Jeg har det med motion omtrent, som jeg har det med bøn: I bund og grund holder jeg af det: jeg kan mærke det gør mig godt, det hjælper mit humør og jeg holder mere af mig selv, når det regelmæssigt står på programmet.
Alligevel er det med motion som med bøn: ind imellem er rytmen og regelmæssigheden svær at få øje på! Og her mener jeg ikke den daglige gåtur, haverunden eller den samtale, som finder sted mellem Gud og jeg midt i dagens gøremål. Jeg mener den motion og bøn, der er gjort plads til, så andet ikke forstyrrer. Den, hvor fordybelsen er mulig, så der kan komme sved på panden eller ro i sjælen.
Sidste sensommer meldte jeg mig for første gang nogensinde ind i et fitness center. Jeg var slet ikke så sikker på, at jeg ville komme til at holde af det. Men det gjorde jeg. Flittigt brugte jeg mit medlemsskab, og godt gjorde det mig. Ikke bare på taljemålet, men også på energi niveauet, min holdning og min fornemmelse af mig selv.
Men da Tina fra AC ringede en onsdag sidst i januar, at vi skulle være forældre gik min verden i stå. Og for motionens vedkommende ret bogstaveligt i stå. Jeg har ikke brugt mit medlemsskab siden. Det har kunnet mærkes på alle de ovenfor nævnte ting. Længe har jeg kredset om at skulle i gang igen. Det har ikke været så nemt, og har føltes som en overvindelse igen at sætte benene i centret. Hvorfor er et rigtig godt spørgsmål. Et lige så godt spørgsmål som hvorfor det kan være så svært igen at sætte rytmen med tid til bøn og bibel læsning igang?
Måske er det fordi, det kræver energi at løbe en vane igang igen. Måske fordi der i mit hoved eksisterer en forskel mellem mig og alle de andre, der sagtens kan fortsætte i en uendelighed. (Hvilket i den grad er en antagelse, for jeg kan jo ikke se hvor lange deres pauser er). Eller er det fordi bli'r et nederlag, at det overhovedet var nødvendigt for mig at jeg stoppede?
Der er en lille historie om munke, som altid gi'r mig mod på at begynde igen: En munk blev spurgt, hvad munkene egentlig brugte tiden på i klostret? Munken svarede ganske enkelt: "Vi falder og rejser os op igen. Falder og rejser os igen."
Jeg var afsted i fitness centret i går. Jeg var der, jeg svedte og jeg har ømme muskler. Nu kan jeg så bare fortsætte roligt og glæde mig over alt det gode, der er i vente.
Indtil næste gang jeg holder pause.
Jeg synes det er stærkt at du kommer i gang igen her midt i varmen. Klap dig selv på skulderen :-)
ReplyDeleteDet er virkelig en øvelse, at have små børn og passe sine egne rutiner:-) Godt, du er kommet igang igen! Vi LOOPer sammen med vores store børn og deres venner og en del andre fra menigheden. Ind til videre går det fint - men det er jo også sommertid:-)
ReplyDelete@Lene: Tak! Jeg synes egentlig også det er lidt sejt :-)
ReplyDelete@Charlotte: Ja, det skal jeg love for! Det er tæt på næsten umuligt, har jeg opdaget! Det er én af de ting, man nok hører, men som er svær at forholde sig til før det sker! Men men, nu prøver jeg.... Og du har ret: det hjælper bestemt at det er sommertid!
det gælder også fx at løbe meget stærkt for at nå toget...
ReplyDeleteeller skrue op for den fede musik og danse de seje moves med dine børn.
eller anskaffe en løbevogn og tage den lille med på tur. når de blir for store til vognen kan de cykle ved siden af deres smarte mor der løber.
eller inviter jer selv på aftensmad en hverdag om ugen hos nogle, der kan li jeres børn. efter spisetid smutter far og mor i træningscenter eller svømmehal eller måske til vild med dans, mens ungerne får nattøj på og hygger med godnatbøger. efter træning får i putteklare børn med hjem i bilen.
jo jo - og til cirkeltræning har de kravlegård og legerum... har jeg hørt...