17/12/2011

Mindfulness, tyngdekraft og accept

Det er ved at være en uge siden, jeg læste et indlæg hos Losarinas mor med det her lille citat:


"Acceptér rejsen..
 Acceptér den, du er..
 Acceptér alt, hvad der er til.. "

- Susan Jeffers: Dans med livet 


Det fik mig til at lægge denne kommentar:
"Åh, et kæmper jeg altså lidt med.... Måske kommer det af at have et "kamp"sind eller ikke at have en skærpet retfærdighedssans. Jeg har så svært ved tanken, om at skulle acceptere ting, som de er - hvis tingene er noget skidt, altså.
For jeg skal vel ikke lade stå til? Vi skal da ikke acceptere noget, som ikke er godt for os? Eller er det fordi jeg misforstår, at det er okay at acceptere at "sådan er det nu" og at det ikke er det samme som "og sådan skal det altid være" eller "og det er helt i orden"? Hmm, måske sku' jeg skrive et indlæg om det istedet for en kæmpe kommentar hos dig :-)"


I starten af 2011 gik jeg på et kursus i mindfulness, og mens der var meget godt jeg fik med hjem, ramte jeg aldrig heelt det, vores instruktør sagde om accept. Det hænger sikkert sammen med min historie, for det ramler for mig, når der tales om accept i forhold til alting.

Jeg kan ikke uden videre acceptere uretfærdigheden i, at Duncan skulle blive dødeligt syg. Eller at vi skulle ha' så ondt over ikke at kunne lave et barn. Eller at mennesker dør ud af det blå. Eller at rigdom og fattigdom er fordelt så urimeligt. Jeg kunne ikke uden videre acceptere, at jeg var syg "og sådan var det", for sådan syntes jeg absolut ikke, det skulle være. (og synes det stadig ikke)

Efterhånden er jeg kommet frem til, at der må være forskellige former for accept, og at der findes forskellige "sfærer" i vores liv, hvor accept / modstand er hensigtsmæssig forskellige steder.

Eksempelvis er det mest hensigtsmæssigt at acceptere ens egne følelser; eller i det mindste være nøgtern i forhold til dem: "Nuvel. Jeg bli'r vred over "X". Fint nok. Jeg reagerer "Y" under alle omstændigheder." Eller "Når nogen siger sådan bliver jeg ked af det. Det er i orden."

På den anden side er det ikke hensigtsmæssigt at acceptere uretfærdighed eller diskrimination. Det nytter ikke at tie stille, hvis du - eller en ved siden af dig - bliver overfaldet "for sådan er det jo bare" lige som det heller ikke dur at stille sig tilfreds med spild, dårlige arbejdsforhold eller mobning.

Men så igen er der grundvilkår for vores liv, som vi ikke kan rokke ved: Fødested, tyngdekraft, kun at kunne være ét sted af gangen, helbred og at have brug for søvn. (I mit tilfælde mere end de fleste.) Jeg kan hoppe og danse, alt det jeg vil, og det eneste jeg får ud af det, er at få søvnmangel, eller at gå ind i alting, fordi jeg nægter at anerkende mit dårlige syn.

Der er også omstændigheder, som ikke kan ændres af mig alene. Eksempelvis er fertilitet ikke nødvendigvis noget vi selv kan gøre en forskel i forhold til. Nogen kan, men ikke os alle sammen. Dét må jeg acceptere, men det betyder jo ikke, at man så skal sætte sig ned med hænderne i skødet og ikke gøre noget ved det. Men er det så stadig accept? Nogen går i behandling og får et barn, vi adopterede. Er det accept af omstændighederne, eller er det at indrette sig efter dem - og er det modsætninger?

Måske er den kløe, jeg får ved snakken om "accept", grundet i, at der sjældent gøre en hel masse ud af at skelne mellem følelser og den sfære, jeg selv kan agere i, og så de sfærer, som er udenfor min kontrol og mit virke?

Hvor meget skal man acceptere, og hvad skal man gøre noget ved? Hvad accepterer du?




