Da flyene lettede

Da flyene lettede fra England for at gå i krig i Afghanistan, sad jeg i et store klasseværelse på mit nye college og pakkede blade sammen med en masse andre, mens vi så på fjernsynet, hvordan det, der havde rystet os nogle uger tidligere, nu sendte vores lande i krig. Jeg kan huske stemningen blive alvorlig, nervøs og at tanken om, hvad i alverden jeg lavede i et andet land, hvis der virkelig blev krig - altså krig hos os, for ingen turde jo dengang sige noget om rækkevidden af det, der var sket.

Om aftenen samledes en flok af os i skolens lille kirkerum for at be' for den nye udvikling. For vores valgte ledere, for soldaterne, befolkningen i Afghanistan, og hvad man ellers kunne komme på at be' for, som et ungt, idealistisk menneske.

Vi sad i en ring oppe foran alteret. Jeg blev siddende længe i mine egne tanker, mens andre lige så langsomt gik videre med deres aften. Da jeg endelig kiggede omkring mig, var jeg den eneste tilbage - med undtagelse af en ung fyr, der også gik i min klasse. Den første weekend havde han taget mig og en anden på en længe vandretur i området omkring skolen. Cliff College ligger i Peak District, som er noget så smukt.
Vi faldt i snak, og hele den aften sad vi i kapellet og snakkede om alt mellem himmel og jord.

Ligenu sidder han med vores søn på skødet og ser Postmand Per. Vi kender ikke rækkevidden af vores handlinger nu og her - men det betyder ikke, at de er ligegyldige i det lange løb!