02/10/2010

Holdninger til mennesker "med anden etnisk herkomst end dansk"

Jeg er gift med en udlænding. En fremmedarbejder, kan man vel kalde det, eftersom han er her på en arbejdstilladelse.  Når jeg stiller det sådan op siger de fleste om Duncan:"Jamen, det gælder jo ikke ham. Han er jo engelsk". Det er rigtigt at han har lyst hår og blå øjne og deler aner med vikingerne. Alligevel er han udlænding. Når der kommer udtalelser om udlændige og indvandreres manglende vilje til integration gælder det også min mand. 
Min søn er fra et afrikansk land. Han er født syd for ækvator, har brune øjne og chokolade-mørk hud. Når jeg siger, at han kommer fra et af de lande, der eftersigende ikke rigtigt kan bidrage positivt til samfundet, får jeg at vide, at det naturligvis ikke gælder ham: Han er dansk nu, og hans opdragelse vil give ham helt andre værdier. Ikke desto mindre findes der holdninger i vores land, der uden at blinke ville sende ham hjem, "hvor han kommer fra." Hvor det så end er med en sydafrikansk fødselsattest, en engelsk far og indfødsret i Danmark. 

Derfor betyder det rigtig meget for mig, at min kirke nu aktiv råber op i forhold til integration, asyl og indvandring.

Det gør ondt at tænke på, at vi med al sandsynlighed en dag kommer til at skulle snakke med Samuel om, hvorfor nogen kalder ham grimme ting, fordi han er mørk. Det er mærkeligt at høre mennesker i Danmark, have ondt af min søn, fordi han levede sin første tid på et børnehjem, når vi uden at blinke lader børn på danske asylcentre vokse op under værre forhold. Jo, værre. For var Samuel blevet på børnehjemmet ville han have fået en uddannelse. Og han ville være blevet opdraget med sigte på at tage del i det samfund, der var omkring ham. Den værdighed giver vi ikke asylsøgende børn. Det er beskæmmende, at vi affærdiger mennesker fordi vi er bange.

Derfor var jeg med til at be' om, at mine kolleger og jeg støtter "10 principper om kirkeligt engagement vedrørende asyl, indvandring og integration."  Tværkulturelt Center kom med i sidste uge. De er: 

  1    Migranter har ofte bidraget positivt til modtagerlandets kultur,   
    historie, samfunds‐ og kirkeliv.      

  2    Gæstfrihed mod fremmede er en bibelsk værdi.  

  3    Migranter har ret til et liv i værdighed uanset opholdsstatus.    

  4    Menneskerettigheder gælder alle mennesker.      

  5    Rettigheder og privilegier, der er knyttet til nationalitet og statsborgerskab, har ikke absolut værdi, men er goder betroet os af Gud.    

  6    Kirkens ansvar for at hjælpe trosfæller må ikke stå i vejen for ansvaret for at hjælpe alle mennesker med behov for hjælp.   

  7    Det er i samfundets interesse, at migranter kan leve sammen med deres nærmeste familie, og at splittede familier genforenes.   

  8    Alle børn har ret til en barndom i tryghed og værdighed uanset forældrenes opholdsstatus.   

  9    Ord kan skabe hvad de nævner. Derfor skal vi være bevidste om, hvordan vi omtaler migranter, og undgå nedsættende, misvisende og generaliserende sprogbrug.    

10    Et lands ansvar for egne statsborgere må ikke stå i vejen for det globale medansvar for at migranter til enhver tid behandles værdigt og respektfuldt.   

Kunne du tænke dig at se pressemeddelelsen og det brev til menighederne vores biskop skrev kan du gå ind her
Hele materialet om de 10 principper er her.

