08/05/2012

Kan man være racist, når man har adopteret?

Artikel til “Adoption og samfund” april 2012 om racisme:


Mit spørgsmål kommer sig af, at jeg fornylig har ryddet op i et gammelt arkiv med bl.a. ting fra hjælpearbejde i Asien og Afrika. Her stødte jeg på en mængde indsamlingsbøsser. Én af dem fik mig særligt til at stoppe op. Den lille figur, der satte tankerne i gang, er omkring 15 cm. høj. Den er beregnet som indsamlingsbøsse til støtte af arbejde i Afrika formentlig af en kirkelig organisation fra omkring år 1900. Figuren er lavet af bly, der er malet brun, sort og hvid, og den forestiller et afrikansk barn: En dreng med sort, krøllet hår, stritører og store øjne. Han smiler og viser derved sine hvide tænder i en mund omkranset af store, røde læber. Han har pænt tøj på: en hvid skjorte, en rød jakke og en mellemting mellem et slips og en butterfly. 
Indsamlings-barnet er mekanisk. Den lille dreng holder sin hånd frem, og når en mønt bliver lagt i hånden, har der bagpå været en lille stang, som af indsamleren kunne bevæges, for at føre drengens hånd op til munden. Her forsvandt mønten så ind gennem munden og ned i maven. Billedet er tydeligt: dine penge bliver til mad for det sultne barn. 

Som mange andre på min alder (jeg er født omkring 1980) har jeg både fået læst højt af “Lille sorte Sambo” og Strudsen Rasmus, og jeg har somend også fået sunget “Elefantens vuggevise” til godnat-sang. Dengang spekulerede jeg næppe over, at de potentielt lærte mig, at mennesker fra andre kulturer og med andre hudfarver end min egen, var mig underlegne. 
Ikke desto mindre bliver bøgerne om “Lille sorte Sambo” og strudsen Rasmus, der kommer til at bo i Københavns zoologiske have sammen med nogle små kinesiske børn, begge anset for at udstille et menneskesyn, der gør forskel på mennesker. Og “Elefantens vuggevise” er blevet ændret fra at love den lille elefant en niggerdreng som rangle til nu at være enten “en negerdukkedreng” eller “en kokosnød”. 
På den tid, hvor indsamlingsbøssen er fra, var der stor forskning også i Danmark om menneskeracernes indbyrdes forskelligheder. Man forstod, at den hvide, ariske race var stærkere og mentalt overlegen i forhold til vilde, ucivilicerede racer som afrikanere, asiatere, indere og samer. Samtidig var det kristne Europa klar over, det ansvar viden om sygdom og mad gav for at hjælpe de ukristelige mennesker, der ikke havde samme grad af oplysning, levestandard og forståelse som os. Vi omtalte andre mennesker som “vilde” og “uciviliserede”. Og også Danmark havde kolonier med slavearbejde, hvorfra sukker, rom og bomuld blev importeret.
Fascinationen af andre mennesker og kulturer levede selvfølgelig også dengang, og da mulighederne for at rejse ud ikke var særligt store, importerede bl.a. zoologisk have i København mennesker fra eksempelvis Kina, Indien, Kirgistan og samer fra Finland for at udstille dem. Et tegn på, at der var tale om “ægte vilde” var f.eks. at kvinderne ammede deres egne børn: borgerskabet herhjemme gjorde ikke den slags vulgære ting, for børn skulle ikke se bryster - og slet ikke andre voksne mennesker. Det var alment accepteret, at racerne ikke burde blandes.
Alt dette skete inden 2. Verdenskrig og Hitlers udrensning til fordel for den ariske race. Rædslerne fra koncentrationslejrenes forskningsklinikker forskrækkede verden så meget, at hele raceforskningen blev mere eller mindre skrinlagt. Da borgerrettighedsbevægelsen så også havde bølget i Amerika omkring 1960, blev verdens opfattelse, at “sorte” og “hvide” - i hvert fald officielt - er ligeværdige. Sydafrikas apartheid blev set ned på fra europæisk side, fordi adskillelsen af forskellige kulturer og farver på baggrund af tanken om den hvides races overlegenhed ikke blev fundet acceptabel.  

