Trumfkortet er en død oldefar

Herhjemme afprøver vi autoriteter for tiden. Hvis nu mor eller daddy siger noget, Samuel ikke er enig i - men ikke føler sig helt stærk nok til at modsige på egen hånd, ja, så hives et trumfkort op af lommen: "Grandma siger godt jeg må", har vi hørt flere gange, ligesom "Det siger mormor ikke jeg skal." Den anden dag var det umame, der vidste bedre end mor, om man skal gå på toilettet eller ej. Mor var så desværre ret sikker på, at umame ville bakke hende op i, at det skal man!

Som om det ikke er nok, er vi på det seneste sat overfor en endnu vægtigere autoritet. Jo, forleden var det en død oldefar, der blev forsøgt med: Samuel ville have sin uniform på i børnehave, men daddy sagde nej. Det gjorde mor også. Og så må man jo sætte trumf på: "Men det siger min ældre oldefar, der er død, godt at jeg må." (Det sjoveste er, at jeg er ret sikker på, at den omtalte afdøde oldefar ville elske, at drengen ville bestemme selv.)

Barnet måtte erkende nederlag, men hans opfindsomme brug af mulige autoriteter for at få sin vilje igennem, har fået mig til at spekulere over, om jeg gør det samme? At smide et trumfkort på bordet i form af kendte eller kloge mennesker for at fremme salg er en kendt reklame teknik. Det sælger, hvis nogen, man tillægger vægt, bruger er af samme mening eller gør noget bestemt. 

Hvis der er noget jeg vil overbevise andre - eller mig selv - om, bruger jeg så også mere eller mindre tilfældige autoriteter? Hvem læner jeg mig op af, hvis der er noget, jeg har brug for opbakning til? Er der nogen, jeg stoler så meget på vil hjælpe mig, at jeg til enhver tid kan smide deres navn ind og få ret - om ikke andet så for mig selv? 

Jeg kender svarene på et par af spørgsmålene. Heldigvis. Og for det meste er det gode mennesker - og en kærlig Gud - der giver mine argumenter vægt overfor mig selv.