Jeg har et brist

Jeg har et brist. Et brist som er tilnærmelsesvist både tilgiveligt og sødt hos mænd, men som hos kvinder - har jeg lært - anses som en smule anstrengende. Jeg kan ikke huske fødselsdage og mærkedage! De hænger simpelthen ikke ved. Der er ganske få fødselsdage jeg uden problemer kan huske. Min egen. Min mors og min brors fordi de kommer i halen af hinanden og altid var i den uge hvor vi startede i skolen igen da jeg gik i folkeskolen. Min fars, fordi det var en af de sidste dage inden juleferien i folkeskolen. Min farmors fordi den ligger dagen efter Sankt Hans. Alle andres har bare svævet rundt i det fri. Først som voksen voksen er det lykkedes mig at holde nogle andres fast. Men selv Duncans fødselsdato flagrer ind imellem.
Jeg har præsteret at glemme en fødselsdag to gange (den samme venindes vel at mærke!), og i panik skrevet en "Jeg er så ked af at have glemt din fødselsdag" til en anden veninde efter at første veninde skældte mig ud for at have glemt hendes fødselsdag. For så at få at vide af den anden veninde at det da var sødt af mig med mine løkønskninger - men "min fødselsdag er først i næste måned, dame!". I torsdags gjorde jeg det igen. Min svigermor ringede sent om aftenen fordi Duncan tidligere på dagen havde forsøgt at få fat i hende. Nej, han er ikke hjemme. Nå, I har været ude at spise? Nå, Yvonne og Alan var på besøg? Hvor hyggeligt. Først ved samtalens afslutning gik det op for mig hvorfor: Hun fyldte 60!
Suk. Heldigvis havde vi i forvejen arrangeret gave til hende. Men sådan er det. At jeg har købt gave eller sidste år fejret nogen betyder ikke jeg husker det et år eller en uge senere. Så: en rundhåndet undskyldning til alle, der føler sig forbi gået. Er det vigtigt så giv mig et vink med en vognstang.
Jeg HAR investeret i en evighedskalender. Men som jeg har erfaret de sidste par uger i flytning og kasser: Sådan en virker kun hvis man læser i den!