Her og nu om 60 år

Har du lavet nytårsfortsæt? Det har jeg. Jeg tænker af og til på, hvilke ting jeg gerne vil opnå ikke bare på et år, men i mit liv i det hele taget. Hvad er det, jeg gerne vil have nået, inden jeg dør? Hvad er det vigtigt for mig, mine børn får med sig? Hvad vil jeg gerne have været for et menneske? 

Vil jeg gerne have tjent mange penge, skrevet vigtige afhandlinger eller lavet banebrydende arbejde? Vil jeg være et godt menneske, have tid og omsorg for min familie og mine venner? Er effektivitet, integritet eller tålmodighed vigtigst?

Hvad vil jeg efterlade? Hvad vil jeg vente på? Hvad vil jeg håbe på? 

En af de historier, som hører tiden efter julen til i kirken, er historien om Simeon og Anna. De er begge gamle mennesker, som er fromme og gode mennesker. Simeon venter på godt nyt for sit land og sit folk. Det siges, at Gud havde lovet ham, at han skulle se Frelseren inden, han døde. Anna har været enke siden hun var ung, og har efter sit ægteskab dedikeret sig til det indre liv og til at forklare og fortælle om Guds virkelighed til mennesker. De er begge i templet den dag Maria og Josef kommer med den spæde Jesus, for bringe de ofre, der nu hører sig til ved et drengebarns fødsel. 

Simeon tager barnet fra Maria (eller Josef) og siger: 

"Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel."

Og så fortæller han Maria, at hun må forberede sig på, at hendes søns liv vil volde hende stor smerte. 

Den gamle Anna bliver jublende lykkelig over at se barnet - hun forstår, at han bliver den, der baner vejen for mennesker til Gud igen. 

Jeg har altid elsket denne lille historie, som du kan læse den i Lukas evangeliet kapitel 2. Jeg tror, det er fordi, den netop rammer det med, hvad vi lever vores liv for. Simeon har håbet og ventet. Anna genkender i sin høje alder, at Gud er på færde og glædes, fordi hun forstår i hvert fald noget af barnets betydning. 

Jeg holder af billedet i mit hoved af gamle hænder, der holder det nyfødte. Der er noget særligt ved at gamle liv møder nye liv. Som når oldeforældre møder deres oldebørn; det forbinder det lille barn med familiens historie og det knytter de gamle til familiens fremtid. 

Hænderne her er Samuels, mine og min mormors. 

Simeon håbede på Gud, og stolede på det gode. Han levede et fromt liv. Anna har valgt for sig selv, og er gået den vej hun var draget til - i hvert fald efter at have gjort det, der var forventet af hende ved at gifte sig.

De får lov til at se det, de længtes efter. Det er ikke alle, det sker for. Tænk bare på de mennesker, som døde lige inden 2. verdenskrigs afslutning i  koncentrationslejrene. Eller de sorte, der døde i kampen for frihed i Amerika eller Sydafrika - de oplevede ikke resultatet af det, de kæmpede for. Sådan er der mange liv, der strækker sig efter noget, de ikke når i dette liv.

Alligevel tror jeg, det er vigtigt at strække sig efter noget - også selvom det så når længere end ens eget liv. Det er væsentligt at lægge sig det på sinde, man gerne vil at ens liv er kendetegnet ved - ikke bare her og nu, men også om 60 år. Eller længere. Ikke fordi vi skal være fikserede på døden, men fordi vi skal være bevidste om at leve, sådan som vi gerne vil. Det er en del af en god, åndelig vane at have et perspektiv på ens liv, som er større end her og nu, men som samtidig tager sit udgangspunkt i livet her.

Jeg vil gerne kunne slutte mit liv, som Simeon med at sige "Nu har jeg set alt det, du lovede mig, Gud. Og jeg ved, at det ender godt."