16/01/2012

Hver dag hverdag

Hver dag står jeg op. Til hverdag bli'r jeg enten vækket af Samuel eller vækkeuret - de er som regel temmelig tæt på hinanden. 

Jeg spiser morgenmad hver dag. Til hverdag er det mest det samme. I weekenderne laver vi ofte pandekager. Så tager vi os god tid til at drikke the og snakke.

Jeg nyder hver dag følelsen af min bløde pyjamas, det varme vand, den friske smag i munden af tandpasta.

Til hverdag tager jeg en thermokop med the med på køreturen til Kolding. Turen tager omkring en halv time. Jeg lytter til P1 for det meste. 

Når det er hverdag i Kolding, laver jeg en blanding af oversættelse, hjælp med PR og oprydning af et temmelig rodet arkiv. Det er godt at få egne opgaver og alligevel være en del af et større team. Jeg deler kontor med Stefanie. Hun har chokolade til over middag.

Hverdagen byder som oftest på hentning af Samuel. Det er næsten hver dag han ikke vil med, samtidigt med han alligevel har for travlt med at komme ud af døren til at have tid til også at tisse, inden vi siger tak for i dag. Sådan kan man være så ambivalent. 

Hjemme igen er der altid mere the. Jeg er trods alt gift med en englænder. Samuel skal helst se Brandmand Sam hver dag - eller i det mindste Byggemand Bob. Det skifter lidt om det er den ene eller den anden, der er helten den dag. 

Vi skiftes til at lave mad - sådan cirka. Og til at putte Samuel. I dag var det mig. For hverdag betyder også, at Daddy tager afsted igen efter aftensmaden. Så læser vi Postmand Per og be'r aftenbøn. 

Jeg synger altid "Nu går solen sin vej". Det er blevet en af dagens faste holdepunkter. Et lille sted til min egen bøn, mens jeg synger for drengen, der falder i søvn. Til hverdag sover han, inden jeg er færdig med at synge for ham. Nogle gange bli'r jeg siddende lidt bare for at holde ham.

Hver dag slutter i mørket under dynen med at gennemgå dagens gode ting. Dem er der heldigvis mange af hver dag og til hverdag.

5 comments:

  1. Sikke et dejligt taknemmeligt indlæg Anne, det oser af en hverdag i ren nydelse, et dejligt positivt indlæg.
    I kærlige tanker, god Mandag aften.

    ReplyDelete
  2. "Jeg holder af hverdagen - mest af alt holder jeg af hverdagen"!
    Tak for et skønt indlæg.

    ReplyDelete
  3. Sikke en dejlig hverdag hver dag.
    Klem og god tirsdag.

    ReplyDelete
  4. I hvert fald er det min hverdag. Og i øjeblikket kan jeg være helt "høj" over, hvor almindeligt det hele er :-)

    ReplyDelete

Jeg bliver rigtig glad, når der er kommentarer til mine indlæg. Så læg endelig en hilsen, når du har været forbi. Har du ikke lyst til at skrive, så alle kan se det, kan du skrive til mig på annetkthompson (a) gmail.com Fortsat god dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...