4. reflektion: "Du gør jubelen stærk"

Overladt til os selv ville vi mennesker dø. Sådan helt konkret er noget af det værste, der kan overgå et menneske at blive isoleret, uanset om det er gennem mobning på arbejdspladsen eller i skolegården, i fængslet eller gennem sygdom, fattigdom eller diskrimination.

Under 2. Verdenskrig hvor mange børn blev forældreløse eller syge og indlagt på hospitaler opdagede man at børn har tendens til at dø pludseligt og tilsyneladende uden grund. Men man opdagede også på et børneafdelingen af et hospital, at barnet, som lå lige indenfor døren sjældent døde og endda trivedes bedre end de andre på stuen. Uanset hvilket barn, der lå der, og hvordan man flyttede rundt på stuen var det barnet ved døren, som virkede stærkest. Til sidst fandt man ud af hvorfor: natsygeplejersken satte sig dér ved vuggen om natten, og ofte tog hun barnet op og sad med det. Kontakten til sygeplejersken var nok til at holde barnet i live og give det kræfter til at kæmpe sig gennem sorg og håbløshed. 2 minutters kontakt om dagen med et voksent menneske kan gøre forskellen mellem liv og død for et barn, der ellers ligger alene...

Vi - hverken du eller jeg - ville findes, hvis ikke andre havde givet os livet. (Uanset hvor glade eller modvillige de var over det.)  Selvom det er let at glemme som et voksent, kompetent, sundt menneske, er vi dybt afhængige af hinanden: uden dem, der ordner el, affald, produktion af mad eller vedligeholder veje ville min hverdag blive temmelig besværlig og nærmest umulig - for bare at nævne nogen.

Vi er afhængige af at have håb for fremtiden og for vores liv her og nu. Duncan fortalte for nogle uger siden i en prædiken om mennesker fra det område, hvor han voksede op, som gik rundt med tomme øjne og luddende skuldrer: De havde ikke håb for fremtiden, for de kendte ikke andet end arbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet. Så børnene droppede ud af skolen uden nogen former for eksaminer - for hvad skal man med en uddannelse, når man alligevel bliver arbejdsløs? Forældrene drak og de unge tog stoffer, for der var ingen glæde ved livet som det var. Flere af dem, han gik i skole med, er enten døde nu eller sidder i fængsel. Mennesker, der lever uden håb, vandrer i mørket.

Mørket kan have forskellig karakter alt afhængigt af, om det kommer af krig, fattigdom, diskrimination, sygdom eller noget helt andet. Men det er lige så ødelæggende og svært at orientere sig i. Vi har brug for håb.

Og vi har brug for Gud, der er større end os og som kan se igennem mørket. Vi har brug for at blive mindet om, at der er en større og dybere sandhed end det, vi ser her og nu: Dybest nede er vi alle sammen skabt til at ligne ham. Og vi har alle sammen mulighed for igen at komme til at ligne Gud ved at kærlighed, tålmodighed, retfærdighed og alt det, der er godt og sandt, kommer til at vokse i og omkring os.

Nogen siger, at mennesker ikke har mulighed for at ændre sig; at alle er, som de nu engang er født til - nogen er rige, andre er fattige, nogen er bestemt til succes andre til at tabe. Indenfor teologien hedder det prædestination. Indenfor sociologi, psykologi o.lign. taler man om at være præget og bestemt af sit ophav. Nogen mener, Gud allerede har besluttet hvem, der bliver frelst i sidste ende. Andre mener, at mennesker selv må rode med at få det godt: "De må selv gøre en indsats" eller "Det er ikke mit problem, at hun er syg/han er arbejdsløs/det barn lever under dårlige forhold." Effekten på menneskesynet er nogenlunde det samme: hvorfor beskæftige sig med nogen, som ikke er værd at satse på i det lange løb? Uanset om det løb er evigheden eller økonomisk. Hvis mennesker ikke har mulighed for at ændre deres liv, kan man så tale om at have ansvar for det liv? Og hvis vi ikke selv kan gøre nogen forskel, har Gud så ønsket at nogen skulle have det skidt mens andre har det godt?

Det kan jeg ikke holde ud at tænke på. Heldigvis hører jeg en tradition til, som holder fast på, at mennesker har en fri vilje og at Gud Helligånd altid er i nærheden af alle mennesker - uanset om vi kan mærke, sanse eller begribe det. Og Helligånden er altid opsøgende, indbydende, konstant hviskende om dybe længsler, retfærdighed og altid klar til at indgyde mod, tålmodighed eller uventet kærlighed.

Dét gør at vi kan sætte os udover os selv, at vi kan vokse og at vi kan sige "Ja" til det håb, Gud har til os.

Teksten fra Esajas kommer fra en tid, hvor mennesker ikke havde meget håb. Og Esajas fik lov at forstå, at Gud havde en plan og et stort håb for alle mennesker: Et lille barn skulle fødes, og det skulle blive begyndelsen på enden af krig, sult og nød. Det lille menneske, som også var Gud, var en udstrakt hånd, et stille nærvær hos mennesker, så Gud ganske bogstaveligt kunne gå sammen med os.

Og fordi vi får lov til at gå sammen med Jesus - ham, der er ophav til alt, der er godt og kærligt bliver det muligt at stole på fremtiden og være i afhængigheden af fællesskabet og selv stille os til rådighed for andres afhængighed af os.

Jublen bliver stærk og glæden stor, når mennesker har håb og sikkerhed i forhold til sig selv, sine medmennesker og til Gud.

Reflektionen er over denne tekst.