For længere siden end jeg kan huske hvornår, begyndte jeg at rette mine bryn. Jeg kan stadig huske første gang, jeg fik bryn på en klinik, selvom jeg ikke kan huske hvornår det var. Jeg kan huske at det gjode ondt, at jeg var helt rød bagefter, og at det var med en vis lettelse jeg så mig selv i spejlet bagefter. Jeg var afsted med en veninde. Siden da har pincetten og jeg været nære bekendte.
Efterhånden har jeg lært, at jeg øjensynligt har misundelsesværdige øjenbryn. Fordi de er mørke, nærmest sorte, og fordi der er masser af dem.... Tjaeh, sådan har jeg ikke lige opfattet det selv. Med jævne mellemrum (= max en gang om året - nogle gange hver andet) finder jeg så en klinik, hvor de kan gå mine bryn efter og se om jeg gør det helt skævt. I dag var sådan en dag. Jeg skulle have været SÅ smuk..... Det blev jeg så ikke.
Istedet blev jeg fortalt, at mine bryn knækker på den forkerte tredjedel, og så blev jeg sendt hjem med besked om ikke at røre min pincet I TRE HELE UGER!!! "Jamen", udbrød jeg forfærdet og vantro "Det kommer jo til at se tosset ud." (Mens jeg hurtigt scannede min kalender i hovedet: hvor mange gange skal jeg se præsentabel, lækker eller bare velsoigneret ud den næste tid?) Hertil svarer den storsmilende og rare kosmetolog: "Ja, det gør det." (Fedt! hvad skal det så til for?!) "Til gengæld får du fantastisk smukke øjenbryn, når du så har været her igen om tre uger. Det må være motivationsfaktoren." Jo tak. Lidt smigret må jeg være blevet, for jeg gik med til det. TRE UGER! Vær søde ikke at grine for højt hvis I ser mig inden .....
TØ HØ... var jeg nødt til at sige da jeg læste om dine genvordigheder;-) Jeg glæder mig til at se dig på torsdag - og jeg skal nok prøve at holde mig alvorlig:-)
ReplyDeleteKære øjenbrynsveninde
ReplyDeleteJa de sorte strå, er vi ikke altid selv klar over, at andre kan misunde, for det kræver jo sin kvinde at holde dem i skakt... eller helt at lade dem være.
Jeg husker også tydeligt, da vi i vores kære ungdomstid besøgte klinikken i Frh. Men hvornår er heller ikke helt klart for mig. Engang i 8.kl. tror jeg.
Altså kære, rigtig meget held og lykke med at holde fingrene fra pincetten. Prøv ikke selv at kig på meget på dem... måske andre slet ikke vil opdage det... (bortset fra at du selvfølgelig liiiige har gjort de fleste opmærksomme på dit lille værk her på bloggen)
Tak for nogle dejlige oplevelser sammen med dig.
Tak, mor. Det ville være værdsat ;-)
ReplyDeleteKære Louise! Jeg tror du har ret med 8.klasse. Det må i hvert fald have været der omkring! Og tak for opmuntringen.... god idé med ikke at kigge sig for meget i spejlet! Mon det kan lade sig at gøre?! Og selv tak - der er så meget godt!
Kære Anne
ReplyDeleteKender godt til det problem med øjenbrynene og ville selv hade at lade dem vokse i 3 uger. Mine vokser hurtigere end en urskov.
Nu kommer jeg højst sandsynligt ikke til at møde dig de næste 3 uger... Kunne du ligge et billede her på bloggen af før og efter besøget på klinikken?
Haha, det var meget morsomt skrevet, Anne ;O)
ReplyDeleteTænk at have øjenbryn man kan se - jeg er dybt misundelig ... ;)
Kære Hr. og Fru., urskov er et godt billede på det! Jeg blir total imelda marko hvis jeg ikke gør noget..... faktisk havde jeg tænkt på at lave en opfølgnin, så på din opfordring kommer der med garanti én!
ReplyDeleteKære Madame, tak! Selvironi er godt :-) Jo jo, der er da godt ikke at skulle male eller farve eller noget andet, men alligevel. Mindre kunne godt gøre det :
;-)