Jeg turde ikke se det

Jeg så ikke TV2s udsendelse "Mercy mercy" om adoption i går. Jeg turde ikke. Var simpelthen bange for at få alt for ondt i maven over, hvor slemt nogle små mennesker har det her i verden. Og fordi debat om adoption kommer tæt på - for var det ikke for international adoption, lå der ikke en dejlig dreng og sov fredeligt i sin seng her hos mig...

Det er godt, vi undersøger forholdene omkring adoption. Ikke bare den virkelighed der er, når/hvis et barn modtages af en familie i Danmark, men sandelig også det, der foregår for at undgå at barnet nogensinde skal bortadopteres fra sin oprindelige familie eller sit land
Det er vigtigt, at vi sikre børn de bedste betingelser, for barndommen er med til at tegne resten af vores liv - uanset om vi vil det eller ej. Og det er et svært vilkår at blive adopteret - lige gyldigt hvordan vi vender og drejer det, er det adskillelsen fra de oprindelige forældre et svigt for barnet.

Hvad jeg synes er interessant, når jeg sådan lukker lidt ned for mine egne mor-følelser, er, hvordan det kan være, vi bliver så forargede over børns vilkår i forbindelse med international adoption, når vi tilsyneladende ikke har den samme forargelse på børn født på dansk jords vegne? AC Børnehjælps direktør Margrethe Primdahl skriver i en kommentar til TV2 dokumentar: "I udgangspunktet anser AC Børnehjælp længerevarende institutionsanbringelse som en rettighedskrænkende foranstaltning overfor de fleste børn." (Undtagelsen er de børn, der er så skadede at de ikke ville kunne fungere i en familie.)  Dels er det en vigtig pointe i forbindelse med international adoption. For for mange børn er alternativet til international adoption en opvækst på et børnehjem eller i en plejefamilie. Og at prisen for de fleste børn er højere ved at leve som institutionsbarn eller anbragt barn er højere, end at blive adopteret af en permanent familie, er der vist generelt ingen tvivl om.

Men når det gælder børn født i andre lande end Danmark, så gælder det vel også her?! Børn født på dansk jord, har det vel også bedst og bliver mindst traumatiseret af at blive adopteret af permanente familier? Hvordan kan det så være, at vi er så hurtige til at se på forholdene omkring adoption, mens vi tilsyneladende accepterer at danske børn må have lov til at leve i familier og under vilkår, hvor vi sætter forældre med manglende forældrevnes rettigheder højere end barnets tarv? Hvordan kan det være, vi vil have myndigheder i andre lande til at tale med forældre om bortadoption, når deres resourcer eller forældre-evne ikke rækker til at give barnet et liv uden varige mén, når vi herhjemme ikke vil operere med tvangsadoption? Og så har vi knap taget hul på debatten omkring fertilitetsbehandling og de etiske faldgruber, der er i den forbindelse.

Manner! Det er ikke let. Hele området omkring adoption er komplekst. Derfor er det også nødvendigt med dygtige organisationer som AC børnehjælp og politikere, der vil sætte sig grundigt ind i stoffet og handle efter det, kloge mennesker råber op om, er nødvendigt.

 Én ting som gør adoption komplekst er, som Margrethe Primdahl også skriver om, adotionstrekanten. (Og nu hvor vi alle sammen har lært ord, der hører til i fertilitetsbehandlingens verden, så lad os lære nogle adoptionsrelaterede ord også!) Adoptionstrekanten lever vi i hver dag. Selvom vi aldrig har mødt Samuels oprindelige forældre og måske aldrig kommer til det. Ikke desto mindre er det en realitet at de findes, og at de er vigtige også for os. Har du lyst til at læse om mine tanker om mit barns biologiske forældre kan du læse det her: "Min søns mor"