted, end et totalt poleret hjem, det virker på mig koldt, det er det livet handler om, hvis du spørger mig.
ReplyDeleteSå når tiden ikke har været til ro, må det gerne kunne ses.
God Weekend Anne.