Det er en helt igennem feel good film, som var god at sidde og se med et tæppe om benene. Vi følger familien igennem Marleys 13 år lange liv, og kommer selvfølgelig også til det punkt, hvor Marley bliver syg og skal aflives.
På det her tidspunkt sidder jeg i vores lille hvide sofa, som er det eneste møbel Holly har adgang til. Hun ligger henført ved mine fødder, og snorkbobler. Lige indtil jeg giver mig til at hulke (intet mindre) over Marlys dødsscene og alle familiens minder og kvaler ved at sige farvel. Jeg skal ikke sige mig fri for at bruge det som ventil for andre hulk også, men i det ligger ganske bestemt også tanken om, at en dag, så skal vi stå der med Holly. Så Jeg hulker. Holly vågner, spidser ørene og kigger på mig. Og her tror jeg så at hun vil vende sig om, komme over til mig, puffe til min hånd med sin snude for ligesom at trøste mig. Det har Marley trods alt gjort i filmen for ikke mere end en halv time siden. Men nej! Hunden kigger på mig, ser mærkelig ud i hovedet, hopper ned af sofaen og forsvinder ind i hendes hule.
Ingen omsorg, ingen forståelse, ingen empati. Så meget for at skulle være bedste venner!
Årh stakkels Anne!
ReplyDeleteFøler med dig! Det er en meget sød film. Det er ikke et mesterværk, men sådan en der er meget hyggelig at se.. hehe. Men ja den er også lidt sørgelig, specielt når man har hund kunne jeg forestille mig.
Tak for medfølelsen, Sara! Filmen er bestemt ikke et mesterværk - snarere lidt som en god burger og ikke kulinarisk oplevelse. Men det har nu også sin ret! Nogle gange er det bare rart at blive underholdt :-)
ReplyDeleteUha jeg har det svært med film, hvor en hund dør - jeg så en som barn og glemmer det aldrig, den hed vist 'Gamle Gule'. Men det du fortæller om hulk som ventil for andre hulk også kender jeg så godt.
ReplyDeleteTroløse Holly! Der erlidt kat over jeres hund, er der ikke?
ReplyDeleteJO! der er rigtig meget kat over hende :-) Jeg ved ikk hvor det kommer fra.
ReplyDelete