Jeg kunne ikke selv være med i Tornby kirke i dag. Jeg gav mig godt nok på vej, men jeg var ikke engang kommet til Århus inden mit hoved begyndte at svømme, så jeg måtte melde pas. Desværre. Det er bare en umulighed at sove for lidt og for afbrudt og tro man kan fungere som almindeligt på én gang.
Så da resten af hans familie og venner var til begravelse sad jeg herhjemme med mit strikketøj og sang en salme for mig selv. Jeg kunne lissom ikke andet. Mens tiden nærmede sig begravelsen, var det det eneste jeg kunne tænke på: Nu må mor og far være kommet med morfar. Nu sidder de fleste nok i kirken. Så kan de se hans kiste. Gad vist hvilke blomster, der er valgt. Så, nu starter ritualet. Nu beder præsten nok indgangsbønnen..... Specielt, men godt at kunne tage del i noget vigtigt, om end på afstand.
Salmen jeg sang var "Se, nu stiger solen" som er noget af det smukkeste. Både om livet og døden. Særligt kan jeg godt lide verset:
"Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stlvne imod min grav.
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn."
At min onkel så havde sin gang på havnen det meste af hans arbejdsliv gør den bare mere passende.
Har du i øvrigt nogensinde lagt mærke til, hvordan små minder, man ikke vidste man havde, dukker op igen, når et menneske dør? Det er sket nu både da min mormor døde og nu igen med min onkel. Pludselig kan jeg huske at have været på ferie hos ham og moster; værelset jeg sov i. Stegte, friske fisk på panden og frokost i det lille køkken. Hunden, der var god som dagen var lang, men lidt stor. Det lille hus i haven, der var min onkels og alle de spændende nips ting min moster havde. Ture på havnen og til købmanden ...
Det er som om, sindet helt af sig selv, tager afsked; hiver alle seværdigheder frem, så man kan glædes over dem, og hvorefter de (måske?) flyttes et andet sted hen.
Når jeg holder talen ved en begravelse, slutter jeg altid af med at sige: "Æret været hans minde i blandt os." Formelle ord, som jeg godt kan lide, fordi det jo er sådan det er med minder: de findes fordi vi deler dem med hinanden.
Så hermed: Æret været min onkels minde!
Hvor er det trist, at din onkel er død, Anne!
ReplyDeleteJa, jeg kender også til, at sindet helt af sig selv tager afsked på den måde, du fortæller om. Det var meget smukt at læse, hvad du fortæller ...
Den salme brugte vi også til min mors begravelse, og i situationen syntes jeg den var meget dyster.
ReplyDeleteMen den er også meget smuk, og jeg undrede mig over, at jeg som barn skrålede løs på den, når lejlighed bød sig!
Jeg tror at mange af os som børn ikke lærer døden at kende, overhovedet, og at det er et emotionelt handicap. Det er vigtigt at forstå og tale om det - uden døden forstår man ikke livet helt, efter min ringe mening.
Jeg kender det at små erindringer dukker op og pludselig kan jeg se en meget større mening i disse glimt. Nogle af dem er unævnelige og det er svært at bære, så må man prøve at skrive sig ud af det. Andre er glimt - tilsyneladende uden sammenhæng med de store linier, men enkeltstående øjeblikke, der er smukke som stjernerne.
Tak for salmen Anne. Vi sang den ikke i kirken men andre gode salmer. Og præsten holdt en rigtig smuk tale om Niels. Ikke højtravende og rosende men så mange af os kom til at huske lige præcis hvordan han var. Det fremkaldte ind imellem små forsigtige latterudbrud. Nogle af de minder hun tog frem var også nogen af dem du nævner: ture i haven og på havnen. Friske fisk og hygge i køkkenet. Alt i alt synes jeg det var en smuk afslutning på Niels´ gang på jorden. Så jeg vil gerne til slutte mig din sidste sætning: Æret være Niels´ minde!!
ReplyDelete