Ydmyghed

Maria spillede og sang solo. 

Gudstjenesten i dag havde kor på næsten alle sangene. Og jo, de havde det ret sjovt også! 

Gudstjenesten i dag handlede om ydmyghed - et ord, som vi bruger til dagligt og i forbindelse med den kristne tro, men som tit får en forkert fornemmelse med sig. 


Jeg prøvede at forklare mig og selv og menigheden, at: 

• - at være ydmyg ikke må forveksles med at blive ydmyget: Bliver du ydmyget er der kræfter udefra, som tvinger dig, som udstiller dig og gør nar af dig eller misbruger dig.
• At være ydmyg er at være jordnær. Det er ikke til at høre på det danske ord, men ydmyg kommer af det latinske humilitas - som har samme rod som ordet jord: humus. Hvilket igen er det ord som menneske kommer fra: Human. 
• At være ydmyg er i den forstand, ikke andet end at vide, at jeg er et menneske. At vide, at du er et menneske, med krop, følelser, intellekt, håb, drømme og begrænsninger. 
• At være ydmyg er at kunne kende forskel på Gud og jeg
• Vores helt naturlige bevægelse som mennesker er at ville op, at ville væk: væk fra det, vi står i. Væk fra nullermænd og sorg. Væk fra konflikter og træthed. Væk, fra det, der er vores. 
• Guds bevægelse er derimod altid at ville ned og ind. Fra det hellige til det almindelige. Fra det åndelige til det fysiske. Fra det uendelige til det begrænsede. 
• Der hvor vi klarest der den bevægelse hos Gud er i Jesus Kristus. Han gik ned - fra himlen til jorden.
• Ydmyghed er at blive i og være i det, der er mig. Og ikke ønske mig langt væk til sandstrande eller andres liv. Eller i hvert fald at stoppe sig selv i det, når jeg opdager, hvad det er, jeg har gang i.  
•  At øve sig i ydmyghed er at øve sig i, at se mig selv med Guds øjne: jeg er Guds barn, jeg er elsket, og Jesus blev menneske for at møde mig. 
• At være ydmyg er en stille kraft, der gør mig i stand til at stå dér, hvor jeg er sat. Og stå ved det. At være ydmyg gør mig i stand til at se Gud, for den han er. Og mig selv for det jeg er. Hverken mere eller mindre

Jeg citerede Lena Bergström som i bogen "At give plads til en anden" skriver at: "Man kan måske endda sige, at ved at søge vores grænser finder vi os selv, men når vi søger efter centrum finder vi Gud."

Og jeg fortalte historien om sangen "Heart of worship" (På dansk: hjertets lovsang), som er skrevet af Matt Redman. Du kan læse historien her og høre sangen her. 

Så kan jeg selv se det: Jeg vifter med armene og ser insisterende ud, når jeg prædiker ;-)