Kolik barn?

"I må tænke på jer selv, som hvis I havde et kolik barn." Sådan sagde vores PAS konsulent (Post Adoption Services) da jeg ringede til hende i går, for at få en opfølgning og nogle gode råd angående Samuels fortsatte søvnbesvær. Ikke lige det fedeste at skulle sammenligne sig selv med, efter alt hvad jeg har hørt. For godt en måned siden havde vi en konsultation med hende, som hjalp en del med forståelsen af det lille pus, hans situation og ikke mindst hvad vores adfærd betyder for hans tilknytning til os og hans forståelse af sig selv.

Når man adoptere lærer man en helt masse om tilknytning - altså relationen mellem forældre og barn, eller den samhørighed, som skal eksistere for at  barnet kan udvikle sig sundt og godt. Men som jo i alle adoptionstilfælde ikke findes fra det øjeblik barnet kommer ind i familien. Barnet er fremmed for forældrene, og hvad mere er, er forældrene fremmede for barnet. Her er ingen lugte, lyde eller hjertelyd til at minde om tidligere forhold eller indgyde ro. Alt det kan først begynde, når barnet er ankommet i familien.
Der er selvfølgelig stor forskel på hvordan børn reagerer - og hvordan forældrene gør. Nogle gange forløber alt stille og roligt, andre gange er det voldsomt. Nogle gange varer det kort, andre gange tager det lang tid for alle at falde på plads.

Hos os er det ligenu søvnen, der driller, som jeg også tidligere har skrevet om. To måneder har det nu stået på, og jeg er ved at blive skør af ikke at vide om jeg 1) har noget som helst aften foran mig med Duncan, da det kan tage alt fra en halv time til tre timer at putte Samuel, om jeg 2) bliver vækket en, to eller mange gange i løbet af natten, om jeg kan nøjes med at lægge en arm ud til siden eller om jeg skal op og gå, synge og læse midt om natten, om jeg 3) kan sove længere om morgenen end til lidt i seks og endelig om jeg 4) kan få indhentet noget som helst, når Samuel skal sove til middag, hvor han ind imellem ikke sover andet end en halv time. Det hjalper selv en hel del at Duncan og jeg skiftes til at sove med Samuel. Så i det mindste får man en rimelig nats søvn hver anden nat.

Igår ringede jeg så til vores adoptionskonsulent for at høre om der dog ikke er noget, et eller andet, bar noget, vi ikke har prøvet, som kunne være overset. I et mindre panisk anfald længtes jeg bare efter hvad som helst, da kan få det til at stoppe. Så var det hun sagde, at vi må tænke på os selv, som forældre til et barn med kolik. Et udsagn, der er en hjælp i sig selv, fordi det giver tilladelse for frustrationerne. Og ikke mindst fordi jeg godt kan høre det ikke nytter noget bare at tage sig sammen, så. Hvilket jeg ellers har jeg burde kunne gøre. Nu har jeg jo endelig denne her herlige unge, som er så dejlig og sjov at være sammen med. Jeg har dog aldrig hørt om forældre til et barn med kolik, der bare kunne tage sig sammen!
Så vi må ride stormen af. Og klappe hinanden i hænderne over at det er lykkes os at gøre drengen så tryg, at  han kan få lov til at reagere. At det så går ud over vores nattesøvn er vel en lille pris at betale. Eller noget.
Nogle gode råd til hvordan man hjælper sig selv efter endnu en søvnløs nat?