Min morfar er på hospitalet.
Manden er 92, og vi begravede min mormor i maj. De havde været sammen i 74 år, så hvordan ville han mon tage at blive alene - ville han overhovedet overleve tabet af hende? Derfor var der ikke langt til at tanken om, at vi nu også mister ham, da min mor ringede og fortalte, han var blevet indlagt.
Fra at være konfus og ingen mening give, er han igen klar. Han er naturligvis blevet noget svagere efter at have ligget i sengen en uge. Men på en uge har jeg gået fra at være sikker på, at jeg mistede min morfar, og til igen at være rimelig sikker på, at han nok bliver lidt længere alligevel.
Puha. Det er hårdt, når hele følelsesregistret tages i brug! Kender du det?
Heldigvis ser det ud til at han hænger ved lidt endnu. Kampgejst har han stadig:-) Selvom de ind imellem er noget hårde ved ham på sygehuset - syns han i al fald;-)
ReplyDeleteJa, det kender jeg absolut godt! Jeg håber, at han finder energien og livslysten igen.
ReplyDeleteÅh ja, hvor jeg dog kender det - at man kommer hele registret igennem.
ReplyDeleteRigtig god bedring med din morfar.
Mor: Ja, det er en stor lettelse!
ReplyDeleteOline: Jeg tror faktisk ikke, det er lyst til livet, der mangler. Måske mere kræfterne efterhånden.
Gaia: Tak. Man opdager lige hvor langt, der er fra den ene ende til den anden :-)
Det må være frygtelig svært at blive alene efter så mange år, og jeg er imponeret over, at din morfar ser ud til at blive frisk igen.
ReplyDeleteÅh det jeg så ked af at høre! men ja jeg kender det bestemt og det aldrig sjovt, men godt det var den gode side af registret det sluttede på for dig :-) knus og kram til jer
ReplyDelete