Livet indenfor begrænsningerne

Jeg har ikke altid haft det så godt med begrænsninger. Ikke alene har jeg til tider haft svært ved at have regler sat for mig, hvis jeg ikke var enige i, at de var rimelige, eller hvis de blev besluttet af mennesker, jeg ikke har ment/mener er kompetente til at beslutte noget for mig. Jeg har også haft det svært ved mine egne fysiske begrænsninger. Som at have behov for at sove. Eller ikke at kunne overkomme mere end én ting
ad gangen.

Det har for eksempel resulteret i igen og så igen at være overtræt, fordi jeg har nægtet at acceptere, at jeg har større søvn behov end så mange andre. Hvis jeg havde noget, der var vigtigt, så var søvnen mindre vigtig. Et andet resultat er det, nogen kalder tids-optimisme. Du ved, det med at tro man kan nå mange flere ting, end det rimeligvis kan lade sig at gøre. Jeg har eksempelvis taget mig selv i at planlægge 20 minutters meditation til en 5 minutters pause.

Dét er ikke at være optimisk. Det er at være urealistisk.

Det er vel meget naturligt. Eller rettere; det er vel meget menneskeligt. Det er lissom ur-synden absolut at ville sætte sig op mod de fundamentale vilkår.

Det var en stor aha! oplevelse for mig, da jeg opdagede, at natten blev opfundet før syndefaldet. Jaja, grin bare. Det er ikke, fordi jeg mener, bibelens skabelsesberetning er sandhed ord for ord. Men bag alle bibelens tekster, tror jeg, der befinder sig en evig sandhed. Og i denne sammenhæng er den evige sandhed altså, at natten, behovet for søvn, opdelingen af livet i aktivitet og hvile kom før det, der rodede menneskelivet til.

Det er med andre ord meningen, at vi skal hvile og sove. Natten er der med vilje. Så  når jeg prøver at snyde mig til mere dag ved at inddrage natten, går jeg sådan set bare stik imod pointen med verdens indretning - og dermed også med min egen. Jeg gør skade på mig selv i mit forsøg på at gå ud over de barrierer, der nu engang findes for mennesker.

Jeg er kommet til at tro, at de fineste mennesker forstår at leve indenfor deres begrænsninger. At være ægte menneskelig er at leve, som et menneske kan - og skal. Altså indenfor de begrænsninger vi nu har - både dem, der er fælles, og de, der er personlige. Som forfatter Magnus Malm har sagt, så er vores begrænsninger der, for at passe på os.

Spørg lige, om det er en kamel, jeg har måttet sluge!

Derfor ramte tre små sætninger fra bogen "Disobedience" mig også lige mellem øjnene:
"Certain things are possible. This, and this, but not this. Certain things will remain forever impossible. But within what is possible, there is room to live."

Jeg synes, Naomi Alderman på smukkeste vis sætter ord på det, jeg vist efterhånden er ved at finde ud af: At det er indenfor begrænsningerne livet skal findes. Indenfor det, der er vores livs vægge ligger mulighederne. Det er det eneste rum, vi kan indrette os i. Det eneste rum, hvor vi kan finde fred for og med os selv.

Det er jo i og for sig indlysende: udenfor begrænsningernes vægge eller rammer er der ikke noget liv for os - for der findes vi slet ikke. Det er vel derfor det kun er muligt for os at leve der et stykke tid af gangen. Og derfor vi kan blive syge og dårlige af at insistere på at leve på kryds og tværs af vores begrænsninger.

Indenfor rammerne er livet. Hvilke vægge og begrænsninger lever du indenfor? Og hvordan har du det med at være begrænset?