12 comments:

  1. Av, hvor fik du på behørig vis sneget noget værdipolitik ind der Anne.
    Lad mig slå fast med det samme, jeg elsker mangfoldighed, jo mere forskellige vi er des bedre, desværre er der i de seneste år herhjemme flere der ikke deler min holdning, og andre har så været gode til at tage handsken op og med snilde skabe frygt i store dele af befolkningen, ved at fokusere på de steder hvor integrationen ikke er lykkedes, fremfor de mange steder hvor integrationen er lykkedes.
    Jeg er desværre ikke sikker på andet end at i en dag vil blive nødt til at fortælle Samuel om, hvorfor nogle mennesker er så primitive i deres tankegang at de ikke kan rumme mangfoldigheden, jeg ved ikke om jeg tør at kalde de to præstefætre for dine kollegaer, men de har altså et lidt andet syn på biblens fortolkning om næste kærlighed.
    God Søndag, og et stort knus herfra Odense Anne.

    ReplyDelete
  2. Lina: !

    Mor: Tak

    Michael: Det er nok heller ikke de to, jeg er mest stolt af at dele profession med! Vi er fra to meget forskellige dele af kirkelandskabet og forståelsen af den kristne tro. Jeg tror, vi kommer til at tage den samtale med Samuel - måske også uanset hvor meget det på det tidspunkt fylder i debatten. Meget er drevet af frygt - og det er der ikke meget liv i. Derfor er det også vigtigt for mig, at føle der er andre, der giver deres besyv med og peger på en anden retning!

    ReplyDelete
  3. Med mit kendskab til dig her på bloggen Anne er jeg ikke i tvivl om at du har et stort hjerte, og at det sidder på rette sted, derfor har du også valgt job som du har, ved at følge dit hjerte, nej de fætre er ikke nogen god reklame for kristendommen her til lands, men selvfølgelig skal de havde lov at komme til orde, så må vi andre jo bare nøjes med at modargumentere og krumme tæer.
    Et stort klem til dig.

    ReplyDelete
  4. BRAVO!!!! :-) hils din skønne multikulturelle familie :-)

    ReplyDelete
  5. Jeg har linket direkte til dit indlæg - du har skrevet godt og grundigt, og jeg er naturligvis helt enig!

    ReplyDelete
  6. Michael: Tak. Jeg håber, det er rigtigt, som du skriver ;-) Vi har jo netop lov, at give udtryk for vores meniger. Og måske skal os, der i denne sammenhæng mener noget andet, være bedre til at tale højt og tydeligt.

    Louise: Tak. Og det vil jeg gøre!

    Charlotte: Tak for linket.

    ReplyDelete
  7. Hvor er du SEJ Anne!! jeg er meget enig med dig. Jeg har også valgt en uddannelse, der giver mig indsigt i, hvorfor det går galt mellem kulturerne når de mødes, og jeg har forsøgt at fokusere på hvad man kan gøre for at ophæve skellet, samt hvad det er, der gør, at skellet opstår... Det er meget interessant at fordybe sig i. tak fordi du står frem og deler din viden og din kærlighed til mennesker! Vi er heldige at have dig i vores kirke!

    ReplyDelete
  8. Det er så flot, hvad I har gjort, Anne! Jeg synes, det er dybt beskæmmende, at et land som vores behandler vores asylansøgere, som vi ser det.

    ReplyDelete
  9. Sara: Tak skal du have :-) Det er vigtigt, med folk, der som dig, uddaner sig så forståelsen bliver større - det tror jeg er udgangspunktet for virkelig at kunne ændre tingene også!

    Madame: Tak. Jeg er meget glad for det. Det er godt at kunne være med til at gøre om end en lille forskel.

    ReplyDelete
  10. Tak for dit fine indlæg - tiden er inde til, at vi holder op med at inddele hinanden i mere og mere snævre (kan man sige det?) undergrupper. Vi bør i stedet fokusere på det, der forener os som mennesker.

    ReplyDelete

Jeg bliver rigtig glad, når der er kommentarer til mine indlæg. Så læg endelig en hilsen, når du har været forbi. Har du ikke lyst til at skrive, så alle kan se det, kan du skrive til mig på annetkthompson (a) gmail.com Fortsat god dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...