Holly Gø Lightly

Nogen går i hundetanker. Det er der sikkert flere, der gør. Men før omtalte nogen spekulerer i at anskaffe sig en corgi. 

Eftersom jeg har sådan én i husholdningen, synes jeg, jeg ville dele lidt ud af mine erfaringer: 

Hunden her hjemme hedder Holly og er en Welsh Corgi af typen Cardigan. De findes også som Pembroke. Holly er lidt usædvanlig i sine farver og aftegninger: hun er sort og hvid, men da de ikke er regelmæssige i ansigtet, kan hun ikke bruges til udstilling, selvom vi måske nok ku' få lov til at avle på hende. Hun har en stamtavle så lang som hende selv, og det siger ikke så lidt. Hendes mor er dansk og ræverød. Hendes far var vist fra Australien, og hun er lavet et eller andet sted i forbindelse med en udstilling i England. Hun passer perfekt ind i vores inernationale familie ;-) 

 Corgi'er er dejlige hunde. Jeg har hørt dem beskrevet som "en stor hund med små ben", fordi de har en stor hunds mentalitet, men kun meget små ben. Den lange krop med de små ben skyldes eftersigende deres oprindelse som hyrdehunde: I de walisiske bjerge blev de brugt til at hyrde køer, som de napper i haserne. Når en ko sparkede bagud, skulle hunden var lav nok til ikke at blive ramt. De fleste små corgier skal vænnes af med at nappe én i hælene; særligt børn kan godt blive udsat for en omgang hyrden med venlige nap i benene. 

Hyrdenaturen viser sig, synes jeg, særligt på gåture, hvor man måske ikke følges af; hvis man nu er en større flok, der går sammen, og deler sig i mindre grupper, så kan den lille hund blive helt forvirret af at løbe frem og tilbage og holde øje med, hvor alle befinder sig.

Nogle corgier er helt tossede efter børn og selskab. Mine forældres hyler så snart hun ser et barn, fordi hun vil lege. Efter billederne her at dømme, kunne man godt få den tanke at Holly også er meget interesseret i børn: 

Men tag endelig ikke fejl! I ingen af de her sitationer er det Samuel, hun er interesseret i. Det er den pind, hun har placeret for fødderne af ham og Duncan, og som de vel nok kan se skal smides! Børn har ingen interesse. Det har til gengæld pinde af en hver art. Jo større, jo bedre. En god tur bli'r først rigtig god, når hun finder en påj (nordjysk for stor pind). Vi har set hende forgæves, men ihærdigt, forsøge at få mindre træer med sig rundt. 

De fleste corgi'er jeg har mødt elsker at løbe bare for at løbe. De leger ikke som så mange andre hunde, men synes det er kæmåe sjovt at løbe sammen - uanset om det er med en anden hund, et barn eller efter en pind eller bold. 

Som hyrdehunde er de intelligente og nysgerrige. De vil gerne aktiveres og er vældig kloge, men kommer man ikke ud og gå en lang tur en dag, så splitter de ikke huset af af den grund. 

Holly og en diskret pind

 De eneste minusser ved corgien som hund må være at de har tendens til at gø - nogle gange har Holly dage, hvor hun hører ting, ingen andre kan - og som alle skal gøs af. Da vi boede, så hun kunne se ud af vinduet, kunne hun på sådan en dag sidde og smågø, når solsortene landede på græsset. Det er som om, hun har dage, hvor hun er lidt ganven, og derfor må smågø eller mumlende må kommentere alt hun opfanger. 

Derudover har hun enormt tyk vinterpels. Hun har en underpels,så tyk som en lamas, er jeg sikker på. Plus siden er, at det kun er et spørgsmål om tre uger én gang hvert halve år, hvor vi har tæpper på alle gulve.

Næh, corgien kan varmt anbefales for dens vindende væsen og søde udseende. Og så får netop udseendet utroligt mange kommentarer, når man er ude at gå. Mangen en gang er vi blevet stoppet og spurgt, hvad hun er en blanding af: "Der er helt klart noget gravhund/schæfer/labrador i hende, men hvad er resten?" 

Og så skader det jo aldrig at sprede lidt smil, når man kommer gående med en lille hund, der insisterer på at bære træet hele vejen hjem igen.