6 comments:

  1. Gud, giv mig sindsro til
    at acceptere de ting,
    jeg ikke kan ændre,
    mod til at ændre de ting jeg kan
    og visdom til at se forskellen!
    - Sindsrobønnen af Reinhold Niebuhr er for mig, den rette indstilling. Jeg mener, der er en verden til forskel på mindfulness-tankegangen og den kristne.

    ReplyDelete
  2. Tak for dit indlæg !
    Jeg arbejder også meget med den der accept.
    Derfor er det skønt at høre om dine overvejelser.
    Enig, der er masser af ting vi IKKE skal acceptere.

    ReplyDelete
  3. Kære Anne
    Jeg vil give Tro Håb og Kærlighed ret: der er en verden til forskel på mindfulness-tankegangen og den kristne. En fantastisk bøn om RO i sindet, til at acceptere det vi ikke kan ændre - og så mod over overskud til at HANDLE der hvor vi kan - men ikke mindst, visdom.....
    Stort knus og glædelig jul
    Joan

    ReplyDelete
  4. Jeg tror at du skal skelne i mellem accept og indforståelse for de uundværlige ting der påvirker os.
    Hvis du i første omgang acceptere at det er en del af livet at blive mødt med "uretfærdighed", hindrer du mange frustrationer i at komme til udtryk, frustrationer slører din evne til at handle rationelt og som derfor kan accept i første omgang hjælpe dig til at bevare overblikket når der skal handles, for accept er ikke lig med at syntes godt om det vi bliver påvirket af, ved accept er du nu i stand til at handle mere rationelt og på den måde have større styrke til handling imod noget der ikke bekommer dig vel.
    I kærlige tanker, god Søndag, Anne.

    ReplyDelete
  5. Tak for dit indlæg... :)

    ReplyDelete
  6. Accept er også noget, der før har tricket mig og nu tricker mange af deltagerne på mine mindfulness-kurser. Indtil de får et mere nuanceret syn på det. Det er som om, mange hører accept som noget passivt og som om, man så skal sige "det er i orden" til hvad som helst. Når man ser et barn blive slået ihjel, når man selv lider af en livstruende sygdom eller depression eller bare oplever en situation, der voldsomt chokerer ens aller inderste, så vækker ideen om accept lige så stor modstand som tilgivelse. Accept og tilgivelse kan ikke komme som noget, man mentalt siger. Eller bare læser om, hører eller tror på. Det er en indre realitet, som jeg oplever, vi mennesker har i os, men ikke nødvendigvis har adgang til uden at vide hvordan.


    Nogle gange kommer vi til accept og tilgivelse helt naturligt af at bearbejde og gennemleve en smerte. Man ser livet dybere og opdager, man ikke er smerten. Og man bliver mere fri. Det betyder jo så ikke, at man siger "jeg kan godt lide det, der skete, jeg synes, det er i orden" eller "jeg accpeterer, eller jeg tilgiver". Det er mere en ordløs tilstand, en indre hvilen og indsigt.

    Men hvad så hvis accept ikke kommer naturligt? Så er det virkeligt min erfaring, at det mest af alt er fordi vi ikke har lært at forholde os til følelser, tanker, os selv, hinanden...og til, at mennesket både har destruktive og skabende kræfter. Vi kan bruge de kræfter mennesket har til noget positivt.

    Accept er på ingen måde passiv. Accept vil handle overfor uretfærdighed uden at dømme hverken offer eller bøddel. Accept vil se klart, hvordan jeg på et lille plan kan handle for det større plan. I min dagligdag kan jeg handle for noget større, kærligere og udviklende, som har betydning for andre, verden. Og mig selv.
    Glædelig jul og tak for lejligheden til at skrive lidt...

    ReplyDelete

Jeg bliver rigtig glad, når der er kommentarer til mine indlæg. Så læg endelig en hilsen, når du har været forbi. Har du ikke lyst til at skrive, så alle kan se det, kan du skrive til mig på annetkthompson (a) gmail.com Fortsat god dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...