Jeg tog den lille indsamlingsfigur med hjem, for at kigge nærmere på den. Indsamlingsbøssens udseende er steretoypt. Den er antikvarisk som et fint portræt af “lille sorte sambo”. Som jeg sidder med den her i min stue er det let at få en vis afstand til den. Havde man de rette evner til at style, kunne man som end nok få indsamlingsbøssen til at se trendy og tilforladelig ud - som en kuriøs ting fra et loppemarked. Men den fortæller en historie, som ikke er til café latte. Omend det samtidig også er en historie om menneskers gavmildhed og ønske om at hjælpe andre mennesker, som ganske givet havde brug for hjælp.
Har vores forståelse af, om der er forskel på menneskene her i verden ændret sig siden raceforskningen, kolonierne og udstillingerne i zoologisk have? Jeg tror det, men måske er den ændring ikke så rodfæstet endnu, som vi gerne vil tænke, at den er.  2. Verdenskrig er trods alt ikke langt væk historisk set. Og måske har vores forskrækkelse over, hvad tanken om forskelle mellem mennesker kunne føre til, gjort, at vi ikke har taget stilling til vores egen del af dén historie: fordi vi har haft travlt med at lægge afstand til de uhyrligheder som både slaveri, racehygiejne og racisme bød på. 
I Sydafrika taler man nu om det, der kaldes “white guilt”: hvide menneskers skyld og skam over, at have været med til at opretholde et uretfærdigt og diskriminerende samfund. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om vi også har en anelse “white guilt” i Danmark? Mange kan i hvert fald nikke genkendende til at holde umiddelbare reaktioner tilbage overfor mennesker med en anden etnisk baggrund af frygt for at blive misforstået. Det kan være den voksne, der ikke reagerer med samme autoritet over for drenge med kurdisk baggrund, eller chefen, der ikke udbeder samme standard for den ansatte med polsk baggrund, begge af frygt for at blive stemplet som racister. 
Spørgsmålet til mig selv, som jeg sidder overfor den stereotype barne-figur er, om man kan være racistisk, når man selv har et barn med mørk hud? Jeg tror det. I hvert fald er det muligt at have dybt forankrede fordomme, der lugter af racisme, for racisme bunder dels i vores fælles kultur og dels i vores personlige kendskab til og frygt for det ukendte. Så selvom jeg, der er mor gennem adoption, ikke er fremmed overfor mit barn, så kan jeg stadig have fordomme overfor andre kulturer, overfor mennesker, der ser fremmede ud, og sågar overfor det land mit barn kommer fra. Måske er det væsentligste ikke om vi har fordomme, men hvordan vi håndterer de fordomme, vi opdager hos os selv. 
Der vil altid være en form for nysgerrighed overfor mennesker, vi ikke kender; er de ligesom os? Er der noget de kan eller gør, vi ville ønske, vi kunne eller gjorde? Eller er det ting, vi ikke forstår, og aldrig ville drømme om selv at gøre? En af de sværeste udfordringer må derfor være, hvordan vi opfører vi os naturligt og nysgerrigt overfor hinanden på trods af fordomme? Kan vi tro på, at det, at synes forskellighed er okay, og endda at kæmpe for andres mulighed for at holde fast i deres eget særkende, ikke er ensbetydende med sympati for eller accept af alt og alle? 
Som forælder til et barn, der er adopteret har jeg et ansvar for, at mit barn får et sundt selvværd, også selvom han/hun ser anderledes ud end så mange andre i børnehaven eller skolen. Samtidig har jeg som alle andre forældre ansvar for, at mit barn også lærer at rumme andres forskellighed. Vi kan påvirke vores børn i deres tankemønstre og adfærd overfor andre. Ikke kun overfor dem selv og deres egen historie og udseende, men også - og synes jeg, lige så vigtigt - deres indstilling og imødekommenhed overfor det, der er fremmed for dem.
Skal en lille figur, som den jeg fandt, gemmes, glemmes og fornægtes? Selvom det er fristende, så tror jeg ikke, det er den bedste løsning: hvis vi glemmer, kan vi ikke lære af det. Selvom det lyder banalt, er det sandt, at det, der er skjult, ofte får større magt og bliver mere farligt, end det, der er frit fremme. Og under alle omstændigheder kan vi hverken tage stilling til eller være sammen om det, vi ikke ved, hvad er. 

Jeg glæder mig ikke til, at snakken falder på slaveriet og kolonierne med min søn, og jeg ikke har lyst til, at han nogensinde skal vide, der er mennesker, som mener, han er mindre værd end dem. Men sådan har jeg det også med massakren på Utøya, børnemishandling og krig. Jeg kommer aldrig selv til at forstå eller acceptere disse ting, men jeg er alligevel nødt til at finde en måde at snakke med andre om det på - inklusive mit barn. I bund og grund er det vel en væsentlig ting at lære sine børn: at mennesker kan tage fejl, gøre grimme ting ved hinanden og ikke altid forstår at tage sig af hinanden - endda til tider selvom de har de bedste intentioner. For på den anden side er netop en indsamlingsfigur som den lille dreng et tegn på, at selvom vi mennesker af og til har nogle mærkelige tilgange til ting, så kan vi samtidig være styret af en vilje til at hjælpe, hvor der reelt er behov, og lyst til at se andre mennesker som med-mennesker, selvom vi ikke altid forstår hinanden. 
Jeg vil stadig synge om kokosnødden i “Elefantens vuggevise” for min søn, når han falder i søvn, for som dansker er den sang nu engang en del af hans historie. 

