Der er en kvinde i verden. Jeg har aldrig mødt hende og kender hende ikke. Alligevel ser ser jeg lidt af hende hverdag.
Jeg skylder hende min glæde. Og dog er hendes smerte blevet en del af min egen historie.
Der er en kvinde i verden, som jeg altid vil være bundet til.
Ligesom jeg er hun min søns mor.
må Gud bare være med hende - og med jer kære søde lille familie
ReplyDeleteHvor er det bare godt formuleret Anne, det rører ihvertfald noget i mig, men hvor er det dejligt at i kan give sådan en skøn dreng et rigtigt godt indhold i livet, vi har selv en datter i Togo gennem børnefonden, og modtager ind imellem oplysninger om hendes hverdag med skolegang mm.
ReplyDeleteGod weekend Anne.
DU er hans mor. Hun har født ham, ja men det bli´r dig han kalder mor og dig der tager hans opvækst på dig. Vi er hende dybt taknemmelige for den lille perfekte skabning der nu er en del af vores liv - selv om det betyder at han ikke er i hendes liv længere. Vi sender hende en kærlig tanke men al vores kærlighed til jer!!!
ReplyDeleteSå fint du skriver om kvinnan som fött din son! Så fin din lille kille är :)
ReplyDeleteMycket fint inlägg!
Trevlig midsommar!
Jeg synes, det er et meget fint indlæg på k. Men jeg er enig i, at det er dig, der ender med at være hans mor. I det omfang børn overhovedet tilhører andre end sig selv, tilhører de dem, der opdrager, passer, plejer dem og giver dem al den omsorg, de har brug for undervejs.
ReplyDeleteJeg synes dine ord og din takk er ufattelig vakkert! Det er en fin ting at du føler slik takknemlighet til denne kvinnen.
ReplyDeleteSøde kæreste Anne.. Jeg mærker følelserne i dit indlæg.. MEN MEN MEN... der er en kvinde ude i verden der har født denne lille dreng og dermed sat et liv i verden, men DU er hans mor... En mor er ikke en betegnelse man får fordi man har født et barn, en mor er en person som giver omsorg, kærlighed og støtte til barnet og er der i barnets liv.. Anne du er hans mor og ingen anden, du deler ikke denne titel med nogen... Hans biologiske mor er ikke længere hans mor, hun har født ham.. Men hun har en historie som man måske ofte sidder og tænker over måtte være... og hvilke tanker hun måtte have osv.. Men Samuel har kun en mor og det er dig
ReplyDeleteTak for jeres hilsner. For jeres besked om at det er mig, der er Mor med stort M. Sådan mærkes det også - men hende, der er har født ham har vi manglet en titel på. I dag er vi blevet enige om at ordet for mor på zulu (nok) bliver det vi kommer til at bruge: umame. Mange siger "afrika-mor/kina-mor" eller "biologisk mor". Det sidste synes jeg er for klinisk, og det første lyder for mærkeligt - er hun så Mor, hvis man kommer til landet man er fra? Vi har ikke et fornavn på Samuels mor, så det kan vi ikke bruge, men umame giver mening. Synes vi.
ReplyDeleteHvor er det dog smukt, hvad du skriver - jeg bliver meget rørt ...
ReplyDeleteJeg synes Umame er et flot navn til Samuels biologiske mor. Det gi´r hende en form for idenditet og det er godt. Og det lyder heller ikke klinisk. Flot:-)
ReplyDeleteSidder her og bliver helt rørt...
ReplyDeleteAnne, jeg synes det er fantastik flot skrevet og ja i vil altid være Samuels forældre, men et sted i Sydafrika sidder en kvinde som på en eller anden måde vil være en del af Samuel. Jeg synes navnet Umame er flot, da det jo også har en sammenhæng med det sted Samuel kommer fra..
Du vil altid være mor - for det er en livslang vandring i er begyndt sammen. Det, at DU i dagligdagen er den der opfylder hans behov i alle livets aspekter - DET gør dig til mor, om du så har født ham eller ej......Forstår så godt dine tanker. Har selv født 3 børn - men er også plejemor - og her er man altså også MOR - selvom en anden har født barnet. Kærlighed og omsorg afhænger ikke af, om man har båret barnet i 9 måneder!
ReplyDeleteMå jeres lille Samuel give jer fantastisk mange glæder,smil og kram!
Jeg synes, det er et meget smukt og respektfuldt indlæg, du har skrevet om Samuels umame/første mor.
