14/06/2007

Den historiske prøve

Før selve ordinationsgudstjenesten skal alle ordinander (Sådan hedder det når man er klar til ordination) stilles 20 spørgsmål, hvoraf de 19 går helt tilbage til John Wesley, Metodistkirkens kirkefar. Det er ikke fordi det er spørgsmålsom kun (eventuelle) præster skal svare på - det skal alle metodister vel egentlig kunne. Når de stilles højt og tydeligt til de, der skal ordineres, så tror jeg det er fordi præsterne er dem, der på en eller anden måde er garanten for at det, der er kirkens lære også bliver holdt. Det dur ikke noget at have en præst som ikke er enig i kirkens tro.
Spørgsmålene er som følger:
1. Tror du på Kristus? Det er pædagogisk meget fint at starte med et "let" spørgsmål! JA!
2. Stræber du efter fuldkommenhed? Øh, ja, det mener jeg da jeg gør.
3. Forventer du at blive fuldkommen i kærlighed i dette liv? Av, den er straks værre. Jeg har ingen problemer med at tro Gud er stor nok til at kunne gøre mennesker fuldkomne i kærlighed - altså, at mennesker kan kommer dertil hvor det er kærligheden der er drivkraften og underlaget for alt hvad de gør, undlader at gøre eller siger og tænker. Men at han skal kunne gøre det med MIG - i det her liv. Det er meget stort at tænke på!
4. Stræber du alvorligt efter det? Ja, gør jeg nu også det? Alvorligt, altså? Gør jeg virkelig alt det jeg kan for at være hellig, kærlig og vendt mod Gud?
5. Har du besluttet dig for at give dig helt for Gud og hans værk? Ja, jeg har da tænkt mig at præstetjenesten skal være mit arbejde.
6. Kender du kirkens Almindelige Regler? Det gør jeg, ja. Og synes de er vældig spændende! (Jeg vender tilbage til dem på bloggen...)
7. Vil du holde dem? Igen går spørgsmålet lige til kernen - det er ikke nok at kende gode principper og i teorien være enig med dem. Vil du holde dem?! Jesus sagde noget med at det ikke var nok at høre efter - man skulle også følge efter.
8. Har du studeret Metodistkirkens lære? Ja, det har jeg. Det har alle vel i mere eller mindre dybde, som kommer i kirken, har været til information om medlemsskab, læser til lægprædikant eller andet.
9. Er du efter grundigt studium overbevist om, at denne lære er i overensstemmelse med Den Hellige Skrift? Ja, i hvert fald mener jeg at vores måde at være kirke på er en god udledning af bibelens pointer.
10. Vil du prædike og opretholde den? Ja, det vil jeg da
11. Har du studeret vor kirkes ordning og organisation? Også det har jeg gjort. Men tror nu nok jeg kunne blive noget klogere på den! Kirkeordningen er godt nok tyk!
12. Anerkender du vor kirkeforfatning og ledelsesform? Det her synes jeg er et væsentligt spørgsmål - for hvordan kan nogen lede, eller hvad nytter det vi vælger nogen til at lede os, hvis vi så enten ikke anerkender deres beslutninger, eller ikke respekterer vores egen organisation?
13. Vil du støtte og opretholde den? Så ja, det vil jeg.
14. Vil du trofast undervise børnene? Det vil jeg i hvert fald! Der er ikke meget bedre end det.
15. Vil du gøre husbesøg? Ja, men det er nok ikke min stærke side.
16. Vil du anbefale faste eller mådeholdenhed ved anvisning og eget eksempel? Også det.
17. Er det din hensigt at anvende al din tid i Guds tjeneste? På en måde er det vel det samme som spørgsmålet overover. Først jeg så spørgsmålet stejlede jeg - for hvordan kan nogen bruge al sin tid i Guds tjeneste - men så gik det op for mig at jeg kom til at tænke Kirken istedet for Gud. Og at jeg ikke bruger al min tid i kirken betyder ikke jeg ikke er sammen med Gud. Jeg kan sagtens være sammen med min mand, min familie, gå med min hund, shoppe, være sammen med vennerne, læse eller se tv og tjene Gud samtidig - det handler om indstilling.
18. Har du økonomiske forpligtelser, der kan hindre dig i din tjeneste? Tænk sig at økonomiske forhold skal ind her - det som ellers er så tau for os. Mine penge - eller forbuget af dem - kommer da ikke andre ved?! (Vel gør det så)
19. Vil du iagttage følgende anbefalinger: a) Vær flittig! Vær aldrig uvirksom! Beskæftig dig aldrig med uvæsentlige ting! Sløs ikke din tid bort! Tilbring ikke længere tid end højst nødvendigt på ét sted! Det må handle om et balanceret liv!
b) Vær punktlig! Gør alt til den fastsatte tid! Lav ikke vore regler om, men hold dem, ikke for straffens, men for samvittighedens skyld! Og det må så handle om ikke at få alting til at handle om ens egen måde at gøre tingene på...
20. Vil du højtideligt love at bevare det, der ved skriftemål eller på anden måde er betroet dig under tavshedens ubrydelige segl og under ingen omstændigheder røbe det?

Ak ja, der er mange spørgsmål. Og til forskel for selve ordinationsritualet er der ikke givet nogle nemme lær-udenads-svar. Man skal selv finde frem til hvordan man vil og kan svare! Så ja, det går jeg og tænker over. Praying and pondering.

2 comments:

  1. tak for, at du inddrager os i dine overvejelser. De gange, jeg har hørt nogle besvare de spørgsmål, har jeg forsøgt aktivt at have mit eget hjerte med.

    ReplyDelete

Jeg bliver rigtig glad, når der er kommentarer til mine indlæg. Så læg endelig en hilsen, når du har været forbi. Har du ikke lyst til at skrive, så alle kan se det, kan du skrive til mig på annetkthompson (a) gmail.com Fortsat god dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...