“Menneskeudstilling” af Rikke Andreassen, Tiderne Skifter 2012


6 comments:

  1. Ja - der er meget i det, du skriver. Først: Vi havde sådan en indsamlings-figur i min søndagsskole i Rønne i 60'erne. Dengang hed de sorte negere, og jeg husker meget tydeligt den første sorte mand, jeg så. Han besøgte os i menigheden og spiste i vores hjem. Min lillesøster var fuldstændigt forgabt i ham. De har senere mødt hinanden, og hun mener selv hendes livslange kærlighed til Afrika blev gundlagt her. Jeg forbandt ikke sparebøssen med mennesker af anden hudfarve, tænkte aldrig over, at der var noget forkert i den. Det skal man være voksen for at forstå.
    Birgitte har oplevet mange svære situationer i USA, hvor de sorte amerikanere kan være meget hårde i deres omgang med hvide. Men de er ikke særligt gode ved de afrikanske afrikanere i USA! Der er mange underlige og kringlede forhold i alt det her. Jeg tror overordnet på "To know me - is to love me" - Jo mere vi omgås, rejser, arbejder sammen, danner familier osv - jo mere forstår vi, at menneskeheden er Guds børn og dermed er vi alle søskende!

    ReplyDelete
  2. Flot indlæg, Anne!
    Jeg tror vi alle har mange fordomme overfor det ukendte - jeg tror det er med til at skabe den frygt som jeg mener racisme er udtryk for.
    Jeg husker en episode i en børnehave jeg arbejdede i engang. Rengøringsdamen var fra et østland. Hun var ikke altid særlig grundig og da vores leder ringede til firmaet der stod for rengøringen for at klage spurgte ejeren hende om hun var racist! Hun brugte racismebeskyldningen som begrundelse for ikke at gøre noget ved at en ansat faktisk ikke gjorde sit arbejde ordentligt. Det er da misforstået ikke-racisme!
    Vi skal ikke behandle andre mennesker som rådne æg men behandle dem præcis som alle andre - osse de kurdiske børn som du nævner. Kun derved behandler vi dem som ligeværdige.

    ReplyDelete
  3. Sikke mange kloge tanker og ord.
    Husker også indsamlingsdukker/bøsser af den art, men jeg forbandt dem på ingen måde med andet end, at jeg så gerne ville give ALT jeg havde, for at hjælpe de børn, der INTET havde, langt væk, i Afrika. Så jeg bliver bare varm indeni, og mindes barnetanker...
    Nu er det en anden måde, vi som familie hjælper på, vi har 2 sponsorbørn i Afrika - vi har overflod, de har meget, meget lidt.
    "giv så skal der gives jer, for at jeres glæde må blive fuldkommen". Det har jeg lært, og det udlever jeg i mit liv, forsøger at dele og glæde andre - uden bagtanke, eller tanker om, at JEG er bedre...mere rigtigt osv.....

    ReplyDelete
  4. Charlotte: Jeg tror, det er helt afgørende, at vi lærer hinanden at kende - det er svært at opretholde sine fordomme overfor mennesker, man kender. (Er det ikke det Løgstrup siger?)
    Hvor er det sjovt, at Birgitte mødte manden, I mødte i jeres barndom senere!
    Der er helt sikkert nogle svære problematikker i USA - og racismen går begge veje. Når det kommer til fordomme - og særligt fordomme med så meget historie, som det er i USA - er der vist ikke meget, der er simpelt eller lige til at udredde!

    ReplyDelete
  5. Mor: Tak :-) Jeg tror, du har ret i, at ligeværd handler om at behandle "ens" og nogen gange også behandle mennesker forskelligt, så de kan være lige. I hvert fald er vi nødt til at være så naturlige som muligt overfor hinanden.
    - og det er måske her man allernemmest opdager sine egne fordomme ved at lægge mærke til, hvornår man stopper sig i sine umiddelbare reaktioner?

    ReplyDelete
  6. Gaias mor: Det er altså lidt sjovt, at I er flere om at kunne huske indsamlingsfiguren! Det gør jo min teori om, at den stammer fra århundrede skiftet, til skamme :-)
    Jeg tror, som jeg også skrev i kommentaren til Charlotte, at det er meget kompliceret med fordomme - de er som oftest filtret ind i alle mulige andre ting også. Det er vel i bund og grund sådan det er at være menneske? Det er også derfor jeg har skrevet det om, at det vigtigste måske ikke er om vi har fordomme, men hvad vi gør ved de fordomme, vi opdager.
    Dejligt at høre, du kender og lever efter "giv og glæden skal være fuldkommen" - det er en meget smuk "læresætning". (Kan man ikke godt kalde den det?) Vi skal hjælpe hinanden. Og vi skylder vores medmennesker at leve i værdighed og vi skylder os selv at dele overfloden med andre!

    ReplyDelete

Jeg bliver rigtig glad, når der er kommentarer til mine indlæg. Så læg endelig en hilsen, når du har været forbi. Har du ikke lyst til at skrive, så alle kan se det, kan du skrive til mig på annetkthompson (a) gmail.com Fortsat god dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...