Så meget for bedste venner

Som følge af fredagens bogstav og skriveri om Holly har jeg nu set "Marley and me". En sød historie om et ungt par, som vi følger fra de bliver gift til de er forældre til tre børn. Vi følger dem fra de køber labradoren Marley, gennem nye jobs, og ser hvordan de kæmper med de valg, de tager og deres forventninger til hvad livet skal være. Owen Wilson og Jennifer Aniston er, nåja, søde sammen. John Grogan, som er hovedpersonen har skrevet historien om hans kone og han. Så historien er altså et helt igennem almindeligt amerikansk ægtepars historie.

Det er en helt igennem feel good film, som var god at sidde og se med et tæppe om benene. Vi følger familien igennem Marleys 13 år lange liv, og kommer selvfølgelig også til det punkt, hvor Marley bliver syg og skal aflives.

På det her tidspunkt sidder jeg i vores lille hvide sofa, som er det eneste møbel Holly har adgang til. Hun ligger henført ved mine fødder, og snorkbobler. Lige indtil jeg giver mig til at hulke (intet mindre) over Marlys dødsscene og alle familiens minder og kvaler ved at sige farvel. Jeg skal ikke sige mig fri for at bruge det som ventil for andre hulk også, men i det ligger ganske bestemt også tanken om, at en dag, så skal vi stå der med Holly. Så Jeg hulker. Holly vågner, spidser ørene og kigger på mig. Og her tror jeg så at hun vil vende sig om, komme over til mig, puffe til min hånd med sin snude for ligesom at trøste mig. Det har Marley trods alt gjort i filmen for ikke mere end en halv time siden. Men nej! Hunden kigger på mig, ser mærkelig ud i hovedet, hopper ned af sofaen og forsvinder ind i hendes hule.

Ingen omsorg, ingen forståelse, ingen empati. Så meget for at skulle være bedste venner!