3. reflektion - Guds extravagance

Da jeg var barn underviste min far i det, der dengang hed fysik og kemi i folkeskolen. Engang da han skulle undervise i universet og stjernernes placering havde han mig med nede på stranden, hvor vi boede, for at kigge op og lede efter stjernebilleder. Det har muligvis ikke været noget han tænkte over, at vi gjorde. Men jeg husker den periode, hvor vi  kiggede op og fulgte med på nattehimlen. Jeg kan huske fornemmelsen af at stå i mørket med hovedet bagover og øjnene rettet mod stjernevrimlen, mens havet bruste i baggrunden, kinderne var kolde og vores hunde løb omkring i mørket. Dér i mørket kunne man ane mælkevejens bue over os. Det var en tryg oplevelse at stå der i sit varme vintertøj og mærke, hvordan jeg var pakket ind, lunt og godt, og samtidigt at vide, at det vi kiggede på, var så uendeligt meget større end os. 

Stjernerne og deres bevægelser er sat der ifølge forklaringen i bibelens skabelsesberetning, for at vi kan kende forskel på "festtider, dage og år". Og det er stjernerne Gud hiver Abraham med ud for at se på, da han vil lave en alvorlig aftale med ham. Abraham var en god mand. Et menneske, som levede i den verden Adam og Eva var endt i. Han var et godt menneske - ikke sådan at forstå, at han ingen fejl begik, for det gjorde han i rigt mål, men med så mange andre store mennesker i bibelen, så er det ikke fejlene eller succes'erne, godheden måles på, men indstillingen i forhold til Gud. Og Abraham havde fattet, hvem, der var Gud og hvem, der var mennesket. Han lod Gud være Gud og prøvede selv at være Abraham - også selvom Gud både gjorde og sagde mærkværdige, ja, tæt på urimelige ting til ham. 

Men en aften tog Gud altså Abraham med udenfor teltet og bad ham kigge op mod nattehimlen. Måske anede Abraham også mælkevejens bue over ham? Måske så han storheden i stjernernes vrimmel og mærkede, hvor lille han selv var, hvor få, der var i hans familie med kone og én søn? Under alle omstændigheder var det der i mørket, Gud gav Abraham et overvældende og extravagant løfte: Han lovede, at Abrahams børn, børnebørn og deres efterkommere ville blive flere end stjernerne på himlen, flere end sandet på jorden. (Og sand har Abraham i hvert fald haft forståelse for, for han levede i et ørken-område) Et meget stort løfte om mangfoldighed - og den magt, der kommer af, at være de mange - til en mand, som havde kæmpet med barnløshed hele sit liv. Børn - og særligt drenge - var liv, magt og velstand dengang. I dag er børn stadig liv, de giver social position og de giver vores liv mening. Og så er børn altid - og har sikkert altid være det - et tegn på håb for fremtiden. For at sætte et barn i verden er et af de dybeste tegn på vores håb om og tillid til den fremtid, som kommer. 

Forestil dig, hvor mærkeligt forskruet, det må have lyt i Abrahams ører, at skulle være starten på så meget liv, så meget magt, så stor velstand og så stort et håb for verden, når man knap nok har kunne lave ét barn?! 

Men det fineste ved Guds løfte til Abraham, grunden til at løftet ikke kun var godt for Abraham og hans familie, men også os andre, var, at Abrahams slægt skulle blive til velsignelse for alle mennesker. Fra den familie ville Gud redde verden fra det rod, der kommet i den, og han ville igen gøre alting, som det havde været tanken fra starten. 

Udover håbet for os alle sammen i Abrahams historie er der også en anden meget fin pointe: Abraham fik ikke at se, hvordan hans familie blev stor eller at det var hans slægt, Jesus blev født fra. Han modtog løftet, men han så ikke at løftet blev opfyldt, mens han var i live. Det får mig til at tænke på, hvilke ting, der mon startes i mit liv for at slutte hos andre? Eller hvilke ting, der mon ender hos dig og mig, som har deres oprindelse hos andre? 

Jeg tror, at Guds løfter til mennesker og hans interesse i os strækker sig længere end til den enkeltes liv - hans perspektiv er meget større end vi kan begribe. Jeg mener, han har skabt stjernerne, som er så langt væk og har en alder, der ikke er til at begribe, mens jeg bare lever inden for et århundrede. Men selv mit lille liv kan folde sig ud under stjernerne og blive til velsignelse for dem, der kommer efter.

Reflektionen hører til denne tekst.