3.c

Studenternes uge er slut, men vi  kan stadig høre vogne, der kommer susende igennem Vejle midtby med feststemte, unge mennesker. Jeg kan ikke lade være med at smile af dem, selvom de unægteligt forstyrrer lydbilledet noget med deres hujen og dytten! 

For 10 år siden i år var jeg én af dem, der kørte rundt og var glad for at have fået "huen". Sidste fest var til Skt. Hans i Skagen. Derfra var det hjem til afslapning og genopladning. Som jeg husker det, var jeg temmelig brugt op ikke bare efter en god uges festligheder, men også af eksaminerne inden da.

Jeg følte mig fri - fordi skolen nu var ovre. Alting lå foran. Jeg havde næsten tre måneder inden jeg skulle til England i tre måneder. Derefter var planen at tage hjem, arbejde og så ud at rejse med en humanitær organisation af en art.

Jeg har aldrig i mit liv ligget så meget i solen, som den sommer. "Jordens søjler" blev læst under lærketræet i mine forældres have. Frihed og fred.

Jeg var glad for at slutte på gymnaniset. Glædede mig til det nye, der skulle ske. Lidet vidste jeg, at rejsen til England ville ændre mine planer og min fremtid. Jeg kom aldrig hjem igen for at arbejde. Jeg kom ikke ud at rejse. Faktisk flyttede jeg hjemmefra den september - uden at vide det var det jeg gjorde.

Jeg fik ti til den sidste eksamen, men jeg kan ikke huske, hvad det var i. Engelsk, måske?

To uger inde i oktober var jeg kærester med ham, der nu er min mand. Og jeg endte med at læse en bachelor i England. Tre år senere rejste jeg igen til Danmark. Nu med mand og endnu en eksamen under huen. Hvem ved, hvor Vejen leder os hen? Det er, som Bilbo Baggins siger i "Hobitten": "Once you step out onto the road, you never know, where it's going to take you."