Jeg vil altså gerne gi' ham en gave

Vi er så heldige ind imellem at "låne" Junettes børn. Forleden, da vi havde dem, snakkede vi om, at Sigurd havde fødselsdag i sidste uge og at i næste uge er det Samuels fødselsdag. 

Sigurd blev helt stille og alvorlig og sagde ingenting. Til sidste spurgte jeg ham, om der var noget i vejen? Meget alvorligt og med store øjne kiggede han på mig og svarede: "Jeg vil altså gerne gi' ham en gave." Hvor sød har man lov at være? Vi blev enige om, at vi ville snakke med hans mor om det, for det kunne han da helt sikkert få lov til. 

Ligesom Samuels omsorg rørte mig blev jeg helt overvældet af, hvor vigtigt det var for Sigurd at give en gave, når nu Samuel har fødselsdag. Det er så vigtigt for dem, at andre har det godt og bli'r fejret som de skal.

Det prikker til spørgsmålet hos mig som voksen, om jeg også giver den umiddelbare impuls om at give til andre lov til at komme først, eller om jeg er for hurtig til at begrave den i praktiske overvejelser? Og når det nu gælder Jesu' fødselsdag, hvordan fejrer jeg så den? Samuels skal jeg nok få markeret med kager, gæster og gaver. Til jul får vi også kager, der kommer gæster og vi skal have gaver. Anledningen er Jesu' fødselsdag, men kan han bruge gaverne til noget? 

Jeg tror, det er vigtigt for ham - for Gud - at vi er gode og kærlige overfor hinanden - også i vores familier. Det er vigtigt at vi påskønner hinanden, for vi er afhængige af dem, der er omkring os, det er sådan han har skabt os. Samtidig ved jeg også, at vi skal vende os udover os selv også i julen. Måske særligt i julen. Vi kan sikkert altid gøre mere, men lidt har også ret. Nogen siger endda, at det er bedre at gøre lidt og tit end stort og tilfældigt. 

Hvad gør du? Hvem vil du gerne have lov til at give en gave?