Det enkle, umiddelbare liv. Det kunne jeg godt tænke mig. Med overskud til leg, hjemmebag, læsning, venner og interesser. Samtidig vil jeg også gerne være autentisk og ikke virke perfekt - for det er jeg ikke. Og i virkeligheden er det perfekte ganske kedeligt. Derfor prøver mange af os at være "ærlige" og vise os selv, som vi er - på bloggen, på facebook og på arbejdet, for den sags skyld - med både overskud og nullermænd, tvivl og umage strømper.
Men nogle gange spekulerer jeg på, om det overhovedet er muligt at vise sit liv, som det umiddelbart er uden at det i sig selv kommer til at være en fremvisning af det perfekte overskud. For er skødesløs perfektionisme ikke næsten den værste af alle?
For leden lyttede jeg til et program på P1, som jeg selvfølgelig har glemt hvad var, som netop handlede om vores overskudskultur. Der var en viis kvinde, der sagde, at hun mener, det er en slags ondskab kun at fremvise sit overskud. For hvis jeg fremstår overfor dig som om jeg har styr på børn, ægteskab, karriere, syltning og bagning, så fremstiller jeg samtidigt dig som forkert.
Sådan havde jeg ikke tænkt over det før.
Og dog har jeg mærket stikket af "det må være mig, den er gal med", når jeg har bladret gennem et dameblad eller lyttet til en samtale.
Filmen nedenfor er fra Kinfolk, som er en amerikansk baseret gruppe af kunstnere, som har det til fælles, at være glad for det enkle måltid. Men smuk som den er, så spørger jeg dig; er det noget som helst enkelt ved det arrangement?
Hvordan deler vi vores overskud på en umiddelbar måde uden at blive skødesløst perfektionistiske?
Suk. Jeg bli'r træt ved tanken om alle de små lys, der er blevet hængt op, brød, der er bagt og smart porcelæn, der er købt. Og alligevel synes jeg, deres billeder er smukke. Deres film er skønne. Og deres opfordring er god. Der er noget godt, umiddelbart og let ved at sætte sig ved et bord sammen.
Men mon ikke man kunne opnå det samme uden at ankomme i kano?
På en pilgrimsvandring sad vi en gang og talte om, hvor lidt, man kunne klare sig med, hvor enkelt man kunne vandre. Et klogt hoved sagde så: Hvis man har råd til at købe det bedste udstyr, er det let at leve enkelt! - Minimalisme er for 1) meget rige, 2) meget fattige, 2) meget asketiske. Jeg døjer videre med alt mit rod:-)
ReplyDeleteHø hø- jov, det må kunne lade sig gøre også uden kano :-)
ReplyDeleteMen forstår dine overvejelser og tanker. Tænk at det enkle liv kan skabe så meget .
Charlotte: Dét var et klogt hoved. Der er nok en grund til, at jeg også har så meget rod, så :-)
ReplyDeleteLosarinas mor: :-) Ja, er det ikke mærkeligt? Det virker lidt selvmodsigende.
Du ved at det er mig et evigt dilemma. Men som du så viist selv sagde til mig en gang, så kan dine handlinger, og hvordan andre opfatter dem, ikke kun være dit problem. Hvis du nyder at bage brød, så gør det. At jeg så tænker du er bims i låget, og hellere vil købe en stang toast til 5kr er jo ikke et bevis på at du tvinger mig til at søge det samme. Du kan og må inspirere. Det er først når du højt siger "Du burde gøre" istedet for "du skulle prøve", at du dømmer... Måske? Men indrøm det bare, du ville ikke ro den kano nogen steder hen alene (og hun er garanteret OGSÅ sejlet ind i brinken 100 gange)... se det ville være ærligt!
ReplyDeleteLina: :-D Sp true!!! Jeg ville (og ikke et ord om sommerens erfaringer fra Framnäs) ankomme temmelig anspændt efter større diskutioner om styring og vægtfordeling...
ReplyDeleteTænk, jeg har været så viis. Det gi'r faktisk mening, også når du skriver det her. Det er i sagens natur ikke muligt at bestemme over andres opfattelse af én.