23/01/2012

Hvordan ville du reagere på at møde et barn med HIV?

Jeg spørger, fordi jeg selv fik tanken, da jeg forleden var på hjemmesiden for den organisation, vi adopterede igennem. En af de ting, jeg godt kan lide ved de danske adoptionsorganisationer er, at de ikke blot føler sig forpligtede for de børn, der skal igennem en adoptionsprocess, men også de børn, der ikke bliver adopteret væk, men som stadig har brug for hjælp, for voksne og for en fremtid. Det gælder naturligvis i ganske særlig grad de børn, som bliver frigivet til adoption, men som så viser sig at være syge med eks. HIV, og som derfor ikke kan få en familie alligevel.

Videoen her fortæller om et projekt AC børnehjælp har i Etiopien.



Men det er jo langt fra kun Etiopien, der har problemer med HIV og AIDS. Det er der desværre rigtig mange (hvis ikke de fleste) afrikanske lande, der kæmper med.

Det er sådan, at de lande, som modtager børn til adoption, som oftest vil have små og raske børn. Derfor bliver afgiverlandet ladt tilbage med syge og handicappede børn. Børn, der jo også har brug for forældre og som trænger til kærlighed. At finde lokale familier til adoption af syge børn er virkelig flot. At det så sker fordi der findes stærke kristne i landet gør mig bare endnu mere rørt og stolt.

Efterhånden sker der det, at der kommer flere modtagerlande, som alle vil have små, raske babyer. Vi Vesten vil gerne have "perfekte" børn. Spørgsmålet for nogen er, som én formulerede det på vores forberedende kursus; "Hvor findes de bedste børn?" Jeg får stadig en mærkelig fornemmelse i maven ved det spørgsmål. Kan børn være gode? Kan nogen være bedre end andre? Nemmere end andre, ja, men hvordan ved man, hvem der får kolik og hvem, der bliver en streng teenager? Det kan ingen vide - uanset hvor hjemmelavet, hjemmebragt eller adopteret poden er.

Fordi der også i afgiverlandende bliver gjort en meget stor indsats for at placere de afgivne børn lokalt - ifølge FNs børnekonvention skal et barn placeres så tæt på dets forældre og kultur som muligt - bliver presset på modtagerlandende for at modtage syge og handicappede børn større. Det sker i takt med, at en sygdom som eks. HIV ikke længere er den dødsdom, som det var for år tilbage. Nogle handicaps er i afgiverlandet alvorlige, men er i modtagerlandene små. Det kan være ganespalte. Det kan være astmatisk bronkitis. Det kan også være, at et barn lider af ørepine, som kræver operation eller en hjertefejl, som vil kunne klares ved operation, men som forældre i et land uden sundhedsforsikringer ikke ville have en jordisk chance for at kunne klare. Disse børn kaldes i adoptionsverdenen "special needs" børn.

Som kommende adoptanter står vi så overfor spørgsmålet: Vil vi have et barn med det, der kaldes "special needs"? Svært spørgsmål. Ingen forælder ønsker sig vel et barn med problemer. Men, nu hvor jeg har gået og tænkt over det siden vores første adoptionsprocess,  så er det jo ikke fordi barnet i udgangspunktet ikke er ønsket, men fordi man ønsker sit barn det bedste. Én ting er muligheden for at få et barn med handicap eller at ens barn kan udvikle en sygdom. Men derfra og til ligefrem selv at vælge det til, er der et stykke, synes jeg.

På den anden side er der børn, som har brug for en mor og en far, fordi de er børn. Og fordi de har særlige omstændigheder, der gør, at de måske i særlige grad har brug for nogen til at passe på dem og hjælpe dem. Og de har også fortjent at få det godt og kærligt.

Jeg ved ikke, hvad vi gør. Hvis jeg ku' ville jeg være mor til dem alle sammen... Men så er man jo ikke mor mere men et børnehjem. Ak ja, etiske overvejelser og hjertesuk er der nok!


9 comments:

  1. Hej Anne.
    Jeg ville med glæde kramme et barn med HIV:) Men jeg er bange for at der stadig er så meget uvidenhed omkring denne sygdom at det ville være en stor udfordring at være forælder til en HIV smittet i danmark idag. Når det er sagt så tænker jeg at det må give SÅ meget mening at være forældre til et "special needs" barn. Har fulgt et par amerikanske blogs med familier der har adopteret special needs børn og det er bare fantastisk at følge synes jeg. Jeg sender dig gerne links til dem hvis du er interesseret. Mvh. Maria

    ReplyDelete
  2. Hej Maria! Jeg tror også, der er mange fordomme selvom de fleste bunder i uvidenhed. Og jeg spekulerer på, om et adopteret barn i forvejen har en del fordomme at skulle afkræfte? Uanset hvad ville en adoption og dermed et liv i en familie selvfølgelig være et plus på det personlige plan for alle forældreløse børn.
    Du må meget gerne sende de links du kender!
    Kan se at dit speciale også er særdeles relevant her i huset/for adoptivfamilier i det hele taget! Glæder mig til at følge med i dine reflektioner i den retning :-)