ReplyDeleteJeg er derimod lidt foruroliget over den måde, flere af de kvindelige kommentatorer reagerer på - som om de føler sig truet alene af tanken om, at et adoptivbarn altså har en anden mor (og far, for den sags skyld). Hvorfor nu dette behov for at forsikre dig om, at "du alene er hans mor"? Som om det tog noget fra hans og din kærlighed, at han har to mødre. Det at kalde mor for en "titel" synes jeg personlig heller ikke om, ej ikke bemærkningen ud mellem sidebenene om, at børn "tilhører" den, der opdrager dem og giver dem omsorg.
Ingen mennesker tilhører andre, og ingen bør give børn omsorg for at eje dem. At være mor er at være en ydmyg tjener for et andet menneske, og man kan bare håbe at gøre det så godt som muligt, så de kommer lykkelige ud i livet. At være mor er jo netop det modsatte af at eje; det er én lang frigivelsesproces i kærlighed - når ellers det gøres rigtigt.
Netop derfor sætter jeg pris på dit smukke indlæg, Anne, for det ser jeg som sådan en kærlig åbnen af hænderne, så den lille fugl Samuel, der ligger i dem som i en rede, kan flyve frit ud i verden med sin dobbelte kærlighed til dig og umame. Det har jeg fortrøstning til, at han vil kunne, ubundet af dårlig samvittighed og indre konflikt, netop fordi du viser så megen kærlighed, at du også udbreder den - samt taknemmelighed og respekt - til den kvinde, der har født og mistet ham. Du har forstået, at dette gør jer til søstre - helt modsat den besidderiske indstilling, der mener, det skulle være et indgreb i din "titel", at denne gode kvinde eksisterer.
At elske et barn er også at elske alt, hvad det er og kommer af.
Der er ingen grund til - sådan som flere af kommentarerne antyder - at føle sin moderidentitet truet, blot fordi andre også har bidraget til ens barns eksistens, eller fordi andre elsker ens barn. Tværtimod! Kærlighed er og bliver kærlighed. Og man behøver ikke at være perfekt for at være en god mor - så de forskellige kan godt slappe af og - ligesom den varmhjertede Anne - give hjerterum til umamen, bio-moderen eller hvad de nu vil kalde hende. Det er ikke farligt, og tværtimod at svække kærligheden mellem dem selv og deres barn, vil det styrke den og gøre barnet mere trygt. Fordi barnets følelsesliv (der også inkluderer fostertilstandens bånd med den første mor) anerkendes i sin helhed. Det andet ("kun DU er hans mor") udtrykker jo en regulær fortrængning af en del af barnets historie og virkelighed. Og det er bare ikke sundt. Så Anne, you go girl! Du har fat i sagens, og hjertets, kerne. Dit indlæg siger alt, hvad der kan og bør siges.
Hjertelig sommerhilsen fra Maria.
Sikken et smukt og enkelt indlæg, Anne, Samuels mor i hverdagen.
ReplyDeleteNydeleg innlegg der du viser kjærleiken til guten din og takksemda til henne som har sett han til verda! Eg har nett lese ei bok av den kinesiske journalisten Xinran, Tapte døtre, som handlar om kvifor så mange kinesiske jenter har blitt adopterte til utlandet, ei opprørande og lærerik bok, der små innlegg frå adoptivmødre er med på å understreke akkurat det du uttrykkjer her i innlegget ditt.
ReplyDelete@Madame: Tak
ReplyDelete@Birgitte: Ja, netop.
@Gaia: Nej, du har ret: at være mor handler netop om omsorg, kærlighed og nærvær! Og derfor er der så mange måder at være det på.
@Maria: Tusind tak for din kommentar! Den er jeg virkelig glad for. For det er netop på ingen måder et udtryk for at jeg er usikker på mit eget forhold til Samuel - eller hans til mig, for den sags skyld. Det er bare et udtryk for erkendelse af hvordan det også hænger sammen.
ReplyDeleteOg jeg mener du har helt ret, når du skriver det kan stække barnet at underkende den første del af hans/hendes liv: det er præcis noget af det vi som kommende adoptiv forældre bliver undervist rigtig meget i, når vi er på kursus i godkendelsesprocessen.
Tak! Jeg holder fast i min taknemmelighed iog firbundethed med umame. For sådan er det nu engang!
@Bente: Tak
ReplyDelete@StrikkeBesta: Det lyder som en rigtig spændende bog! Den tror jeg, jeg vil se, om ikke jeg kan få fingrene i!
Ett inlägg som berör mycket...
ReplyDeleteMvh Halina