27/06/2008

Min morfar og Nelson Mandela

Nelson Mandela er blevet 90 år. Det er min morfar også. Men kun en måneds mellemrum. Det er meget forunderligt, synes jeg at min morfars liv spænder det samme tidsrum som et af verdens "store" menneskers. De har levet på samme tid, de er begge mænd, men de har levet deres liv på hver sin side af jorden og på helt forskellige måder. Nelson Mandela har været med til at ændre verden. Han har fejret hans 90 års fødselsdag mere eller mnindre over hele verden med berømtheder. Hans liv har været genstand for stor bevågenhed over hele verden. Min morfar, Ingemann Emil, fejrede hans fødselsdag med hele hans familie i Lendum forsamlingshus. Nelson Mandela har været med til at ændre verdenskortet og vores forståelse af os selv og hinanden. Min morfar har levet hele sit liv i en radius på omkring 20 km. midt i det nordjyske. Og alligevel har han haft indflydelse på mange.
At fylde 90 er en stor ting. Og som barnebarn til en 90 årig har jeg ikke kunnet lade være med at reflektere over min morfars liv og hvad han har betydet for mig. Min morfar og jeg har aldrig delt dybsindige samtaler eller snakket om livets større mening. Alligevel har han betydet meget for hvordan jeg forstår verden. Vi har talt politik, høst og naboer. Vi har løst kryds og tværs'er. Gået ture og gravet kartofler op. Vi har plukket mirabeller og kalket huset. Vi har handlet ind i Brugsen og delt vittigheder. Han har fortalt om krigen og hvordan han mødte mormor. Han har påvirket mig ved at gøre ting sammen med mig - og alle hans andre børnebørn. For vi har altid været velkomne hjemme hos mormor og ham. Ligesom alle andre har været det. Han (og mormor, selvfølgelig) har lært mig at alle mennesker skal bydes velkomne og at der ikke er forskel på folk. De har lært mig at også det 10. oldebarn er det mest fantastiske, ligesom det er ligeså fantastisk når en bliver udlært maskinmester som når en bli'r præst eller sygeplejerske. De har vist mig at man kan leve et helt og fuldt liv med udgangspunkt i det samme hus i 65 år. Og så har de vist at man kan leve med tilfredshed og glæde små kår og sygdom til trods.
Når Morfar dør vil det ikke blive bemærket verden over, som Nelson Mandelas død vil blive det. Men der vil være et dybfølt savn for mange af os han har lært at kalke, grave kartofler op og hilse pænt på alle.

4 comments:

  1. Og bag det med at hilse pænt gemmer der sig en historie om ca. 7 årige Anne, der nægtede at stige ud af bilen da hun var med sin morfar i Brugsen at handle, fordi hun var bange for Poul med det vilde skæg selvom han ville give hende en vanilleis....

    ReplyDelete
  2. Hvor lyder det som en dejlig morfar! Selvom Nelson Mandela er en fantastisk mand der har gjort meget for mange mennesker verden over, så er jeg sikker på at en fantastisk morfar betyder mere for en personligt!
    Man ser op til og anderkender Nelson Mandelas liv og virke, men elsker sin morfar - det gjorde jeg i hvert fald med min!

    ReplyDelete
  3. Jeg tror også det er rigtig vigtigt med en god og kærlig morfar!! Sådan var min nemlig også, og de giver altså en noget med i rygsækken som man ikke kan få hos forældre:)

    Mvh Sara Alsted

    ReplyDelete
  4. Du HAR en dejlig morfar!!! Han er min far og han har også lært mig en masse. Jeg er sikker på at du har betydet mindst lige så meget for din morfar som den modsatte vej rundt. Han er stolt af alle "sine" og han fortæller ofte om hvem af dem der nu har gjort noget fantastisk. Og det er der jo jævnligt nogen der har når den allernærmeste familie tæller lidt over 60 medlemmer!!!
    Og Poul er og har aldrig været farlig:-)

    Knus fra din mor.

    ReplyDelete

Jeg bliver rigtig glad, når der er kommentarer til mine indlæg. Så læg endelig en hilsen, når du har været forbi. Har du ikke lyst til at skrive, så alle kan se det, kan du skrive til mig på annetkthompson (a) gmail.com Fortsat god dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...