    ReplyDelete
  3. Hej igen.
    Det må da i aller højeste grad være plus for det forældreløse barn - og jeg tænker da også at man ville kunne informere vidt og bredt om hvordan HIV behandles idag og hvor lille risiko der er for smitte, for at udryde fordomme i omgangskredsen, børnehaven osv.
    Det er korrekt at mit speciale går i retningen af adoptivfamilier. Har på 9. semester skrevet´projekt om tilknytningsdannelsen i en familien med sent adopterede børn (over 3 år). Det ligger mig meget på hjerte, så mon ikke også min blog vil blive påvirket af det med tiden;)
    Her er et par links.
    http://siggyrae.blogspot.com/ En familie med et HIV smittet barn fra Etiopien. Jeg har ikke selv fulgt hende, kun læst gæsteposts hos hendes venindes blog, der er denne:
    http://www.onethankfulmom.com/ De har ingen special needs børn, men jeg nyder hendes blog.
    http://www.millionsofmiles.com/ Miles har fået lavet sin øjenopration i denne måned, han har været hos hans forevigt-familie i omkring et år.
    http://www.handsful.com/ Laney er blevet opereret for læbe-gane spalte og Dylan har en ben protese.
    http://www.nogreaterjoymom.com/ Adeye er bl.a. mor til 2 piger med Downs fra Rumænien og en pige fra Kina der ikke har noget sprog og en eller anden udviklingsfprstyrrelse.
    Du kan måske hjælpe mig med hvordan jeg finder frem til jeres adoptionshistorie? Jeg er stadig ret ny, bruger mest bare Googlereader, så jeg har svært ved at finde rundt på mere avancerede blogs...

    ReplyDelete
  4. Tak for diverse links! Jeg har selv fulgt med på rhttp://www.rageagainsttheminivan.com/, som også er en amerikansk familie med adoption.
    Havde faktisk ikke luret, det ligefrem var adoption dit speciale handlede om :-) Men spændende!

    Jeg har ikke decideret skrevet hele vores historie om adoption. Det er kommet lidt efter lidt. Jeg tror, det nemmeste ville være at gå ned her på siden og se til højre, hvor emnerne for tidligere indlæg findes, og vælge "adoption". Derfra kan du gå helt tilbage til de første indlæg og læse derfra....

    ReplyDelete
  5. Kom også lige til at tænke på, at jeg tror, der - i hvert fald i nogle tilfælge - er en forskel i tilgangen til adoption imellem Danmark (Norden generelt) og Amerika. Hvor adoption i Danmark oftest benyttes om middel til at blive en familie med børn, altså en "behandling" mod barnløshed, er det mere udbredt i Amerika at opfatte adoption som et middel til at gøre godt. Formålet kan altså være forskelligt. Udkommet er selvfølgelig temmelig ens, eftersom børn får familier og forældre for børn.
    Måske er det den forskel, der kommer til udtryk i formidlingen af børn med handicaps og sygdomme?

    ReplyDelete
  6. Sjovt - rageagainsttheminivan følger jeg også. Nu lyder det som om at jeg virkelig følger mange, det er faktisk ikke tilfældet, det er bare præcis adoptionsblogs med kristne mødre jeg er havnet i:) Spændende at læse lidt om jeres adoption - han ser virkelig skøn ud, Samuel!:)
    Kan godt følge dine reflektioner omkring diskrepansen mellem Norden og USA i forhold til adoptioner af børn med special needs. Spørgsmålet er om det vil ændre sig, som flere special needs børn kommer til landet... Ihverttilfælde tænker jeg at det da må være en naturlig del af kristenlivet, at tage sig af de faderløse, vel at mærke den slags faderløse som der ikke står 100vis af andre i kø for at få:)
    Muligvis ville der også være flere som kunne adoptere special needs, hvis ikke det var så dyrt. Kan forstå at nogen i USA fondraiser på alle mulige måder for at få penge til deres
    adoption(er) - spændende hvordan det ville blive modtaget her...

    ReplyDelete
  7. Jeg er ret sikker på, at efterhånden som det bliver mere kendt med adoption af special needs, så bliver der også færre fordomme og mindre frygt - AC børnehjælp er i gang med at oplyse og gør en del for at få gang i arbejdet med adoption af special needs. Så jeg tror, det kommer.
    Jeg er ikke sikker på, om fundraising til adoption ville gå an i DK. På den ene side er det jo logisk, på den anden side kunne det meget vel gå imod præcis den tanke, at adoption her jo ikke er velgørenhed... Vi må se, hvordan udviklingen bliver!
    Jeg kan sagtens se, at der også kunne være en yderligere motivation som kristen i at gå efter adoption af de, der vitterligt har det svært-svært. Samtidig skal man bare huske at man skal kunne fungere som familie - og at man derfor skal gøre sig meget klart, hvad man kan håndtere og er villig til at tage imod. Som sagt synes jeg, at det er én ting at acceptere noget, der kommer, men en anden ting at bede om det.
    Spændende. Vi er bestemt ikke færdige med processen her i huset!

    ReplyDelete
  8. Hej igen.
    Faldt over denne. En familie til en hivsmittet der har valgt ikke at fortælle institutionen at han har sygdommen for at beskytte deres søn: http://www.a-c.dk/adoption/no-navigation-temasider/boern-soeger-saerlige-foraeldre/portraet-takkede-ja-til-barn-med-hiv/
    Mvh.

    ReplyDelete
  9. :-) Den læste jeg faktisk for nyligt! Kan godt følge dem i deres beslutning, selvom jeg samtidig synes, det er lidt mærkeligt ikke at stole på personalet...

    ReplyDelete

Jeg bliver rigtig glad, når der er kommentarer til mine indlæg. Så læg endelig en hilsen, når du har været forbi. Har du ikke lyst til at skrive, så alle kan se det, kan du skrive til mig på annetkthompson (a) gmail.com Fortsat god dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...