For godt to måneder siden skrev jeg sådan her for mig selv:
"Min søn er foran. Ikke foran sine jævnaldrende, dem følges han ret godt med. Han er som man skal være, når man er halvandet år: Han går og løber, og er begyndt at kravle op og ned af al ting. Han er optaget af vand, af mel og jord - og om man kan putte ting inden i hinanden. Han kan sige varm, av, ae ae, mor, Daddy (far er engelsk), bye-bye, slut og en hel masse andet, som ingen andre end ham selv vist forstår. Han har helt styr på, hvor hovedet, øjnene og munden sidder på sig selv og andre. Han ved, hvad han kan lide at spise - og hvad han ikke vil have i sin mund. Han har lært at drikke af et glas uden tud, og han spiser temmelig pænt med ske og gaffel - og kan imponere ved at bevæge kniv og gaffel, som om han kan bruge dem til fulde også.
Nej, den han er foran er mig. Hans mor - og sig selv. For selvom min søn er halvandet år, så har vi kun været familie i knap 4 måneder. Jeg har endnu ikke helt styr på pusletasken eller søvnrytmen endnu. Jeg ved, hvad og hvornår han skal spise, men hvor meget tøj vi skal have med på udflugt, er jeg ikke helt skarp på endnu. Jeg bliver til stadighed overrasket: jo, det er nødvendigt med to sæt tøj til en lille gå tur - der var jo en vandpyt! Han har endnu ikke vænnet sig til at have en far og en mor; nå, kommer I og puster hver gang jeg slår mig?!
At få et barn, der ikke er helt spæd, men derimod godt igang med at udforske verden er i høj fart er en stejl indlæringskurve. Det kræver en del af de små poder både at flytte verdensdel og få forældre. Det samme gælder for forældrene! Piet Hein har sagt at “Forældre kan opdrages til at forstå, men så skal man også have haft dem fra små.” Jeg håber, den lille gut kan nå at “opdrage” mig endnu, selvom han ikke har haft mig helt fra begyndelsen. Min søn er foran, men bare vent - vi skal nok komme efter det! "
Jeg har det stadig sådan. Som om jeg er bagefter, men løber alt, hvad jeg kan, for at indhente hvem-det-nu-er jeg løber efter.
Kloge ord, Anne, for din søn er jo netop i den alder, hvor alt foregår hurtigt, og sådan at skulle hoppe ind som mor, må føles som et hurtigløb. Jeg er nu sikker på, at du nok skal komme med. Ha en dejlig dag, knus :-)
ReplyDeleteSpørgsmålet er om forældre nogensinde opnår det der gyldne overblik? Som mor på 6. år kan det stadigvæk komme som en overraskelse at vi burde ha' haft strømper med. At der altid vil være for lidt med, selvom jeg synes jeg har taget for meget med - og lidt til.
ReplyDeleteJeg mangler stadigvæk at kunne regne ud hvad de vil/gør/er på vej til af ulykker.
Til gengæld har jeg regnet en ting ud: de er selvstændige mennesker som jeg aldrig kommer til at forstå. Nogen gange forstår jeg end ikke mig selv... og det er vel en form for indsigt?
Jeg tror faktisk at der er voksne der tror at de ikke kan lære mere, men det har du da lige modbevist Anne, vi bliver aldrig færdig med at lære og at udvikle os, det er en livslang proces, men jeg ønsker dig alt muligt held og lykke med forehavendet Anne.
ReplyDeleteGod weekend.
Anne, jeg har prøvet at skimme alle dine indlæg da de blev indlæst i min feedlæser, og jeg er stadig ikke færdig med at prøve at forstå hvordan det mon må være at være i jeres families sted. Jeg er sådan set fuld af beundring; hvis jeg ikke havde fået mulighed for at vokse med opgaven da jeg fik mit første barn, men skulle være begyndt ved 14-måneders-alderen, så forestiller jeg mig det havde været MEGET svært.
ReplyDeleteMen når jeg læser her, kan jeg simpelthen genkende så meget - også det ikke at vide hvor meget tøj man skal tage med ud, fx. Man prøver hele tiden at konkludere at nu er det sådan og sådan med ens barn, og næste dag er det forandret. Man løber altid bagefter som forælder, egentlig, tænker jeg, fordi man er vidne til (og ikke skaber af) en tilblivelsesproces. Og det er stort - at man aldrig rigtigt har styr på tingene kan man bare prøve at grine af og gemme historier om til konfirmationstalen, tænker jeg.
;-)
Åh ja. Du er bagefter:-) men hvor er det et skønt mål du har foran dig: En aldeles herlig lille gut som - nok ikke til nogens overraskelse - også overrasker sin mormor!! Han er helt fantastisk og han har frygtelig travlt. Jeg imponeres til stadighed over at vores krop er så klogt indrettet at det vi ikke har nået som små det kan vi indhente senere hvis vi får muligheden!! Og den har han fået og nyder i fulde drag. Han er en klog lille fyr der er ved at indhente det han har forsømt - og alle vi andre - hans forældre inklusive - kommer stormende bagefter. Du når det nok heller aldrig som vi heller ikke gjorde. Pludselig kommer han hjem og har fundet "hende" og du opdager at han er blevet voksen!!! Så nyd du endelig at løbe der bagved og se hvad der sker;-*
ReplyDeleteDu er ikke den eneste, der er bagefter. Jeg tror bare altid mødre og fædre er bagefter :) Jeg føler også jeg halser bagefter for det går bare så super stærkt helt sikkert må det være en endnu større udfordring når man som I skal hoppe ind midt i en rivende udvikling. -min pointe er bare, at du ikke skal blive fustreret, hvis du om to år stadig føler du er bagud :)
ReplyDeleteI klarer det super godt og I har en vidunderlig lille dreng og jeg er overbevist om, at han sagtens kan nå opdrage dig :) stort knus og god weekend til jer :)
This comment has been removed by the author.
ReplyDeleteKære Anne! Som du kan se, er det sådan at være forælder. Man er altid bagefter, og bliver overrasket over, hvad de NU har fundet ud af - hvor langt de små arme kan række - hvor højt op et barn tør kravle (men ikke selv kan komme ned fra!)osv. Men der er ingen tvivl om, at det er et endnu større gættearbejde at blive forældre til et større barn. Heldigvis har Samuel så fået nogen meget kloge og empative forældre med fantasi og kærlighed. Og I har da fået den dejligste lille dreng! Ses vi på et eller andet tidspunkt?
ReplyDelete