Mor og mor

I sidste uge skrev jeg om Samuels mor. Det kom der rigtig mange reaktioner på. Derfor kommer her et uddybende indlæg om emnet:

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er Samuels mor - jeg er ikke i tvivl om min berettigelse til at være det. Strengt taget har jeg flere papire på den juridiske del af moderskabet, end de fleste andre forældre har på deres børn. Jeg føler mig heller ikke truet af, at en anden kvinde har givet ham livet, elsket ham og givet ham fra sig. Dermed ikke sagt at jeg ikke har tænkt meget over det, og sidste uges indlæg var en måde at stifte fred med den kvinde, som også er hans mor.

Og jeg mener også. For det første har vi ikke andre ord for mor end "mor". For det andet har et barn, der er blevet adopteret, altid to sæt forældre (eller i hvert fald to mødre, fordi faren nogle gange er over alle bjerge.) Nogle børn lever med deres første forældre nogle dage eller uger - men andre bor hos de første to-tre-fire år af deres liv, og det var aldrig meningen de skulle andre steder hen. Derfor mener jeg at der er tale om forældre.

Der er forskellige betegnelser, vi bruger om kvinder, der føder men ikke beholder et barn:
Man taler om en rugemor, hvilket nogle af sidste uges kommentarer fik det til at lyde som om Samuels første mor var. Det gør mig meget ubehageligt til mode, for en rugemor er en kvinde, som bruges som prokdukt: Hun har ingen personlig værdi, men er udelukkende interessant og væsentlig, i kraft at hun kan bringe et barn til verden. (Og lad os slet ikke tale om hvad issues børn evt. kan få af at hverdagsmoren ikke selv ville bære og føde dem) En rugemor findes kun fordi nogle mennesker har besluttet sig for et barn og "bestilt" det. Derfor er det under ingen omstændigheder hvad man kan tale om i adoptionssammenhænge: Her er det (uanset hvor meget det kan se sådan ud) ikke tale om rige vestlige mennesker, der bestiller et barn hos en fattig kvinde i et andet land. Derimod er der tale om mennesker forskellige steder i verden, hvis ulykke kan blive den andens lykke.

Så taler man om den biologiske mor. Et udtryk, der udtrykkeligt lægger vægt på at der her er tale om en forbindelse alene gennem det genetiske. Hun har haft med det fysiske at gøre, men ikke mere. Personligt synes jeg, det lyder som noget bent Jørgensen ville sige i en naturudsendelse. Udtrykket i jo præcist nok i og med at føde-moren jo har givet genetisk materiale videre. På den anden side mener jeg, det skærer en stor del af den historie væk, som også er med i hvert fald i en adoptionssammenhæng. I mangel af bedre, er det dog et udtryk, som ofte bruges. Også af undertegnede.

Når forældre, der har adopteret et barn, taler med deres barn om den kvinde, der fødte og måske passede, elskede og legede med barnet i det første stykke tid er det tit med navnet "Afrika/Kina/Columbia-mor": En betegnelse, som tydeligt viser at her er tale om en mor, som var det der, hvor du kommer fra. En rigtig fin betegnelse, som bruges rigtig meget. Også af børnene selv. Når vi ikke bruger det er det fordi, der for mig er en uklarhed i ordet: Hvis hun er mor i Kina og du er det i Danmark, er det så hende, der bestemmer og som vi skal bo hos, hvis/når vi tager tilbage til Kina?

I forbindelse med rejsen til Sydafrika lærte vi en anden betegelse for den familie, som bliver barnets: Forever Family. Altså "For altid familie". En god betegnelse, synes jeg, fordi den giver udtryk for den stabilitet og sikkerhed, der gerne skulle blive barnet til dels det nye sted. Og samtidig anerkender udtrykket den første familie som familie - omend kun for en tid.

Jeg føler mig ikke truet af Samuels mor - hende, der bar ham, fødte ham og ikke kunne beholde ham. Jeg er ked af, at hun ikke kunne beholde ham for hendes skyld, og at han aldrig kommer til at mærke hendes kærlighed for hans skyld - samtidigt med at jeg er glad for at han er hos mig. Smerten over ikke at kunne få et barn er dybtfølt og skærende, og det er egentlig "bare" den, jeg vender om, når jeg tænker på den kvinde, der fødte Samuel: Forestil dig, hvordan det er at have fået det dyrebareste - og så være nødt til at give det fra sig. Den første familie var familie, men kun for en tid. Vi derimod er dem, der altid skal være sammen med ham. Jeg er hans mor, men det var hun også. Hun havde ham kun en lille tid, for hun kunne ikke andet. Men vi har lov til at være hans forever family.