16/04/2011

Det bedste spejl

Hun stod på parkeringspladsen, den aften, jeg tænkte, "Det her klarer jeg aldrig". Hun var den første, jeg snakkede med, og vi har hængt sammen lige siden. Vi har grinet og grædt, som man kun kan, når man er teenager. Vi har pjanket, fjollet og téet os, så forældre, lærerer og forældre har taget sig til hovedet. Vi har snakket, diskuteret og undret os sammen. Vi har delt kærestesorger, sorgen over at miste sin ungdommelige uskyld og sorgen over at miste en bror. Vi har fejret hinandens uddannelser, bryllupper og glædet os over små nye mennesker, der er kommet til. 


I snart 15 år har vi været venner og holdt kontakten gennem diverse telefoner, emails, postkort og besøg. Vi har aldrig boet i samme by, siden vi gik på efterskole sammen. Hun har rejst med rygsæk flere gange, tjent penge på en fuglekuglefabrik (selv i dag synes jeg det lyder sjovt) og er nu jordmoder.  Hun har lyttet til mine skrubler ved at bo i England, min entusiasme ved mit job, og trofast stillet op gennem min depression. 


Jeg har læst, at "Det bedste spejl er en gammel ven." Jeg tror, der er noget om det. For når jeg ser mig selv gennem hendes øjne, spørgsmål, historier og latter, ser jeg mig selv med det hele: hun roser det, jeg ikke ser, opmuntrer mig, så jeg får mod på mere, og hun stiller de spørgsmål jeg kan være bange for.
hun ser og viser mig det hele, men ikke i samme skærende kritiske lys, jeg ellers ser i et spejl. Her er mere accept, forståelse og omsorg. Jeg håber, jeg gør det samme for hende.

I weekenden fejrede vi vores 15 års jubilæum i København. Da vi fyldte 10, var vi i Paris. Dengang havde ingen af os børn. Nu har jeg Samuel og hun har en lille én på vej. Jeg forstår ikke helt, at de to piger vi var, er blevet voksne med mænd, børn, huse og arbejde. 

Mine forældre var lige kørt, og jeg tænkte "Det her klarer jeg aldrig. Jeg kender ikke ingen." Hun havde en hvid trøje på med marineblå striber. Da hun vendte sig om, tænkte jeg, hun mindst måtte gå i 10. Da vi havde danset polka, fulgtes vi tilbage til værelserne over plænen. 

Billedet her giver muligvis ingen mening for andre. Gæt er velkomne på hvorfor skiltet er værd at pege på.

7 comments:

  1. This comment has been removed by the author.

    ReplyDelete
  2. Efterskoler kan virkelig være for livet! Til lykke med hinanden, I to!
    Og skiltet? Er det noget med An(d)nebakke og Mø-sting (en jordemoderdiciplin, måske?)

    ReplyDelete
  3. Efterskoler kan noget. Vi er 3 der stadig, efter 20 år + ses hver måned til madklub.
    Møsting, fordi det lyder sjovt?

    ReplyDelete
  4. Og vi der har fulgt med i alle 15 år synes det er så dejligt I stadig har hinanden. Og at vi får lov at være med en gang imellem.
    Og med hensyn til Andebakken må jeg nok gi´ Charlotte ret: Der er noget med et kælenavn;-)

    ReplyDelete
  5. Skønt indlæg om et dejligt venskab. Din kærlighed til din veninde lyser langt ud af teksten.
    Jeg er også så utrolig priviligeret at have veninder, som jeg har kendt i mange mange år - de er jo vidner til mit liv og kender mig fra før, under og efter - hvis du forstår. Det er en stor gave!
    Skiltet fatter jeg ikke et klap af :)

    De bedste hilsner fra Helle

    ReplyDelete
  6. Ja, efterskoler kan virkelig noget på venskabsfronten. Og det er rigtigt, jeg holder virkelig meget af hende.

    Skiltet handler ikke om jordemoder faget (selvom det var et meget godt bud, Charlotte!) men kun om An(d)e. Som af en eller anden grund er mit navn er ovennævnte venskab.

    ReplyDelete
  7. Hils!! Mange, mange gange!
    Knus fra hende, der har fået lov til sammen med dig at lave et hjertetræ der vist stadig hænger et sted på skolen :)

    ReplyDelete

Jeg bliver rigtig glad, når der er kommentarer til mine indlæg. Så læg endelig en hilsen, når du har været forbi. Har du ikke lyst til at skrive, så alle kan se det, kan du skrive til mig på annetkthompson (a) gmail.com Fortsat god dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...