Der er nogen, det, der beskriver i retræte eller stilhed, som det, der sker, når mudret vand falder til ro: Mens vind og strømme pisker vandet op, hvirvler mudder rundt, så alt er uklart og bunden kan ikke ses. Når vind og strømme falder til ro, falder der også ro i vandet. Mudderet bundfælder og bunden ses igen klart. Så kan man se, hvad der gemmer sig af planter og dyreliv i søen. Måske ser man også den cykel, der i årevis har ligget på bunden og rustet.
I stilheden kan man opleve uroen i det indre bundfælde sig. Det bliver klart, hvad man bærer med sig. Det kan være glædeligt at gense. Det kan også være foruroligende at opdage, hvordan tingene faktisk er. Nogle gange dukker svar op. Nogle gange er det spørgsmål. Andre gange bli'r det bare som det er, og uroen på overfladen og i dybet forbliver.
Fredag var der både stilhed og vand omkring mig. Der kom både spørgsmål og svar. Det gjorde godt. Og jeg føler mig stillet til ansvar for mig selv. For, når man ser sig selv ansigt til ansigt, er det som når man møder andre mennesker, som de er: man er nødt til at tage den, man møder, alvorligt, og handle med omsorg for det, man ser.
du har så evigt ret Anne, Ikke at det altid er let at praktisere. Jeg håber det lykkedes for dig.
ReplyDeleteHåber det lykkedes dig at drage omsorg for dig selv:-) Det er godt at huske. Stort knus.
ReplyDeleteAt blive sillet til ansvar for sig selv er ikke altid nemt! Men ... oftest nødvendigt!
ReplyDeleteHvis man er åben og ærlig og har husket at fylde sig selv med daglige kærlige bekræftelser, er det en glimrende begyndelse til at se sig selv i øjnene, og at møde andre og lytte til deres spørgsmål, da det vil være nemt at forholde sig til andre mennesker og deres spørgsmål, med sådan et udgangspunkt.
ReplyDeleteKlem herfra Anne.