Om én måned har jeg været mor til denne her lille trold i et halvt år. Det er godt nok gået stærkt, synes jeg. Indtil nu har det været mig, der har haft barsel og været hjemme med ham. Vores arbejde gør, at Duncan aldrig har været langt væk, så vi har f.eks. som oftest spist frokost sammen med ham. De fleste hverdagsaftener har han til gengæld ikke været hjemme.
Når mennesker spørger "Nyder du ikke at have barsel", så siger jeg jo og nikker. Men egentlig er svaret nej - det er bare for svært at forklare altid. Jeg har ikke nydt at have barsel, for nydelse er - som jeg ser det - uden begrænsninger og i hvert fald uden hårdt arbejde. Og det har det ikke været at være på barsel. Det har været hårdt arbejde. Også sjovt og Samuel gør mig glad i maven flere gange hver dag. Men udfordringerne ved at blive familie for os alle sammen, har også trukket tænder ud. Også selv det er dejligt, og det går som det rimeligvis skal, og vi ikke ville være det foruden.
På mandag er det mig, der begynder arbejde efter ferien og Duncan, der bliver hjemme på barsel. Åh suk. Jeg ser sådan set frem til igen at fungere som præst. Der er meget at se frem til: ombygning, flere børn skal døbes, en ung vil være medlem, dejlige arrangementer skal holdes og samtaler skal afvikles. Dét glæder jeg mig alt sammen til. Men jeg glæder mig ikke til ikke at være sammen med Samuel hele tiden!
Kære Anne, hvor er det godt at du er ærlig omkring dine følelser. Alt for mange vil gerne tegne et rosenrødt billede af barsel og det at blive forældre. Sådan er livet jo ikke.
ReplyDeleteI har skullet få en lille dreng til at føle tryghed ved at skifte verdensdel, klima, sprog og meget andet. det er ikke nemt, det er hårdt og det er lykken når de små glæder viser at det er ved at lykkes
Dit billede af en betuttet Samuel i flyverdragt med vanter på står stadig for mig som den bedste måde at illustrere hvordan selv tøjet er en forandring.
Og se så det dejlige billede af ham nu :-)
held og lykke til Duncan med hans barsel og til dig med præstegerningen :-)
Kære Anne, Jeg har netop for 1 time siden sagt; Ja, jeg nyder min barsel, men akkurat som du, mener jeg det ikke. Det er som du skriver hårdt arbejde, men som tiden går bliver det lettere. I går puttede Michael Louie på 7 minutter, hvilket er helt vanvittigt, men dog et tegn på at tiden hjælper os og den lille er er godt på vej - det hårde arbejde betaler sig og så må vi jo nyde senere. Mange knus herfra - Anja
ReplyDeleteLene: Tak. Jeg prøver. Dels for min egen skyld og dels fordi jeg synes, der er så meget lyserødt om det at få børn, som ikke er til at være i! Og det er jo rigtigt, som du skriver, at der har været rigtig mange omstillinger at hjælpe til med. Her er så en anden vi også nok klarer i god stil :-) Tak for opmuntringen - kan mærke det gjorde godt.
ReplyDeleteAnja: Ja, hvorfor er det man så nemt siger "jo jo"? Det er hårdt - og godt. Men svært og frustrerende at se de små have det svært med at skulle være barn i en familie, man selv har ønsket sig længe. Tillykke med rekordputningen!
Kære datter. Det er godt at være ærlig - også omkring det lyserøde barselssnak. Det er hårdt arbedje at få et barn. Det er hårdt arbejde at være familie. Det er hårdt arbejde at være par. Og jeg ku´ blive ved med at finde ting der er hårdt arbejde. Livet er så meget andet end lyserødt. Men hvor er det godt at den lille trold - vores chokoladeknap - også gør dig glad i maven. Det er jo det der gør det hele besværet værd!!
ReplyDeleteHeld og lykke med arbejdet. I ska´ nok klare det. I er - som du skrev for nogle måneder siden - et godt team. Skøn på det. For det er ingen selvfølge.
Mange varme tanker.
Mor/mo-mo
Jeg kan godt forstå at du glæder dig til at komme igang med arbejde igen Anne, det er altså noget andet, også selv om forældre rollen er dejlig.
ReplyDeleteJeg kan forstå at opstartstiden bliver noget hektisk, så det bliver noget af en udfordring.
God aften.
Jeg forstår dig godt - og jeg synes, det er dejligt, du skriver, hvad du føler!
ReplyDeleteSamværet med små børn - biologiske eller adopterede - er benhårdt, når det foregår 24 timer i døgnet (kan godt huske det fra min egen datter). Så det bliver rigtig godt for dig også at få andre input!
Ja det er et dejligt billede og en dejligt glad attitude. Jeg tror Lene har fat i noget: Det store er at man på sæt og vis er den ansvarlige, der skaber en ramme for en barndom. Jeg håber inderligt at i kan komme overens med de følelser, der naturligt vil være vedrørende biologisk ophav, og jeg gætter at der behov for kontakt til familier af anden biologisk oprindelse, så jeres dejlige søn kan se, at der findes mennesker som ham og at I også kan tage den slags situationer med kærlig accept. Min søn har været indlagt på psykiatrisk hospital i flere omgange men har det vist meget bedre nu, træthed og andre ting gør at det ikke er et normalt liv, men det er fredeligt. Han spekulerer ofte over om han virkelig kan være min søn. Det må være noget, der ligger dybt i os allesammen at vi tror vi har nogle forældre, der er nøjagtig mage til os selv. Min søn ligner mig iøvrigt meget, men han kan somme tider begynde at sammenligne hudfarven på vores solbrændte underarme! Det er langt ude og jeg siger til ham at jeg forstår hans følelser og prøver at gelejde ham i den retning.
ReplyDeleteMor: Jeg synes, jeg værdsætter det. Det er jo bl.a. det, der gør man kan grine af sine sære reaktioner på manglende søvn - og som kan gøre en dag til at holde ud :-)
ReplyDeleteMichael: Jo, der er mange, der siger det er godt at komme til at bruge en anden del af sig selv igen. Jeg ved ikke, om det er sådan jeg har det. For jeg synes ikke, jeg har sat hovedet på standby, og voksne mennesker har jeg også set. Men måske viser det sig, jeg faktisk har savnet det uden at vide det :-)
Bente: Tak! Ja, det er hårdt. Det er kommet bag på mig at det er så hårdt og tager så meget af én. Derfor er tanken om også at skulle kunne rume et arbejde nok også svær. Men jo, jeg glæder mig til at få andre in put - og få lov at komme med nogle out puts også :-)
ReplyDeleteDonald: Det gør mig ondt at høre om din søn. Jeg ved fra andre, at adoptionen og det "om jeg hører til" kan fylde i meget høj grad langt op i årene. Mens det for andre tilsyneladende ikke fylder ret meget. Vi er så heldige, at der i den menighed vi er i i Vejle, er hele tre familier med adopterede børn ud over os. Det er noget helt særligt. På den måde får vores børn mulighed for - på mikroplan - at opleve sig som en del af ganske almindelige familier. For sådan er der jo så mange der er.
ReplyDeleteHvordan Samuel kommer til at tænke på, spørge til og have det med at være adopteret og hvordan vi kan være hans forældre er jeg meget spændt på. Tiden må vise os det. Og så håber jeg, at vi har formået at gøre ham så tryg ved os, at vi sammen kan tackle det, der måtte følge med!